Annonce
Østjylland

Frost bremser letbanetog: Borgmestre er dybt bekymrede for letbanens omdømme og kundetække

Aarhus Letbanes problemer med at køre i frostvejr skaber usikkerhed om ankomster og afgange hos pendlerne på Djursland og i Odder Kommune. Borgmestrene i de to områder er trætte af, at letbanens bestræbelser på at komme i stabil drift igen er præget af et tilbageslag. Foto: Annelene Petersen
Aarhus Letbanes problem med at køre i frost får dybe panderynker frem i Odder og på Djursland. Ifølge borgmestre er der et enormt behov for stabil togdrift, så tilliden til letbanen blandt pendlere og andre borgere kan få et nødvendigt løft.

ØSTJYLLAND: Letbanens problemer med at køre i frostvejr slider på en allerede tyndslidt tålmodighed.

Sådan lyder reaktionen fra borgmestrene i Syddjurs, Norddjurs og Odder kommuner i forbindelse med Aarhus Letbanes udfordringer med at holde togene i gang i frostvejr.

Togene på Aarhus Letbanes strækninger til Odder og på Djursland er flere gange blevet ramt af aflysninger på grund af frost på køreledningerne.

De tre borgmestre er enige om, at problemerne med at køre letbanetog i frost er endnu et hårdt slag for letbanens omdømme blandt borgerne i oplandskommunerne. Letbanen har tidligere mødt kritik på grund af eksempelvis den stærkt forsinkede åbning af letbanstrækningerne og manglende handicapvenlighed.

- Jeg er irriteret over, at der bliver ved med være negative overraskelser. Nu og her burde vi være i en periode, hvor letbanen med stabil drift var i stand til at vinde kunder og genopbygge troværdigen. I bund og grund kommer der aldrig passagerer og økonomi i en letbane uden regularitet, siger Syddjurs-borgmester Ole Bollesen (S).

Annonce

I forarbejdet til etableringen af letbanen var der studiebesøg i blandt andet Norge, som har masser af frost. Nogen må have glemt at spørge om noget.

Uffe Jensen (V), borgmester, Odder

Nødlidende image

Aarhus Letbane har orienteret borgmestrene i de to Djursland-kommuner og Odder om udfordringerne med kørslen i frostvejr.

Odder-borgmester Uffe Jensen (V) er tilfreds med orienteringen. Men han krydser fingre for, at november, december og januar bliver milde og uden frost.

- Aarhus Letbane er et kæmpe aktiv for Odder, og i sikker drift bliver den et enormt løft. Men letbanens image lider meget under, at en situation med frost kommer bag på de ansvarlige - og endda tager måneder at løse. Det er rigtigt ærgerligt. Og så må jeg undre mig: I forarbejdet til etableringen af letbanen var der studiebesøg i blandt andet Norge, som har masser af frost. Nogen må have glemt at spørge om noget, understreger Uffe Jensen.

Grimme overraskelser

Norddjurs-borgmester Jan Petersen (S) ser også frem til stabil drift på letbanesporene.

- Jeg ærgrer mig over den dårlige start. Men jeg synes, at den nuværende ledelse gør det bedst mulige - og at en del af fejlene er gamle fejl, der viser sig, forklarer Jan Petersen.

Kort om Aarhus Letbane

30. august 2012 dannede Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Transportministeriet anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S.

Siden har selskabet planlagt og anlagt en letbane med spor i Aarhus, Odder, Syddjurs og Norddjurs kommuner.

Kort før jul i 2017 åbnede Aarhus Letbanes kørsel i Aarhus. Ni måneder senere, lørdag 8. september 2018, gjaldt det en officiel åbning af strækningen mellem Aarhus og Odder.

Ved udgangen af april i år begyndte letbanen også at køre på Djursland. Strækningen åbnede med halvanden års forsinkelse.

Syddjurs-borgmester Ole Bollesen (S) er irriteret over, at Aarhus Letbane har problemer med at levere stabil drift. Han understreger, at det kræver regularitet at gøre letbanen til en succes. Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce