Annonce
Hedensted

Frida har skrevet digte, siden hun var 10: Nu får hun udgivet sin første bog

Frida Hjeresen er klart til at debutere med digtsamlingen "Standby", som hun har skrevet under første coronabølge. Foto: Line Wraae
Under coronakrisen har 25-årige Frida Hjeresen hver dag grebet sin kuglepen for at nedfælde en tid fyldt med følelser og frustrationer, som hun fornemmer, vi er fælles om. Det er der kommet en digtsamling ud af.
Annonce

Kragelund/Aarhus: Kuglepen og papir har, så længe 25-årige Frida Hjeresen kan huske tilbage, altid været det første, hun har grebet til, når tankerne og følelserne har presset sig på.

Sådan var det, da hun som 10-årig flyttede fra Aarhus til Kragelund, hvor hun fra dag et følte sig meget anderledes, og sådan var det, da coronakrisen gjorde sit nationale indtog i marts, og Danmark lukkede ned.

Det sidste er der nu kommet en digtsamling ud af, "Standby", som bliver udgivet af "Byens Forlag" 18. november.

- Jeg har altid skrevet, og før jeg kunne skrive, tegnede jeg mine historier. For mig er det en måde at komme igennem en krise på, og sådan var det også under første coronabølge, hvor jeg hver dag skrev et nyt digt om mine tanker, siger Frida Hjeresen.

Dag 1

Blev vækket af en solstråle

Åbnede vinduet

Så flere åbne vinduer

End i går

Hvide dyner hang ud af dem

Vinden fik dem i bevægelse

Som hvide flag

Gennem tiden er det hvide flag

Blevet hejst som tegn på

Overgivelse

Jeg overgiver mig

Fortsætter med at sidde her

Indtil hvid betyder fred

I mellemtiden vil jeg

Vinke til min genbo

Min nabo

Synge med på "Det er i dag et vejr"

Og mærke at forandringer starter

Fra vinduer og altaner

På gåture i parken og på sociale medier fandt hun ud af, at hun langt fra var alene med de følelser og frustrationer, hun kæmpede med under coronakrisen. Deraf opstod tanken om at dele sine digte med andre, og i første omgang bragte Aarhus Stiftstidende to opslag med Frida Hjeresens digte.

- Jeg skrev dem jo egentlig som en hjælp til mig selv, men da jeg opdagede, at mange andre kunne relatere til det, tænkte jeg, at digtsamlingen kunne være mit lille bidrag til fællesskabet i den her svære tid, siger Frida Hjeresen.

Annonce

Vi har pandemien til fælles

Digtsamlingen er hendes debut som forfatter, men det er langt fra det første, hun har skrevet. Kunst og kultur har altid interesseret hende, og det var den interesse, der i første omgang fik hende til at føle sig anderledes, da hun som 10-årig flyttede til Kragelund med sin mor og papfar, der driver virksomheden La Crepe.

- Jeg var ret alene om mine interesser i Kragelund, hvor man hurtigt kunne føle sig lidt udenfor, hvis man ikke spillede håndbold eller gik til spejder. Men jeg opdagede også, at jeg sagtens kunne få venner alligevel, fordi vi havde en masse andet til fælles. Det er lidt de samme tanker, jeg har gjort mig under coronakrisen. Selvom vi bor i forskellige landsdele og har forskellige aldre og livserfaringer, så er der en masse følelser, der binder os sammen. Vi har pandemien til fælles, siger Frida Hjeresen.

Hun voksede op som enebarn i Kragelund, da alle de ældre pap- og halvsøskende var flyttet hjemmefra. Derfor var der også masser af tid til at sidde på sit værelse og tænke over livet - og skrive om det.

Annonce

Frygten for at dele

Men det, at hun nu skal dele sine tanker og skriblerier med resten af Danmark, er alligevel ret grænseoverskridende.

- Jeg prøvede det, da jeg fik mine digte i Aarhus Stiftstidende, og jeg fik mange positive reaktioner, så det gav mig blod på tanden. Selvfølgelig er det nervepirrende, at mine personlige tanker nu udkommer på bog, men jeg glæder mig også. Jeg har noget på hjerte, og det overvinder frygten for at dele, siger Frida Hjeresen.


Meget tid alene på værelset har lagt en god bund for at kunne fordybe og udvikle mig. Det at skrive er en ting, jeg gør alene.

Frida Hjeresen


Hun er i dag flyttet tilbage til Aarhus, hvor hun har gang i mange forskellige projekter, blandt andet er hun med i den daglige ledelse af Scenekunst Aarhus, og så er hun "runner" på forskellige produktioner.

Dag 27

En sygdom

Som trækker lange spor efter sig

Jeg må ikke gå for hurtigt

Eller for langsomt

Som at gå på line

Sagde Mette

At holde liv i noget

Som virker dødt

Eksperterne har brug for en pause

Og jeg har brug for at blive sat på play

Selvom festivalerne må trykke stop

For at noget andet kan starte

Og jeg forstår det godt

Men udsigten er blevet længere

Og når jeg kigger på den

Ser jeg

At vi aldrig har været mere afhængige af hinanden

End nu

Afhængige af distance

Og jeg ser

At ensomheden begynder at løbe

Ind af vores vinduer

For den ved at vi er hjemme

Den besøger os

Med en følelse af tomrum

Som man står der

I et tomt rum

Og øver sig i

At gå på line

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ud med ældre - ind med seniorer

Annonce