Annonce
Sport

Fredericia fF på randen af serie 1 - HFS sikker på andenpladsen

Mads Damgaard arbejder som fysioterapeut for blandet andet AC Horsens. Han kan også selv spille fodbold, og udlignede til 1-1 i HFS's 3-1 sejr over Fredericia fF. Arkivfoto: Lone Bering
Der skal gang i det store regnestykke, hvis Fredericia fF skal undgå nedrykning fra jyllandsserien efter 3-1 nederlaget til Horsens FS.

Horsens: Fredericia fF spiller med 99 procents sandsynlighed i serie 1 til foråret. Det blev en kendsgerning, da holdet i andensidste spillerunde tabte med 3-1 til topholder Horsens FS, der omvendt nu er sikker på mindst at få to point med over i forårets jyllandsserie 1, hvor der spilles om oprykning til danmarksserien.

Fredericia fF er nummer syv og andensidst i puljen, og de to dårligste ud af de fire 7'ere i de fire JS-rækker følger med ned i serie 1, og her er Fredericia fF storfavorit til at tage en af de to pladser.

I teorien kan holdet stadig overhale Vildbjerg og Aalborg Freja, der er bundhold i to af de øvrige puljer. Det kræver en storsejr over Esbjerg i sidste spillerunde, og oven i må Aalborg Freja ikke vinde, ligesom Vildbjerg skal tabe stort. Før sidste spillerunde er der 11 måls forskel mellem Fredericia fF og Vildbjerg i Vildbjergs favør.

Med andre ord har Fredericia fF brug for et mirakel. Det jagtede holdet mod HFS, og det lykkedes fint i første halvleg. Horsens FS havde to afslutninger på overliggeren, men det var Fredericia Ff, der gik til pausen med en føring på 1-0.

- Fredericia lavede et godt mål, men vi ramte ikke vores niveau i første halvleg. Efter pausen fik vi sat tingene på plads, og vi kunne have lavet flere mål, siger HFS-træner Søren Matz.

- I pausen var der ingen, jeg var tilfreds med, men efter kampen kan jeg sige, at Lasse Kirkel og Glen Wiberg gjorde det godt, siger Søren Matz.

Med sejren er HFS sikker på at slutte på andenpladsen i rækken. Det betyder, at holdet får to point med over i forårets jyllandsserie 1.

Odders andethold udlignede til 1-1 mod Esbjerg kort før tid og har dermed et point mere end HFS før sidste spillerunde. Vinderen af jyllandsserien får tre point med over til forårets turnering. Odder kan dog ikke rykke op, da klubben allerede har et hold i danmarksserien.

HFS-Fredericia fF 3-1 (0-1)

Jyllandsserien

Mål: 0-1 (40.), 1-1 Mads Damgaard (53.), 2-1 Glenn Wiberg (64.), 3-1 Mads Randløv (83.)

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens For abonnenter

Hans har en finger med i alt i Vestbirk - uden at råbe op om det

Annonce