Annonce
Odder

Uventet stort arbejde: Rensning af den gamle renserigrund trækker ud

Administrationsbygningen fra 1898 var funderet på løse marksten, der ville sætte sig ved opvarmningen af jorden i forbindelse med oprensningen. Administrationsbygningen er derfor blevet sikret ved understøbning i sektionsvise udgravninger på en meters bredde. Foto: Henrik Rud Larsen, Region Midtjylland.
Bygning på forurenet grund i Boulstrup skulle sikres ekstra, før man snart kan koge forureningen væk.

Boulstrup: De seneste mange måneder har der været knoklet ved det nedlagte renseri i Boulstrup. Ikke kun med at etablere det oprensningssystem, der skal koge forureningen væk i jorden. Et uventet stort arbejde med at understøtte bygningen på grunden har skubbet startdatoen for selve rensearbejdet, som nu ventes at gå i gang i begyndelsen af 2020.

Oprindelig var det meningen, at jorden skulle være færdigrenset i oktober i år, men tidsplanen er skredet, fordi det har været nødvendigt at understøbe bygningen for at sikre, at den ikke ville tage skade i forbindelse med opvarmningen.

- Nu er bygningen understøbt, og selve systemet, der som en del af renseprocessen skal opvarme jorden, er ved at blive samlet. Så vi er ved at være tæt på. Vi regner med at kunne sætte oprensningssystemet i drift først i den nye år, og vi forventer, at oprensningen er afsluttet omkring sommer 2020, forklarer projektleder Halfdan Sckerl fra Region Midtjylland.

Annonce
De bærende søjler i administrationsbygningen på renserigrunden er understøbt og retableret. I forgrunden ses en af boringerne, der skal varme jorden op til 100 grader i forbindelse med oprensningen. Foto: Henrik Rud Larsen, Region Midtjylland

Gift flytter sig langsomt

Han er ikke nervøs for, om udsættelsen af oprensningen vil betyde yderligere forurening:

- En forurening som i Boulstrup flytter sig kun ganske langsomt. Derfor kommer forsinkelsen heller ikke til at give en øget risiko for den fremtidige drikkevandsforsyning fra området, siger han.

Det koster cirka 12 millioner kroner at rense op efter det nu nedlagte renseri i Boulstrup. Forureningen er tæt på en af de primære drikkevandsboringer i Odder Kommune, og en oprensning skal være med til at sikre de fremtidige drikkevandsressourcer i området.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce