Annonce
Læserbrev

Forslag fra Venstre: Indfør dobbelt straf for coronaforbrydelser - det haster

Det er så groft og kynisk at udnytte en krise, der har sat hele samfundet i nødværge, til at begå kriminalitet, som kan få både de alvorligste fysiske og psykiske omkostninger for andre mennesker. Og det skal stoppes!

Læserbrev: Næsten hele Danmark står sammen i kampen mod coronavirussen. Men kun næsten.

For der er mennesker, som i stedet for at yde et bidrag til alle andres kamp for at sikre danskernes liv og helbred spekulerer i at udnytte krisen til egen berigelse.

Mennesker, som er klar til begå grov kriminalitet.

Der er mennesker, der udnytter svage og sårbare ældres usikkerhed for sygdommen til at give sig ud for sundhedspersonale - og tømme beboernes ejendomme for værdier, når de er kommet inden for dørene.

Eller simpelthen tyveri af livsvigtigt udstyr og hospitalssprit fra vores hospitaler, som i forvejen har hænderne fulde af vigtige opgaver med patienter.

Det er kommet så vidt, at hospitaler må hyre vagtværn for at sikre, at hospitalssprit og andre livsvigtige remedier ikke stjæles:

Søndag aften, mens læger og sygeplejersker fortæller, der mangler hospitalssprit og andet livsvigtigt sundhedsudstyr under corona-epidemien, stjæler en ung mand 27 dunke med hospitalsprit fra Aarhus Universitetshospital i Skejby, som betjener hele Østjylland.

På Regionshospitalet i Randers konstaterer man, at en beholder med hospitalssprit er tømt for sprit - og fyldt med vand.

Det er så groft og kynisk at udnytte en krise, der har sat hele samfundet i nødværge, til at begå kriminalitet, som kan få både de alvorligste fysiske og psykiske omkostninger for andre mennesker. Og det skal stoppes!

Derfor foreslår vi i Venstre, at vi indfører en dobbelt straf for at udnytte en udfordrende krise til at begå kriminalitet.

Venstre stod for seks år siden i spidsen for indførelsen af dobbelt straf for rocker- og bandekriminalitet. Det var under rocker- og bandekonflikterne i landets storbyer, hvor andre menneskers liv blev bragt i fare - og det har virket.

Vi bliver nødt til at forsvare både vores sundhedsvæsen og vores syge, udsatte og ældre borgere i en krise som den, vi står i nu.

Ikke desto mindre fortæller hver dag om nye ofre for kyniske kriminelle, som hellere vil udnytte krisen til egen vinding.

Vi er nødt til at sende et klart og konsekvent signal og få buret de kriminelle inde, så de ikke kan gentage deres kriminelle aktiviteter.

Derfor foreslår vi i Venstre, at forslaget om dobbelt straf bliver hastebehandlet, lige som vi i Folketinget de seneste uger har hastebehandlet hjælpepakker og andre krisetiltag.

Det er desværre nødvendigt - og det haster.

Britt Bager. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

AC Horsens får penge fra DBU

Leder For abonnenter

Dyrene skal leve, men kulturlivet må heller ikke misrøgtes

Der er underlig langsomhed over de forhandlinger, Joy Mogensen fører med landets kulturliv, i forhold til det, der blev lagt for dagen med erhvervsliv og lønmodtagere. Der er hurtigt kommet en aftale i stand om dyreparkerne, men alle andre må vente i uvished. Dyreparkerne får penge, for gør de ikke det, bliver dyrene misrøgtet og dør måske, fordi der ikke er penge til mandskab, ja, måske foder i den sidste ende. Men kulturlivet i Danmark har ikke fortjent at blive misrøgtet. Hvad der er sket bag dørene, får vi ikke meget at vide om. Men det ser ud, som om landets kulturinstitutioner må vente på et svar, fordi det ikke er livsnødvendigt med en løsning lige nu. De dør jo ikke af sult. Det kan se ud, som om kulturministeren er sendt til forhandlingerne med en melding om, at hun skal lade dem trække ud, til der er lidt bedre overblik over, hvor meget der skal bruges andre steder. Hold dem ud i strakt arm, så finder vi en løsning senere, er muligvis meldingen fra dem, der bestemmer mere i regeringen end Mogensen. Kulturlivet har brug for hjælp. Regeringen har taget ansvaret med at lukke alt ned. Så må den også tage konsekvensen og afbøde skaderne med beløb, der svarer til det, kulturinstitutionerne mister. De er indtægtskilder for samfundet i det daglige med entreindtægter og skatter til samfundet. For slet ikke at tale om de oplevelser, de beriger landets borgere med. Men det er noget helt andet. Lige nu handler det om at få en ordentlig og forsvarlig løsning, så kulturinstitutionerne kan fortsætte på det niveau, de blev hevet ned fra. Finansminister Nicolai Wammen kan måske komme Joy Mogensen til undsætning med sin store pengekasse, og hvis han er i tvivl om beløbenes størrelse, kan han begynde med at se på den by, han kender allerbedst: Aarhus, hvor han har været borgmester. Hvis lukningen fortsætter maj med, vil kulturlivet i Aarhus mangle 50 millioner kroner. Den Gamle Bys eksistens er truet, siger direktør Thomas Bloch Ravn, og det gælder flere. Der er nok at rette op på. For af med dem vil vi ikke. Og vi vil bevare kunsten på et ordentligt niveau.

Østjylland

Læge fortæller om corona-kampen på sygehuset: Frygter valget mellem liv og død

Hedensted

Støtter lokale butikker og glæder de gamle: Ildsjæle sender påskepakker til plejehjemsbeboere

Annonce