Annonce
Metoo

Frank Jensens hustru taler ud: Min mand er blevet ofret, så andre kan slippe med skrækken

Frank Jensen og Jane Frimand Pedersen
Nu afgåede overborgmester hustru Jane Frimand Pedersen mener, at hendes mand er blevet ofret på metoo-alteret, og at den advokatundersøgelse, der er sat i værk, er ren Kafka.

Jane Frimand Pedersen tager imod KøbenhavnLIV i hendes og Frank Jensens lejlighed på Islands Brygge, hvor der er glad og farverig kunst på væggene og blomsterbuketter fra venner, som har sendt parret en venlig tanke efter hans pludselige exit fra posten Københavns overborgmester.

Vi har spurgt Jane Frimand Pedersen, om vi må interviewe hende for at høre, hvordan hun har oplevet de seneste ugers politiske og menneskelige drama. Det har hun sagt ja til. På eget initiativ, viser det sig.

En beskyttende Frank Jensen indleder med at understrege, at det ikke er noget, han ville være gået med til. Jane smiler beroligende til ham, her er tydeligvis tale om en kvinde, der har sin egen mening om tingene, og Frank Jensen trækker sig tilbage til den anden ende af stuen med sin Ipad, imens Jane tænksomt men beredvilligt svarer på det, hun bliver spurgt om.

Hendes svar på, hvad hun mener, der er sket, falder prompte.

- Frank er blevet smidt under bussen, så alle de andre nu kan slippe med skrækken. I hvert fald af socialdemokraterne, siger Jane Frimand Pedersen.

Kun sygdom og død er værre

Frank Jensen fik søndag den 18. oktober opbakning fra socialdemokraterne i København til at fortsætte som overborgmester. Men dagen efter meddelte han, at han trådte tilbage både som overborgmester og som næstformand for Socialdemokratiet. Det kom som en overraskelse for mange og var chokerende at opleve for Jane Frimand Pedersen.

- Selvfølgelig er der noget, der er værre. Sygdom og død er jo værre. Men ellers vil jeg sige, det er det allerværste, jeg har oplevet i mit liv nogensinde. Og det er jo slet ikke slut endnu. Vi kan stadig ikke tænde fjernsynet eller høre radio, uden vi bliver mindet om det. Så det er ret voldsomt stadigvæk, siger hun.

Frank Jensen er ikke en krænker, det er hun sikker på. De to har kendt hinanden, siden de mødtes som ganske unge i DSU. Men hvis han er uskyldig, hvorfor gik han så af?

- Lige pludselig var det uoverskueligt, at Frank skulle fortsætte. Der kom en fornemmelse af, at det her er helt, helt galt. Der er nogen her, der har gang i et eller andet. Det gik så hurtigt. Den ene dag fik han opbakning fra partiet med et stort flertal. Den næste dag var han tvunget til at trække sig…

Hvem tvang ham til at trække sig?

- Grunden til, at Frank var nødt til at trække sig, var de otte nye sager, som han ikke aner, hvad går ud på, men som pludselig var dukket op mellem lørdag og søndag og som vi først hørte om få timer inden mødet. Allerede den ene sag, der kom til vores kendskab omkring et kys i Fælledparken, som hverken Frank eller jeg kan genkende, fyldte så meget, at han slet ikke kunne manøvrere som overborgmester. Otte sager var jo helt uholdbart, siger Jane Frimand Pedersen, som stoler på, at sagerne er bagateller, da hun ellers har en forventning om, de ville være blevet meldt til politiet.

Hvorfor tror du så, at de otte sager materialiserer sig fra lørdag til søndag?

- Der må jo være en dybere mening med det, som vi ikke er bekendt med, for ellers giver det jo ingen mening.

Hvad skulle den dybere mening være?

- Vi er bekendt med, at der er folk i vores omgangskreds, der er blevet ringet op og er blevet spurgt til metoo-sager på nogle andre i Socialdemokratiet, før det her skete med Frank. Så der har været en masse af sådan noget. De næste, der kommer, vil slet ikke få samme hårde medfart. Det bliver bare ham, der har betalt prisen for det her. Der var en, der skulle ofres, og det blev så Frank.

Men hvorfor lige Frank?

- Fordi han var højt på strå. Ikke engang Udenrigsministerens afgang ville have givet det samme. Det her giver jo den effekt, at nu kan de lægge låg på alle de andre sager, fordi nu har de ofret Frank.

- Der kan også være folk, der har politiske ambitioner om at overtage hans embede, men som ikke har kunne blive valgt på demokratisk vis, og så kan man jo så prøve, om man kan blive valgt på den her måde. Det er bare en fornemmelse.

- Jeg har jo været aktiv i politik, siden jeg som 15årig meldte mig ind i DSU. Dels skyldes det en social indignation, men det er også i det hele taget det her med, der ikke skal begås uretfærdigheder i samfundet. Derfor er det også dobbelt hårdt, at det her virker så sindssygt uretfærdigt. Så det er lidt svært at kapere. Jane Frimand Pedersen sukker.

Er I så færdige i politik nu?

- Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at melde mig ud. For det er jo ikke partiet, der er noget i vejen med. Eller, det er i hvert fald ikke det, partiet står for, der er noget i vejen med.

Hvis Frank virkelig er uskyldig i anklagerne, hvorfor er det så, I går?

- Fordi presset på det tidspunkt var så hårdt. Vi blev hele tiden spurgt om, hvad de nye sager handlede om, men vi ved det jo ikke. Det ville jo være umuligt for Frank at foretage sig noget som helst, før de sager blev belyst, og vi ved det stadig ikke. Der var ikke andet at gøre, og der var nogen, der havde det mål, at det var det, der skulle ske. Det er helt sikkert.

Det er da en stor satsning, for Frank var jo sikker på at blive genvalgt? Hans efterfølger er ikke lige så sikker på at blive genvalgt.

- Ja, men københavnerne, der var med til mødet, de ville jo også gerne bakke ham op og give ham chancen. De var enige om, at hvis ikke der kom noget alvorligt frem i de otte nye sager, så trækker vi en streg i sandet og kører videre. Men det var der andre, der helt tydeligt ikke var enige i.

Hvem er disse andre? For Frank var jo meget højt placeret som næstformand i Socialdemokratiet.

- Jeg ved jo ikke, hvem det er. Men det er nogen, der er højere oppe i systemet, det tror jeg. Det er i hvert fald koordineret på en eller anden måde. Det vil vise sig hen ad vejen. Det kommer jo for en dag, det bliver bare ikke lige nu.

Det lyder som om, du tænker, det må være nogen på statsministerniveau?

- Ja, jeg ved jo ikke, om hun er med i det. Men i hvert fald i den linje, vil jeg tro. De har snakket om det, det er koordineret på en eller anden måde.

Hvem er ”de”?

- Jamen, jeg ved jo ikke, hvem det er. Jeg kan bare sige, at sådan noget kan ikke lade sig gøre, hvis ikke ledelsen eller det øverste system i Socialdemokratiet er inde over. Jeg håber, der er nogen journalister eller andre, der vil bore i, hvordan i alverden det kom hertil. For det har jeg ikke muligheden for.

- Vælgerne har kendt til Franks to sager. De har stemt på ham og han får opbakning. Derfor er det jo nogle andre, der gør det her, det er jo logisk. Men man tilgiver jo ikke folk, hvis der ligger andre motiver bag. Jeg kender ikke de motiver, men jeg har givet dig et par bud på, hvad det kunne være.

Frank kan rende og hoppe

Jane Frimand Pedersen har været gift med Frank Jensen siden 1987. De mødte hinanden i DSU. Har hun aldrig tænkt, at nu gad hun ikke ham Frank mere, nu kan han rende og hoppe?

- Jo, men ikke over det her, siger Jane Frimand Pedersen og bryder ud i et grin. - Sådan er det jo, når man har været gift i så mange år. Men bestemt ikke på grund af det her, siger hun.

Hvordan har jeres familie taget det her?

- De støtter os fuldstændigt. Men de er berørte og kede af det. De synes, det er lige så uretfærdigt, som jeg gør. Jeg har heller ikke haft nogen, som har henvendt sig til mig og været ondskabsfulde eller noget, heller ikke på Facebook. Tværtimod. Det er også sådan, vi oplever det, når folk taler til os på gaden. De siger pæne ting.

Bliver prisen højere og højere ikke alene for dem, der er i offentlige embeder, men også for deres pårørende?

- Børnene og jeg og Frank har altid været vandt til at skulle overholde reglerne, fordi Frank har været i politik i så mange år. Der skal være en højere moral, og det har der også været. Det har bare hele tiden ligget bagved.

- Hele tankegangen bag metoo, altså at man ikke skal finde sig i, at ens chef eller overordnede tvinger en til noget, man ikke har lyst til, eller udnytter en, det er jo helt logisk. Allerede da jeg var i DSU, der var jeg jo en ligestillingsforkæmper, så det er jeg helt med på. Men det her med Frank, det har intet med metoo at gøre. Frank har ikke udnyttet nogen, det har han altså ikke. Derimod den dokumentarudsendelse, der kører lige nu, om DSU og andre politiske ungdomsorganisationer, der kan du tale om at udnytte nogen, siger Jane Frimand Pedersen.

Ved intet om advokatundersøgelsen

Jane Frimand Pedersen og Frank Jensen afventer nu, hvad der kommer til at ske med den advokatundersøgelse, der er blevet sat i gang i Socialdemokratiet. Men de har ikke fået nogen afklaring endnu.

- Vi har fået at vide, at de ikke har behandlet sagerne endnu, og at der er lange udsigter til, vi får noget at vide.

Hvad skal advokatundersøgelsen udmøntes i?

- Det ved vi ikke.

Jeg skal lige forstå det her. Frank bliver anklaget for noget, som I ikke ved, hvad er af nogen, I ikke ved hvem er. Dette indgår i en advokatundersøgelse, som I ikke ved, hvornår er færdig og som I heller ikke har fået at vide, hvad skal udmøntes i?

- Ja. Han har godt nok fået et brev om, at når han får at vide, hvad det går ud på, så skal han behandle det i fortrolighed.

Hvad skal den eventuelle bod så være?

- Det ved vi ikke. Frank har rykket advokatfirmaet for at få at vide, hvad den her undersøgelse handler om. Han har fået et brev tilbage, hvor der står, at når han får det at vide, skal han behandle det i fortrolighed.

Vil det sige, at når I får at vide, hvilke sager, det drejer sig om, så må I ikke kommentere dem?

- Det vil sige, at når vi finder ud af, hvad det er for anklager, der er fremført mod Frank, så må vi ikke forsvare os mod dem offentligt. Det er kafkask.

Er du bitter?

- Jeg ved ikke, hvem jeg skulle være bitter på. Jeg ved jo ikke, hvem… Men jeg synes, det er fuldstændigt vildt uretfærdigt. Der er så mange vigtige ting i det her samfund og i verden, vi skal have gjort noget ved. Så fatter jeg ikke det her. Jeg kunne forstå det, hvis han havde gjort noget kriminelt. Jeg har været domsmand og nævning i byret og landsret, og alle tiltalte ved jo, hvad de er tiltalt for. Og her går vi bare i et vacuum, hvor man i pressen beskriver, hvad han er for en, uden vi kan få at vide, hvad det er, han er anklaget for. Vi kan ikke forsvare os. Og i det her set up er det heller ikke til at se, hvordan og hvornår han kan få lov til at komme videre.

Bliver I boende i København?

Vi ved jo ingenting. Vi tager en dag ad gangen. Det kommer lidt an på, hvad fremtiden bringer dag for dag. Vi aner det ikke.

Jane Frimand Pedersen og Frank Jensen er dog sikre på, at de ikke vil flytte til udlandet. De vil ikke kunne undvære deres fem små børnebørn i alderen syv år til fem måneder, som bor i Aalborg og København.

Ville have droppet julefrokosten

Politik er et hårdt spil. Det er Jane Frimand fuldt ud bekendte med. Med metoo synes der med tilbagevirkende kraft at være kommet endnu et sæt spilleregler oven i. Ville Frank Jensen med sin nuværende vide om metoo nogensinde have deltaget i sådan noget som julefrokoster?

- Jeg tror, at Frank har gjort sig sårbar ved at opføre sig som en kollega og deltage i det sociale liv, politik også er. Med den viden, vi har i dag om metoo, tror jeg da ikke, han ville have være gået med i dag. Han har betalt en høj pris for at være et normalt menneske.

Synes du, det har været det værd at være med i politik i de her år?

Jane Frimand Pedersen tænker sig længe om, inden hun svarer.

- Ja altså. Jeg er da enormt glad for og stolt over de ting, Frank har opnået for København som overborgmester.

Hvad med hans tid som justitsminister?

- Det var også en vigtig periode. Han var den justitsminister, der fik afskaffet revselsesretten. Den kom igennem med en stemmes forskel. Det er en vigtig ting, når man godt vil have et retfærdigt samfund, slutter Jane Frimand Pedersen, der er gift med Frank Jensen, som sluttede sin politiske karriere med at få læsterlige stryg. Men som forlader embedet med sin familie og sin hustrus urokkelige opbakning.

Socialdemokratiets pressetjeneste har ikke ønsket at kommentere anklagerne over for KøbenhavnLIV. Politisk ordfører Jesper Petersen henviser til selv samme pressetjeneste.

Forsiden netop nu
Horsens

Springer 32 pladser på to år: Horsens henter bedste placering i syv år på prestigefyldt rangliste