Annonce
Danmark

Funding: En hånd på låret kan ni år efter føre til en ny parlamentarisk strategi

Politisk redaktør Thomas Funding. Foto: Frederik Steen Nordhagen


Annonce

Det nyvalgte folketingsmedlem Samira Nawa aktiverede reelt en tidsindstillet bombe i Radikale Venstre i det øjeblik, hun angreb Jeppe Kofod for ikke at være værdig til jobbet som udenrigsminister.

Han havde som 34-årig haft sex med en pige på 15 år tilbage i 2008, og det måtte man forstå var en synd, der var stor nok til, at man 11 år efter ikke kunne blive udnævnt til minister.

Morten Østergaard forsøgte efterfølgende at bløde en anelse op. Radikale Venstre havde stadig tillid til Kofod. Man fornemmede på ham, at han syntes, ordføreren var gået for langt. Det forstår man bedre i lyset af det seneste døgns begivenheder.

Men den nu tidligere radikale leder accepterede ikke desto mindre den nye standard, som den unge ligestillingsordfører havde gjort til sit partis. Og med det begyndte den tidsindstillede bombe at tikke.

Det var kun et spørgsmål om tid, før den ville detonere, for selvfølgelig havde Radikale Venstre også sine egne metoo-sager. Vi er som bekendt alle ludere og lommetyve for Vor Herre.

Resten er historie. Folketingsmedlemmet Lotte Rod indgav en formel klage til sit partis ledelse. Hun var blevet taget på af Morten Østergaard for snart ti år siden. En dum handling kan de fleste nok blive enige om, men det vil nok splitte folk lidt mere, om det er noget, man skal mistet jobbet over.

Ikke desto mindre er det sådan en sag, der kun kan ende på én måde, når hjulene først er sat i gang. De politiske og mediemæssige dynamikker er simpelthen for stærke. Morten Østergaard måtte gå af.

Men i virkeligheden var det måske ikke hånden på låret, der fældede ham. Det var nok snarere, at han ikke offentligt stod frem og sagde undskyld.

I offentlighedens øjne – og internt i eget parti – så det ud som om, at han forsøgte at skjule sandheden – og på den måde bekræftede det den gamle regel i politik: It’s not the crime, it’s the cover up that gets you. Det er ikke forbrydelsen, der fælder dig, men det, at du dækker over det. Og ja, han forsøgte da sikkert at beskytte sig selv imod sin dumhed. Og ganske givet også sin familie.

De næste par dage kommer utvivlsomt til at gå med diskussioner om, hvorvidt forbrydelse og straf står mål med hinanden. Men konsekvenserne af en hånd på låret for årti siden kan blive langt større.

Radikale Venstre har nemlig fået ny politisk leder, og med det – måske – også en ny parlamentarisk kurs. Det spørgsmål stiller rigtig mange sig i hvert fald på Christiansborg lige nu.

Det over fem timer lange radikale gruppemøde på Den Sorte Diamant i København udviklede sig således til en dramatisk debat om, hvilken vej Radikale Venstre skal herfra.

Metoo-sagen ramte nemlig timingmæssigt ind i en i forvejen boblende intern diskussion om, hvorvidt Morten Østergaards meget konfrontatoriske stil overfor Socialdemokratiet har været den rigtige.

Bredt i partiet har der været en erkendelse af, at man ikke har nok indflydelse, hvilket har presset Morten Østergaard fra flere sider som leder.

Nogle har ment, at man skulle skrue endnu mere op for konflikten. Vælte regeringen for at vise sin magt. Andre at man grundlæggende skulle acceptere, at udlændingepolitikken ligger fast, hvilket skulle være adgangsbilletten til at komme tilbage i ministerkontorerne.

Den diskussion eksploderede til gruppemødet, da det stod klart, at Morten Østergaard var færdig som leder, og det hele kulminerede i et kampvalg mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard.

Sofie Carsten Nielsen har i mange år været allieret med Morten Østergaard og en del af partiets ledelse, Martin Lidegaard har været udenfor og særdeles kritisk overfor partiets linje. Det førte blandt andet frem til, at han lige inden folketingsvalget sidste år skrev en debatbog, hvor han i mere eller mindre direkte vendinger kritiserede Morten Østergaards parlamentariske strategi.

Men Lidegaard havde ikke opbakning i gruppen, som er den, der vælger den politiske leder. Sofie Carsten Nielsen vandt valget med stemmerne 12 – 4. Et klart nederlag til Martin Lidegaard, men alligevel en manifestering af, at han sidder på omkring en fjerdedel af de folkevalgte.

Han bliver svær at tilsidesætte nu, og det er nærliggende at antage, at den nye politiske leder bliver nødt til på en eller anden måde at inddrage ham i ledelsen.

Og på den måde, kan en hånd på låret – måske – blive anledningen til en ny parlamentarisk strategi. De kommende uger og måneder vil gøre os klogere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens For abonnenter

Ingen hjælp til Jørgensens Hotel: Uhensigtsmæssigt og uforståeligt, siger ejere

Annonce