Annonce
FM19

Funding: Det bliver der snakket om i baren på Folkemødet

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark
Der bliver snakket på Folkemødet. Utrolig meget. Med over 3000 arrangementer er der ikke den krog af samfundet, der ikke bliver sat til debat og endevendt. Men når solen er gået ned, og de kulørte lamper tændes i fadølsteltene, ændrer samtalen sig. Det er her, politikere, journalister, embedsmænd og lobbyister vender den politiske verdenssituation. Avisen Danmarks politiske redaktør har lavet sin research og fortæller her, hvad der tales om i baren på Folkemødet.

Brødtekst

1 Kan man finde tilliden i regeringsforhandlingerne?

Folk i gaderne Allinge på Bornholm under Folkemødet 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Folkemødet lever i høj grad på, at de, der er noget ved musikken, deltager. Derfor er det også lidt et underligt år, fordi landets formodentlig kommende statsminister sidder låst i regeringsforhandlinger i København.

Men det afholder ikke folk i baren fra at spekulere i, hvad der sker i forhandlingerne. Socialdemokratiets håb virker til at være, at man kan lande på en relativt kort tekst - måske bare et par sider - hvor man i overordnede vendinger beskriver, hvilken retning en ny S-regering skal arbejde.

Det er dog ikke en plan, mange tror på i baren på Folkemødet. Og det af den simple årsag, at en sådan aftale kræver gensidig tillid.

Radikale Venstre skal kunne tro på, at Mette Frederiksen længere nede ad vejen vil give partiet indflydelse, og Enhedslisten og SF skal modsat være trygge ved, at S ikke lader Morten Østergaard diktere den økonomiske politik.

Den tillid har været svær at få øje på i valgkampen. Og hvad gør man, når man ikke stoler på hinanden? Man forsøger at binde og baste hinanden på skrift. Ligesom man gjorde i det sorte tårn tilbage i 2011, da rød blok sidst lå i regeringsforhandlinger.

Dog har der været en begivenhed på Folkemødet, der udfordrer den fremherskende analyse i baren. Morten Østergaard sagde i sin partiledertale torsdag, at Radikale Venstre ikke ville gentage fejlen fra 2011. Man blev nødt til at bygge en aftale på tillid. En håndsrækning til de andre partier i rød blok, virkede det til.

Men samtidig understregede han, at de ultimative krav fra valgkampen stadig gælder. Det stritter lidt i begge retninger, blev konklusionen i baren.

2 Hvem bliver finansminister?

Man kan ikke sige regeringsforhandlinger, uden også at sige ministerkabale. Og er der noget, der kan skabe resonans i den christiansborgske osteklokke, er det spekulationer om, hvem der bliver minister for hvad.

I baren på Folkemødet er der én post, der bliver vendt igen og igen. Hvem bliver finansminister?

Skal man tro vurderingerne hen over fadølsglassene, så er posten Nicolai Wammens. Finansministeriet lå efter manges vurdering til at gå til Henrik Sass Larsen, men efter han tidligere på ugen sygemeldte sig på grund af depression, er han ude af spillet.

Wammen havde efter alt at dømme sat sig op til at skulle være udenrigsminister, men ringer Mette Frederiksen og giver ham Finansministeriet, kan han ikke sige nej. Alene af den grund at det vil udfordre hans magtposition i Socialdemokratiet, hvis den gik til en anden.

Wammen har en solid baggrund som tidligere borgmester, minister og finansordfører, og han har været med i alle væsentlige forhandlinger på Christiansborg de senere år. Den statskundskabsuddannede politiker er desuden efter Sass' sygemelding blevet en gennemgående figur i regeringsforhandlingerne, hvilket også får pilen til at pege på ham. Det giver mening, at landets kommende finansminister har indgående kendskab til, hvad der er blevet aftalt med støttepartierne.

En anden kandidat til posten kunne være Nick Hækkerup, og som bobler bliver Dan Jørgensen nævnt. Et af barens wild shots lyder på Herlevs borgmester, Thomas Gyldal, eller sekretariatschef i Socialdemokratiet Martin Rossen.

3 Er der en stedfortræderkrig på vej i Venstre?

Et andet flittigt diskuteret emne i de mange festtelte i Allinge er Venstre. Partiet fik isoleret set et godt valg, og det betyder, at Lars Løkke Rasmussen indtil videre kan få lov til at blive siddende som formand.

Men stort set alle de venstrefolk, man taler med, er enige om, at det ikke er en langtidsholdbar løsning.

Spekulationerne om Kristian Jensen er i den sammenhæng massive. Spoler vi tiden en måned tilbage, var alle enige om, at han ville blive partiets næste formand. Men stemningen har ændret sig på meget kort tid. Nu er mange i tvivl.

Det har dels at gøre med Jensens eget ringe personlige valgresultat, men også det faktum, at han offentligt lagde afstand til Løkkes tanker om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det viste sig at være det, der skulle til for at få Venstre til at vokse, og det havde han åbenbart ikke næse for. Glemt bliver det hurtigt i baren, at prisen for Venstres fremgang er en blå blok i ruiner.

Men altså: Formandskampen ligger stille lige nu. Derfor retter mange i baren deres fokus på, hvad der kommer til at ske, når Venstres nye folketingsgruppe skal konstituere sig. Altså hvem får hvilke poster?

Flere taler om, at det potentielt kan ende i et opgør mellem Kristian Jensens folk og dem, der ikke vil have ham som formand. I den sammenhæng bliver det interessant, om Jensen selv går efter den magtfulde post som gruppeformand, eller om han bringer en af sine løjtnanter i spil.

Det kan få de folk, der ikke vil have Kristian Jensen til at stille en modkandidat op, hvilket i så fald vil give os et billede af, om Kristian Jensen kan mønstre et flertal i den nye gruppe.

I baren på Folkemødet er der én post, der bliver vendt igen og igen. Hvem bliver finansminister?
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Sport

Elegant midtbanespiller månedens spiller i Superligaen - Esbjerg fyrer træneren, men assistenten er ikke i spil som afløseren.

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce