Annonce
Odder

Friskole splittede byrådet

ODDER - Skal Margrethelyst Friskole i Ørting have mulighed for at åbne en børnehave efter sommerferien?

Det var det store spørgsmål på byrådsmødet mandag aften, og det skilte både partierne og politikerne ad.

Friskolen har søgt om at få godkendt en børnehave med plads til 30 børn, om at få hævet skolens kommunegaranti og om at få sat kravet til en dritsgaranti til opstart af børnehaven sat ned.

Skolen har brug for en hånd fra kommunen, da det kniber med økonomien. En børnehave skal være med til at sikre, at der kommer elever nok til skolen på sigt. En fødekæde, som bestyrelsen kalder det.

Men det var politisk uenighed om, hvorvidt Margrethelyst Friskole skal have hjælp eller ej.

Første punkt var, at friskolen ønsker at få sat driftsgarantien for børnehaven ned fra tre til to måneder. Det er en garanti, som private institutioner skal stille til kommunen.

- Nu skilles vejene i den socialdemokratiske gruppe. Jeg stemmer for at nedsætte garantien, fordi vi har gjort det samme for andre institutioner, sagde Lone Jakobi (S).
Resten af byrådet stemte også for at nedsætte garantien, mens Lone Jakobis partifælle Elvin Hansen stemte imod.

- Jeg står ved, at vi har nedlagt en børnehave i Ørting, fordi der ikke er brug for den, sagde Elvin Hansen, der derfor ikke ville give støtte til en ny børnehave.

Den kommunale børnehave i Ørting, Blæksprutten, lukker til sommer.

Lidt senere på mødet kom det frem, at i hvert fald Venstres byrådsgruppe stemte for at nedlægge den kommunale børnehave i Ørting for at Margrethelyst kunne bygge en ny. Sådan udlagde Anne Bonefeld (V) sagen:

Bagdørs-privatisering

- Vi nedlagde børnehaven Blæksprutten ud fra devisen om, at skolen selv ville drive børnehave, sagde hun, der også er formand for børn- unge og kulturudvalget.

Det fik Sanne Rubinke (SF) og Elvin Hansen (S) til at kritisere Venstre:

- I spænder skolen for en ideologisk vogn, sagde Sanne Rubinke.

- Det, I gør, er privatisering ind ad bagdøren, sagde Elvin Hansen.

SF og Elvin Hansen (S) stemte imod at lade skolen etablere en børnehave.

- Godkendelsen hviler på et for løst grundlag. Især økonomisk. Der er intet, der tyder på, at det kan blive økonomisk bæredygtigt, sagde Sanne Rubinke (SF).

Et flertal stemte dog for at godkende børnehaven.

- Der var forkert at lukke børnehaven og presse borgere til at handle selv. Kommunen skulle have løftet opgaven. Men der er behov for en skole og en børnehave i Ørting. Derfor stemmer jeg for, sagde Ditte Marie Thejsen fra Enhedslisten.

Engagerede borgere

- Der er både behov og kundegrundlag til en skole og børnehave, sagde John Rosenhøj (DF), mens Niels Rosenberg (K) sagde:

- Vi skal være glade for, at vi har nogle engagerede borgere, der vil drive en skole og en børnehave. Det vil koste kommunen penge, hvis skolen lukker nu.

Angående det sidste spørgsmål om at give skolen en kommunegaranti, stemte socialdemokraterne Ole Lauth, Elvin Hansen og Lone Jakobi imod sammen med SF. De resterende 13 byrådsmedlemmer, der var til mødet, stemte for.

- Min opfordring til bestyrelsen er at bruge det engagement, der er i Ørting til at få bestyrelsen og ledelsen til at stramme op, sagde Kresten Bjerre (R).
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce