Annonce
Odder

Frugtplantage: Forårsfrost har kostet dyrt

Jesper Dyhr og hans mor Lene Dyhr besøger jævnligt Karensminde Frugtplantage for at plukke bær. Foto Michael Svenningsen
Karensminde Frugtplantage er ligesom alle andre frugtavlere blevet ramt af dårligt vejr. Og en enkelt dag i maj var særlig hård. Men der er alligevel mange selvplukkere, der finder vej.

Bjerager: Selv på en supervarm torsdag myldrer det med selvplukkere i markerne hos Karensminde Frugtplantage. Vejret er på mange måder en vigtig faktor, når man arbejder med kirsebær, æbler, solbær og andre lækkerier. Frost, sne og hagl i løbet af foråret og forsommeren er gået ud over årets høst, og det er blandt andet gået ud over tre fjerdedele af kirsebærrene.

Men det mærker Jesper Dyhr og hans mor Lene Dyhr fra Malling ikke meget til. De har fyldt tre spande med hindbær, brombær, blåbær og kirsebær. De sidste bliver spist med det samme, mens resten er til fryseren.

- Jeg bruger det på forskellig morgenmad som A-38 og skyr. Jeg løber og cykler meget, jeg er med i Odder Atletik & Motion, så jeg spiser sundt, og indtil efteråret er vi nok herude en gang hver uge for at plukke bær, siger Jesper Dyhr.

Han er sammen med sin mor blandt de faste kunder, som frugtplantagen har en del af. Lene Baarts står bag disken i gårdbutikken, hvor det trods høj sol og hedebølger stadig myldrer ind med selvplukkere. De er nok ikke helt så erfarne som plukkerne fra Malling.

- Vi har brugt halvanden time, og nu er det lige varmt nok, mener Jesper Dyhr.

Annonce

Moreller eller kirsebær

Hvad er kirsebær, og hvad er moreller? Det er der delte meninger om, og ordet morel bruges med forskellig mening fra landsdel til landsdel.

Ifølge Den danske Ordbog har ordet morel to betydninger, som man ikke bliver meget klogere af.

1. et rødgult kirsebær med sød smag.

2. et kirsebær med syrlig smag.

Så moralen må være at smage sig frem. Eller nøjes med at bruge ordene sødkirsebær og surkirsebær, som de fleste frugtavlere forstår. Et tip: Man bruger surkirsebær til julens kirsebærsovs.

Tunneller holdt på varmen

Lene Baarts er kone på frugtplantagen. Hun jælper selvplukkerne i gang og så står hun en del ved kassen i disse uger. Men hun arbejder også som frugtavlskonsulent og ved, at det er over hele landet, frugtplantager har mindre udbytte end normalt.

- Det har været et ret hårdt forår, og nogle steder er hårdt ramt med ned til syv graders frost. Vi har nogle tunneler, som holder på den varme, jorden udstråler. Vi nåede at få to tunneller op i begyndelsen af april, siger Lene Baarts.

Senere var det som om, vejrguderne sendte et sidste stort, koldt nys ud over landet, inden foråret fik fat.

- Den 4. maj kom der tre haglbyger og to timers sne. Det er enhver frugtavlers mareridt, for det er midt i blomstringen. Vi har en varmekanon, men du kan ikke rigtigt gøre noget, når det sner. Og så frøs det to grader hele natten, fortæller frugtavlskonsulenten.

Gang i varmekanonen

- Jeg tror, vi har mistet 75-80 procent af kirsebærrene. Men vi er nok ramt mindre hårdt end andre, vores varmekanon har reddet selvplukmarkerne. Vi kører ikke priserne op og ned fra år til år, så vi har mistet for et større beløb, og kirsebær udgør en pæn del af vores omsætning, siger Lene Baarts.

Men der er alligevel mange varer på hylderne i gårdbutikken for dem, der ikke har energi til selv at plukke. Her er sødkirsebær, blommer, brombær og blåbær.

- Det er forskelligt fra den ene sort til den anden, hvordan vejret har påvirket æblerne. Nogle sorter skal vi ud og udtynde med hånd, og som konsulent har det været svært at rådgive andre avlere. Pærerne er det også gået rigtigt elendigt med. Én sort blev ødelagt af haglbygerne, siger konsulenten, imens hun ekspederer nogle kunder.

- Det er rigtigt hyggeligt, når man kender dem, og det er de samme, der vender tilbage, siger hun.

Lene Baarts står i gårdbutikken og guider selvplukkerne ud i plantagen, som er ganske stor. Foto Michael Svenningsen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce