Annonce
Horsens

Fra 'skandaløst' til 'stjernecharmerende': Pink-besøg deler anmelderne

Amerikanske Pink giver koncert under sin "Beautiful Trauma World Tour 2019" i CASA Arena i Horsens, onsdag den 7. august 2019.. (Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix)
Et irriterende ekko på Casa Arena drillede i varierende grad anmelderne, der ellers melder om en amerikansk artist i topform.

Horsens: Pink leverede varen. Så langt er anmelderne enige efter onsdagens popbrag på Casa Arena.

Til gengæld er det stærkt varierende hvor mange stjerner, musikskribenterne strør ud over begivenheden.

Og det er lyden, der er den store knast for kritikerne.

Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen og Horsens Folkeblads Jakob Hedegaard-Høgh gi'r fem af seks stjerner.

Førstnævnte skriver blandt andet:

"Pink ankom med vanlig udadvendt kampgejst og et mageløst show, hvor amerikaneren i flere sange mindede mere om en flyvende cirkusprinsesse end om en traditionel popsangerinde."

Og så tilgiver anmelderen "den skingre og ekko-belagte stadionlyd, som især hærgede første del af koncerten".

Annonce

Pink ankom med vanlig udadvendt kampgejst og et mageløst show, hvor amerikaneren i flere sange mindede mere om en flyvende cirkusprinsesse end om en traditionel popsangerinde.

Fra Jyllands-Postens anmeldelse

Lydmæssigt mareridt

B.T.'s anmelder Jeppe Elkjær Andersen, der nøjes med to af seks stjerner, kalder sceneshowet voldsomt underholdende, men er nærmest i chok over lyden på stadion:

"Undertegnede har efterhånden anmeldt koncerter i en årrække. Men lyden i Casa Arena onsdag aften var alligevel blandt de dårligste, jeg nogensinde har oplevet. Det var som at være fanget i Ekkodalen, mens 20 soundboks-ejende teenagere skruer op på maks og retten lyden i din retning. Det er sådan noget, mareridt er lavet af."

Ekstra Bladet holder sig også på to stjerner og skriver om en "skandaløs forestilling" og "sabotage":

"Man må håbe, at lyden er bedre nede foran. På langsiden drømmer man sig tilbage til Parken, der ellers er notorisk kendt for sin ringe lyd", skrev Lars Sejr i sin løbende opdatering fra Horsens.

Ud over den "pivelendige lyd" skriver han også om et superfedt show og en Pink, der virkede som en artist, der rent faktisk nød at være i Horsens.

Og lad os så slutte af med en bid fra Folkebladets anmelder:

"Bortset fra de lydmæssige drillerier, der aldrig helt kom styr på, fungerede showet og var gennemsyret af en professionalisme, der også pointerede Pinks status som det medmenneskelige, jordbundne identitets-totem, hun er blevet for generationer af mennesker, der på den eller anden måde stikker ud i den dræbende vær normal-verden."

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce