Annonce
Udland

Fransk enke sagsøger Boeing for 276 millioner dollar

Str/Ritzau Scanpix
Boeing sagsøges af en fransk kvinde for ikke at informere piloter ordentligt om risiko ved særlig software.

En fransk kvinde, hvis mand i marts døde i et flystyrt med et Boeing 737 MAX-fly, har sagsøgt den store flyproducent for 276 millioner dollar - svarende til omkring 1,85 milliarder kroner.

Det oplyser kvindens advokat tirsdag.

I alt 157 mennesker mistede livet i styrtet med et fly fra Ethiopian Airlines i Ethiopien den 10. marts.

Styrtet skete, under et halvt år efter at et andet Boeing 737 MAX-fly fra Lion Air forulykkede. Det var i slutningen af oktober sidste år i Indonesien, og dengang omkom i alt 189 personer.

Den franske enke Nadege Dubois-Seex, hvis mand, Jonathan Seex, døde i det etiopiske flystyrt, sagsøgte Boeing mandag.

Ifølge kvindens sagsanlæg forsømte Boeing at informere sine piloter ordentligt om risikoen ved en særlig software i Boeing 737 MAX-flyene.

Andre familier har også tidligere lagt sag an mod Boeing.

Flyproducenten erkendte for få dage siden for første gang, at der har været fejl i software, der har forbindelse til 737 MAX-fly.

Ifølge Boeing har den software, som piloterne bruger til at træne manøvreringen af 737 MAX-fly, ikke formået at simulere de flyveforhold, som minder om dem ved de to styrt.

Nye ændringer vil dog "forbedre simulationen", lyder det fra Boeing.

Det er en ændring i 737 MAX-flyenes advarselssystem, som menes at være årsag til de to ulykker.

Advarselssystemet var designet til at advare piloter, hvis en af flyets sensorer leverede mangelfulde eller fejlagtige data til cockpittet om flyets hældning.

Men Boeing oplyste i begyndelsen af maj, at man måneder inden flyets debut i 2017 vidste, at advarselssystemet kun virkede, hvis man installerede en indtil nu valgfri funktion.

Boeing understregede dog i udtalelsen, at ændringen ikke havde udgjort en selvstændig sikkerhedsrisiko.

/ritzau/Reuters

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelig pile udsætter behandling af syg vildhest

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce