Annonce
Danmark

Forsvarets efterretninger: Fremmede magter forbereder sig på at angribe vores infrastruktur

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen i Forsvarsministeriets mahognikontor. Foto: Morten Rode
Angreb udefra via cyberspace, Ruslands konstante forsøg på at skabe tumult og mistillid i vestlige demokratier og den rå islamistiske terror er de tre ting, som Forsvarets Efterretningstjeneste har det stærkeste fokus på, når Danmarks skal forsvares. Men Kinas mål om at ændre verdensordenen fylder også mere og mere. Det viser tjenestens beretning, som avisen Danmark har fået indsigt i.

Risiko: Truslen fra cyberangreb mod el- og rent drikkevand, mod sygehuse og banker vokser hastigt.

Russernes intensiverer deres indblanding i offentlige debatter i et forsøg på at destabilisere frie, vestlige demokratier er på vej mod Danmark.

Terrortruslen er stadig latent, selv om Isil og al-Qaeda er blevet slået tilbage.

Og ude i horisonten lurer Kina med langsigtede strategier om at ruske fuldstændig op i den nuværende verdensorden.

Det er hovedpointerne i årsberetningen fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som avisen Danmark har fået indsigt i.

Efterretningstjenestens chef Lars Findsen sidder sammen med forsvarsminister Trine Bramsen i ministeriets mahognikontor med udsigt til Christiansborg og taler om, at der i højere og højere grad er brug for åbenhed omkring FE's aktiviteter med at orientere sig om udefrakommende trusler mod Danmark. Blandt andet fordi der bliver brugt flere og flere skattekroner på efterretningstjenesten - lige under en milliard i år stigende til 1,1 milliarder når det nuværende forlig udløber i 2023.

- Danskerne skal vide, at vi har en efterretningstjeneste med de øjne og ører, der gør, at vi kan være trygge, når vi lægger os til at sove. Vi bliver nødt til at legitimere, at vi bruger stadig flere penge på det, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

- Man har til enhver tid sagt, at verden er af lave, men lige i øjeblikket er der altså ekstra meget gang i den derude, siger Lars Findsen, chef for FE.

Der giver sig udslag i tjenestens beretning, der ud over at beskrive FE i moderne virksomhedstermer med kunder, produkter og formuleret kernefortælling, også er en forsmag på den årlige trusselsvurdering, der først kommer i sin endelige form senere på året.

Og der er ifølge FE og forsvarsministeriet fire hovedtrusler mod Danmark. Læs om de fire trusler kommenteret af FE-chef Lars Findsen og forsvarsminister Trine Bramsen her:

Annonce

1. Cyberangreb og -spionage

Spionage og angreb via cyberspace er en hastigt stigende trussel mod Danmark. Foto: Reuters/Kacper Pempel/Ritzau Scanpix

Truslen fra cyberspace fra fremmede aktører består både af klassiske elementer som spionage mod udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken og industrispionage, men også i stigende fra angreb mod kritisk infrastruktur: Den finansielle sektor, sundhedsvæsenet og forsyning af rent vand og energi.

- Cybertruslen er meget høj. Den ligger på højeste trin på vores skala. Lige nu mens vi sidder og snakker her, er der forsøg fra fremmede - statslige aktører og kriminelle - på at trænge ind i centrale danske systemer. Det foregår hele tiden, siger Lars Findsen.

- Kan en fremmed magt ramme vores infrastruktur, vores finansielle sektor, vores forsyninger, kan det gøre større skade på samfundet end klassiske, fysiske angreb, siger Trine Bramsen.

Deciderede destruktive angreb har Danmark endnu ikke været udsat for.

- Men vi har set scanninger, sonderinger, kortlægning. Forberedende handlinger fra fremmede aktører, der gør sig klar til at kunne gennemføre sådan et angreb. Vi er forbeholdne med at nævne nationerne, men på det generelle plan i forhold til cybertruslen er hovedaktøren Rusland. Vi har set denne type angreb fra Rusland på Ukraine på deres elsektor. Rusland bruger Ukraine som et laboratorium til at prøve nye former for cyberangreb af. Motivet fra Ruslands side - ud over træning i tilfældet Ukraine - er at svække borgernes tillid til samfundssystemet og myndighederne og skabe generel tumult. Dybest set at skabe mistillid til vestlige, liberale demokratier, siger Lars Findsen.

2. Rusland - gammel fjende med nye våben

Putins Rusland er en konstant aktør i Vesten med forsøg på påvirkning af samfundsdebatten. Foto: Markku Ulander/Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix

Påvirkningskampagner fra Rusland mod valg i Vesten er kendte - præsidentvalg i USA, Brexit-afstemning i Storbritannien, præsidentvalg i Frankrig. Der blev ikke konstateret egentlig russisk påvirkning af det danske folketingsvalg, men FE skriver i sin beretning, at det er "sandsynligt, at Danmark vil kunne blive ramt". Og at Rusland i en række lande har gennemført "påvirkning til støtte for partier, der skeptiske over for EU eller Nato."

- I Danmark har vi ikke set bredt orkestreret påvirkning foldet ud fra russisk side, men vi har set forberedende handlinger og mindre ting, hvor man via bots og falske profiler har grebet nogle historier, spredt dem, pumpet dem op og givet dem kunstigt momentum, siger Lars Findsen.

I sovjettiden handlede det primært om at finansiere og hjælpe miljøer i Danmark med sympati for den kommunistiske sag. Nu er det helt anderledes bredt orienteret, hvor målet er at mindske den folkelige opbakning til institutioner og skabe splittelse.

- Vi ser, at de støtter stærkt nationalistiske dagsordener i de vestlige lande, miljøer der er alt andet end venstreorienterede. I USA har vi set, at Rusland på nøjagtig samme tid har støttet sorte aktivister, der kæmper mod hvid politivold, og en organisation som Back The Badge, der støtter politiet og dets metoder. Bare for at skabe splid og kaos og for at medvirke til, at det ser ud om, samfundet hænger i laser. Kan man reducere sin modstanders sammenhængskraft, har man selv vundet noget. Sådan er tænkningen, siger Lars Findsen.

- Jeg har oplevet at kalde til samråd i Folketinget om trusler i Malmø, hvor der pludselig opstod en stærk russisk interesse for samrådene. Som politikere skal vi hele tiden være opmærksom på, at der kan være andre spillere i lokalet og skjulte dagsordener, siger Trine Bramsen.

3. Islamistisk terror

Mindehøjtidelig for terrorangrebet i New York 11. september 2001. Foto: Spencer Platt/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix

Isil har mistet sit territorium i Syrien, og det har reduceret evnen til at gennemføre store angreb af islamisk terrorangreb, skriver FE i sin beretning.

- Men vi skal stadig holde øjnene stift mod dem, fordi bedst som vi tror, de er i dvale, popper de op igen. De har netværk og store kommunikationskanaler, så derfor har vi ikke råd til at betragte dem som værende færdige. De har en påvirkningskraft og leverer inspiration gennem f.eks. Youtube og Twitter, hvor en celle for eksempel kan kommunikere med en ensom ulv. Det er helt ny måde at være i krig på, siger Trine Bramsen.

- Selvom Isil har mistet deres kalifat, ser vi, hvordan de i øjeblikket arbejdet på at udvikle nye metoder for, hvordan de kan fremme deres dagsorden, der handler om terrorangreb mod Vesten. Al-Qaeda har ligget i læ af Isil i de seneste år, men de har hele tiden været der, og vi ser også, at de begynder at genvinde momentum, siger Lars Findsen.

4. Kina - riget rykker mod midten

Kina er kun lige kommet igang med deres langsigtede strategi for at ændre verdensordenen. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

FE bruger flere og flere ressourcer på at kigge Kina i kortene. Så hvor cyberangreb, Rusland og terror hidtil har været de tre dominerende trusler mod Danmark udefra er Kina nu på vej op i prioriteterne.

- De bevæger sig meget hurtigt frem og har meget store ambitioner i forhold til den politiske verdensorden, hvor vi er særligt opmærksomme på dem gennem Arktis og deres interesser for råstoffer. Det karakteristiske ved Kina i forhold til f.eks. Rusland, som kan agere meget impulsivt, er, at deres dagsorden er meget langsigtet. De opererer med meget lange tidshorisonter - også i forhold til Vesten. De er helt anderledes strategiske i forhold til Rusland, siger Lars Findsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Nissens-produktion lagt ned af corona-virus: Vi er taknemmelige for ingen ansatte er smittet

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce