Annonce
Sport

Fulham slukker Brentfords drøm om Premier League

Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Brentford tabte finalen om en billet til Premier League og mere end en milliard kroner med 1-2 til Fulham.
Annonce

Premier League får ikke selskab af danskerkolonien fra Brentford i den kommende sæson.

Det står klart, efter at Brentford, der har dansk cheftræner, dansk fodbolddirektør og en stribe danske spillere på holdet, tirsdag tabte med 1-2 til Fulham i oprykningsfinalen på Wembley efter forlænget spilletid.

En stor fejl af Brentford-målmand David Raya i forlængelsen kostede dyrt, da Fulhams Joe Bryan overlistede den fejlplacerede spanier på et frispark langt udefra. Siden øgede Bryan selv med sit andet mål, før Henrik Dalsgaard pyntede på resultatet.

Nederlaget betyder også, at Brentford og ejer Matthew Benham går glip af en garanti på omkring 1,3 milliarder kroner, som en oprykning havde medført. Benham ejer også FC Midtjylland.

Hvis det svimlende beløb gav Brentford-spillerne lidt ekstra sved på panden, er der ikke noget at sige til det.

Det lignede da også et nervøst Brentford-hold, der med Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Christian Nørgaard i startopstillingen og cheftræner Thomas Frank på sidelinjen tog hul på den store finale.

Bare fem minutter var spillet, da Brentfords defensiv var tæt på at forære en kæmpechance til Fulham, som med lidt mere koldblodighed var kommet på 1-0.

Efter 19 minutter brændte det igen på i defensiven hos Franks tropper, hvor Pontus Jansson i panik sparkede bolden ind på egen målmand, men slap med skrækken.

I det hele taget haltede Brentford efter i en chancefattig første halvleg og kunne være bedst tilfreds med, at det stod 0-0 ved pausen.

Holdet med de mange danskere kom bedre med efter pausen, men forhindrede ikke Fulham i at skabe chancer.

Neeskens Kebano sparkede et frispark snert forbi mål efter 54 minutter, og fem minutter senere ramte Bobby Decordova-Reid bolden skævt på en stor chance.

Brentford-topscorer Ollie Watkins viste sig første gang frem med små 20 minutter tilbage af den ordinære spilletid, da han satte Fulham-målmand Marek Rodak på en stor prøve med et knaldhårdt forsøg.

Fulham blev tvunget tilbage på banen, men Brentfords offensiv fandt aldrig de sprudlende takter fra tidligere på sæsonen.

I den forlængede spilletid gik det galt for danskerklubben, da David Raya fejlvurderede Bryans frispark. Brentford lagde et pres på Fulham, men Bryan blev dobbelt målscorer med et fladt spark mod slutningen.

Et hovedstød fra Henrik Dalsgaard efter oplæg fra Christian Nørgaard bragte en flig af spænding tilbage i de døende sekunder, men den blev hurtigt fjernet, da dommeren kort efter fløjtede af.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Coronavirus viser tænder: Der er enorme forskelle i smittespredningen i de østjyske kommuner

Annonce