Annonce
Danmark

Funding & Løvkvist møder Søren Gade: Vi kom som en tyv i natten

Søren Gade - en politiker, der ifølge Funding & Løvkvist har gjort sig fortjent til betegnelsen "bonderøv". Foto: Johan Gadegaard
Avisen Danmarks politiske makkerpar, Thomas Funding og Kasper Løvkvist, har været på tur rundt i landet for at optage interviews med politiske bonderøve. Læs et uddrag af interviewet med Søren Gade, EU-parlamentariker fra Venstre - og hør det hele på avisendanmark.dk/podcasts eller i appen Nyhedskiosken.
Annonce

Tour de Bonderøv

Avisen Danmarks politiske makkerpar, Thomas Funding og Kasper Løvkvist, har taget deres ugentlige podcast på tur - og kalder den Tour de Bonderøv.

For dem er udtrykket "bonderøv" en hædersbetegnelse, der i politisk sammenhæng dækker over politikere, der har fødderne solidt plantet i mulden og ikke laver om på sig selv, selv om de har skiftet træskoene ud med lædersko, når de betræder de bonede gulve.

Funding & Løvkvist har på denne tur udnævnt fem fremtrædende politikere til bonderøve:

  • Kim Christiansen, tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti - 7. juli
  • Mette Abildgaard, folketingsmedlem for Konservative - 14. juli
  • Søren Gade, EU-parlamentariker for Venstre - 20. juli
  • Henning Hyllested, folketingsmedlem for Enhedslisten - 27. juli
  • Arne Boelt, borgmester i Hjørring for Socialdemokratiet - 3. august

Søren Gade er medlem af EU-parlamentet for Venstre. Før det blandt andet forsvarsminister, direktør for Landbrug & Fødevarer og medlem af Folketinget i 12 år.

Han er en konstant spiller i Venstre, når det handler om, hvor magten skal ligge. Og aldrig bange for et raskt slagsmål - slet ikke, når det er et slagsmål med partifæller.

Mens mange af hans kolleger slår sig på ham, og han også sjældent selv kommer ud af kampene uden skrammer, giver umiddelbarheden og autenciteten igen og igen gevinst, når det handler om folkets gunst. Han er en ægte stemmesluger.

Avisen Danmarks politiske makkerpar, Thomas Funding og Kasper Løvkvist, har givet Søren Gade hædersbetegnelsen bonderøv og mødt ham til en fri snak over en flok jæger-øl i hans sommerhus på Vestkysten. Læs et uddrag her.

Søren Gade om at blive kaldt bonderøv

- Da jeg blev direktør i Landbrug & Fødevarer, var der en, som satte klistermærke på min postkasse i Holstebro, hvor der står "bonderøv". Det tager jeg som et adelsmærke. Min familie kommer fra Ringkøbing-kanten - jeg er ud af landbrugsslægt. Jeg vil gerne, at man husker, hvor man kom fra, og - når man i politik omgås vigtige mennesker - husker, hvem man er sat i verden for.

Vi kommer ind i samtalen, hvor Søren Gade fortæller om, da han i starten af 2019 stillede sig frem og kritiserede sit partis udspil til en sundhedsreform, der blandt andet indebar, at de politisk valgte regionsråd skulle nedlægges:

Annonce

For meget i København

- Det følte jeg mig kaldet til, fordi jeg bor herude vestpå. Jeg har til gode at se, at beslutningerne bliver bedre, når man flytter dem østpå.

- Når du siger "herude vestpå", så mener du der, hvor regionshusene i f.eks. Vejle og Viborg er tættere på end Christiansborg?

- Ja, og så det her med, at hvis man kan holde nogle politikere ansvarlige hvert fjerde år, er der større sandsynlighed for, at de lytter til, hvad man siger. Hvis man laver et embedsmandsvælde, kan man sende en mail til rend-mig-i-r-*-*-*-n, en embedsmand, der aldrig nogensinde skal på valg. Det er mig bare imod, for jeg tror faktisk på, at man kan overlade noget til borgerne. Jo længere væk beslutningstagerne er, jo mere ligeglade kan de være.

- Jeg må indrømme, at det kom bag på mig, at det var fra Venstre, som står for decentralisering, at det forslag kom. Jeg har ment det samme hele tiden - helt tilbage fra da vi nedlagde amterne. Det foregik på et sommergruppemøde, hvor de lige pludselig var nedlagt, inden vi kunne tælle til tre. Nu var det på vej til at ske igen. Det forstod jeg simpelthen ikke.

- Det er vel en forholdsvis nøgtern analyse, at det var det, der blev begyndelsen på enden for Lars Løkkes liv som formand?

- Når man kommer med noget som en tyv om natten og vil omkalfatre vores samfund uden en indledende demokratisk debat, mener jeg ikke, at jeg gjorde fejl i at hæve min stemme. I kan jo prøve at køre rundt her ude i området og spørge, hvad de syntes om forslaget dengang. Jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg repræsenterede mere end mig selv.

- Er du enig i, at det blev det, som tændte gnisten til det, der endte med at blive et oprør mod Løkke?

- Det ved jeg ikke, om jeg skal tage æren eller ansvaret for. Så mange vælgere er der heller ikke herude, men det er klart, at det er et område, hvor Venstre fylder meget. Det kom bag på nogle, at modstanden var så stor. Der var nogle, der havde været lidt for meget i København og lidt for lidt over broen.

Annonce

Den hårde lærdom

- Hvad siger det om dig som politiker, at du roder dig ud i sådan noget?

- Hvis du er i politik, er der en forventning om, at du får sagt, hvad du mener. Efter det jeg sagde dengang, er der helt sikkert nogle, der synes, jeg er den største idiot - fred være med det, så kan de jo stemme på en anden. Men jeg tror, der var en forventning om, at jeg havde mod, vilje og evne til at kommunikere, hvad jeg mente i den sag.

- Er det ikke opslidende at være i konflikt med sin egen ledelse?

- Jeg har lært på den hårde måde, at hvis man vil have venner i politik, skal man købe en hund. Jeg har mange venskaber uden for politik - det er vigtigt, at man husker det. Når man er ude af politik, finder man ud af, hvad der bandt mange af de venskaber sammen, som man havde i politik. Det har jeg prøvet. Hvad skulle man tale om? Før var det altid en, man skulle svine til eller høre om, eller hvad skulle vi nu lave på den ene eller anden måde.

- Har det skuffet dig?

- Ja, lidt. Politik er en kontaktsport. Man får lange venskaber i politik, men ikke mange.

- Har du aldrig fortrudt, nogle af de slagsmål, du har kastet dig ud i?

- Nej, fordi så var jeg ikke den, jeg var.

Lyt til hele interviewet på avisendanmark.dk/podcasts eller i appen Nyhedskiosken.


Efter det jeg sagde dengang, er der helt sikkert nogle, der synes, jeg er den største idiot - fred være med det.

Søren Gade (V)


Lyt til podcasten og hør Søren Gade fortælle om:

  1. At vokse op med en enlig mor
  2. At være bonderøv i Bruxelles
  3. Hvad EU ikke skal være
  4. At være omgivet af føderalister
  5. Når EU bliver brugt som en skraldespand af politikere
  6. Hvorvidt han i virkeligheden er socialdemokrat i Europa
  7. At være ensom, mens man er omgivet af mennesker
  8. At trække sig i en tackling af hensyn til sine børn
  9. At forstå Ellemanns frustrationer over bagsæde-chauffører
Politik med Funding og Løvkvist
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ejer af Oasen: Jeg troede, det var en kunde, der ringede for at aflyse...

Horsens For abonnenter

Borgmester er ærgerlig over Learnmark-beslutning - bestyrelsesformand åbner dør på klem

Annonce