Annonce
Ikast-Brande

Fotografen fra Ejstrupholm sætter børnene i gang med kameraer

Jette Hedegaard Holgersen i sit foto-atelier. Lige nu kommer der ikke mange gæster på grund af coronaen, men der kan hurtigt blive travlt igen. Foto: Peter Hald
Den alsidige fotograf Jette Hedegaard Holgersen forlænger kreativ foto-opgave for børn og unge.

Ejstrupholm: Der er fart over feltet, når fotografen Jette Hedegaard Holgersen fra Ejstrupholm folder sig ud, men lige i disse dage har hun dog som så mange andre været nødt til at sætte tempoet ned på grund af corona-epidemien.

Apropos corona har Jette Hedegaard Holgersen sat gang i en aktivitet, der er målrettet børn og unge. Hun opfordrer nemlig de lokale børn og unge til at fotografere motiver fra Ejstrupholm og omegn og sende billederne ind til hende. Hun vil derefter printe fotografierne og udstille dem i vinduerne i den gamle Dagli’Brugs i Ejstrupholm.

Der er allerede indløbet adskillige billeder her i den ”skolefrie” tid, og der kommer sikkert mange flere til, for Jette Hedegaard Holgersen har netop forlænget fristen for at deltage, da skolerne foreløbigt er corona-lukket frem til efter påsken.

- Børnene kan bare blive med at indsende billeder, indtil skolerne åbner igen, siger hun og fortsætter:

- Der er kommet en del billeder, der er virkelig geniale… også nogle i sort-hvid. Børnene har virkelig tænkt i vinkler og motiver.

Hvornår udstillingen af børnenes billeder kan vises frem afhænger af de kommende ugers begivenheder, men foreløbig satser Jette Hedegaard Holgersen på, at det kan blive i løbet af maj.

Selv har Jette Hedegaard Holgersen levet af at fotografere i 15 år.

Hun startede sit firma jhh fotogÉn i 2005. De første par år havde hun det som et bijob ved siden af et fuldtidsarbejde i tekstilbranchen hos Danish Colour Design i Brande. Siden blev det fotografering på fuldtid, og hun dækker er alt fra bryllupsfotografering, konfirmationer, familieportrætter, profilfotografering, babyfotografering, boligfotografering og andre erhvervsopgaver såsom opgaver for håndværkere og firmaer.

Hun har dog ikke ekstremt travlt lige nu. Fotografering af konfirmander, som ellers ville have fyldt kalenderen i de kommende uger, er sat på pause, og det samme gælder bryllup-fotos og lignende festopgaver. Til gengæld har hun en del redigeringsopgaver at kaste sig over.

Annonce
- Nogle gange har man for meget at lave, og lige nu har jeg for lidt, fortæller Jette Hedegaard Holgersen. Foto: Peter Hald

Ramt af stress

De ufrivillige aflysninger af opgaver er Jette Hedegaard Holgersen selvfølgelig ikke begejstret for, men hun ved, at det også kan gå for stærkt. Det har hun selv mærket på egen krop:

- Jeg røg faktisk ned med stress i november. Jeg havde alt for meget om ørerne, og en dag gik klappen helt ned. Der var et helt døgn, der var væk. En mærkelig situation… ret skræmmende, fortæller den 53-årige fotograf.

- Der var jo også fart på. Indtil sidste år var jeg ud over at være fotograf også medejer af et galleri i Ikast, men det er lukket nu. Det var spændende, men også hårdt, siger og tilføjer:

- Sådan er det. Nogle gange har man for meget at lave, og lige nu har jeg for lidt.

Dog har hun en hel del at tage sig til på den landejendom, hun deler med ægtemanden Lars. Der er dyr, der kræver opmærksomhed. To islandske heste, en hund og en kat skal passes og aktiveres.

Og på et eller andet tidspunkt ophæves corona-restriktionerne, og så kan der pludselig blive meget travlt.

Børn og kartofler

Jette Hedegaard Holgersen er alsidig. Måske mere end så mange andre. Og hun har i tidens løb prøvet nogle ret usædvanlige opgaver.

Hun har for eksempel prøvet at fotografere 100 forskellige kartoffel-sorter. Det tog flere timer.

Lidt mere levende er det at fotografere børn. Det kræver, at man ved, hvad børn synes er sjovt:

- Man skal kunne agere lidt som en cirkusklovn, når man fotograferer børn. Det betyder også, at børnene husker en. En dag, hvor jeg gik i mine egne tanker og handlede ind i et supermarked, hørte jeg en høj klar barnestemme råbe: ”Der går musetis-damen”! Det handlede om, at jeg har fundet ud af, at man kan få nogle sjove og gode reaktioner frem hos de mindre børn ved at få dem til at sige ”musetis”. Så fniser de og får nogle gode ansigtsudtryk, fortæller Jette Hedegaard Holgersen muntert.

Jette Hedegaard Holgersen bor på en landejendom i nærheden af Ejstrupholm, hvor der er god plads til at lufte hunden. Foto: Peter Hald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce