Annonce
Brædstrup

Fra bryggerheste til grisen Bacon: Besøgsbondegård har en broget besætning

Heste er der mange af på besøgsgården. Det skyldes, at Lene Gandrup Skovgaard også tilbyder rideterapi. Foto: Peter Hald
Lene Gandrup Skovgaard fra Grædstrup supplerer rideterapi med en besøgsbondegård.

Brædstrup: Heste, geder, kaniner, høns, gæs og mange andre dyr myldrer rundt på en gård, der ligger på Hallevej 1 i nærheden af Grædstrup. Her holder Lene Gandrup Skovgaard til sammen med sin familie og en hel masse dyr.

På græsmarkerne omkring gården er det især heste, der fylder i landskabet. Lene Gandrup Skovgaard har i flere år tilbudt rideterapi og rideundervisning, men nu har hun føjet en ny aktivitet til. Gården har nemlig fået status af besøgsbondegård, og det betyder, at gården nu også er blevet lidt af en turistattraktion. I sommerens løb har der været flere børnefamilier på besøg, og de har overnattet i et shelter eller en campingvogn på gården.

- Vi opdagede jo, at mange af de børn, der kom her til ridning, også var interesserede i alle de andre dyr, og så fik vi ideen til besøgsbondegården, fortæller Lene Gandrup Skovgaard.

Der er virkelig et stort udbud af meget forskellige dyrearter på gården. Ud over forskellige hesteracer - lige fra bittesmå ponyer til kæmpestore bryggerheste - er der også en flok nysgerrige geder, mimrende kaniner, høns, gæs, finker, vagtler og dværgpapegøjer, samt katte, hunde og en enkelt gris.

Grisen hedder meget passende Bacon og er et lille vietnamesisk hængebugsvin. Lene Gandrup Skovgaard understreger, at Bacon aldrig vil blive lavet til bacon. Det er nemlig en meget tam og klog gris, der er populær blandt gårdens gæster.

Jeg lægger meget vægt på, at vores dyr er tamme og fortrolige med mennesker, og det tager tid at oparbejde.

Helt ned i gear

Apropos gæster er det mest børnefamilier, der har været på besøg i sommerens løb.

- Man kan mærke, at de virkelig kommer ned i gear, og de nyder roen her på stedet. Vi har haft gæster langvejs fra - nogle er kommet helt fra Nordjylland, fortæller Lene Gandrup Skovgaard.

Hun fortsætter med sin rideterapi og rideundervisningen, men der er ingen tvivl om, at besøgsbondegårds-konceptet er kommet for at blive. Gæsterne må gerne overnatte i egne telte, men der er dog ikke adgang for campingvogne.

Økonomisk er det begyndt at tegne godt:

- Jeg har stadig lidt rengøringsarbejde, men jeg er meget tæt på at kunne leve af rideterapien og besøgsbondegården. Det er noget, jeg bruger mere end fuld tid på. Jeg lægger meget vægt på, at vores dyr er tamme og fortrolige med mennesker, og det tager tid at oparbejde, fortæller Lene Gandrup Skovgaard.

Gården driver hun sammen med ægtemanden Lars Gandrup, der arbejder for firmaet HD Byg i Ejstrupholm. Familien har fem sammenbragte børn.

Lene Gandrup Skovgaard er oprindeligt uddannet pædagog, men vilkårene i børnehaverne med stress og mange børn til få voksne gjorde, at hun tog springet som selvstændig. Nu trives hun på sin gård og bruger tid på, at gårdens dyr og gæster har det godt.

Campingvognen bag Lene Gandrup Skovgaard bliver benyttet af nogle af de gæster, der besøger gården. Foto: Peter Hald
Nysgerrige geder er en del af besætningen på besøgsbondegården. Foto: Peter Hald
Grisen Bacon hygger sig i stalden. Den er vant til mennesker og tager tingene afslappet. Foto: Peter Hald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce