Annonce
Horsens

Forslag fra DF: Ingen bønnekald uden godkendelse fra byrådet

Dansk Folkeparti vil gøre det obligatorisk at spørge byrådet om lov, inden man udsender bønnekald i Horsens Kommune. Arkivfoto: Morten Pape
Michael Nedersøe (DF) mener, at byrådet skal beslutte at give sig selv det sidste ord, så man er klar, hvis bønnekald engang bliver et problem i Horsens.
Annonce

Horsens: Fremover skal man ikke kunne få tilladelse til bønnekald med forstærket lyd, uden at det på forhånd er godkendt af byrådet.

Det mener Dansk Folkeparti i Horsens, som fremsætter forslaget ved næste byrådsmøde 25. maj.

- Allerhelst så vi jo gerne, at vi kunne lave et generelt forbud, men det har vi ikke lovhjemmel til. Derfor mener vi i stedet, at bønnekald skal omkring en byrådsbeslutning, siger byrådsmedlem Michael Nedersøe (DF).

Forslaget kommer i kølvandet på, at Fredens Moské i Aarhus i april markerede begyndelsen på ramadanen med et højttalerforstærket bønnekald fra en fodboldbane. Det forlød i første omgang, at moskeen ikke havde fået tilladelse til det, men det viste sig siden, at en kommunal fritids- og ungdomsskoleleder havde givet grønt lys, hvilket er tilstrækkeligt med de nuværende regler.

Det vil Dansk Folkeparti lave om på.

- Det er simpelt. I Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Kirkeklokker indkalder til bøn, men ikke andre religioner, siger Michael Nedersøe.

Annonce

Rettidig omhu

Michael Nedersøes oplevelse er, at andre religioners bønnekald skaber frustration og bekymring blandt borgerne.

- Hvis man har de tilbøjeligheder, og man ikke kan leve uden bønnekald, så skulle man nok være flygtet til et af de lande, hvor det var muligt. Danmark er et kristent land, og det har flygtningene jo godt vidst på forhånd, siger han.

Bønnekaldet i Aarhus førte til en enkelt politianmeldelse fra en borger, der syntes, lyden var for høj.

Michael Nedersøe har ikke kendskab til problemer med bønnekald i Horsens Kommune, men han mener alligevel, at forslaget er på sin plads.

- Det havde jo heller aldrig været et problem i Aarhus før. Det er simpelthen et spørgsmål om rettidig omhu. Bønnekaldet kunne forekomme, uden at hverken borgmesteren eller rådmanden for teknik og miljø kendte til nogen tilladelse, og derfor prøver jeg at komme eventuelle tilfælde i Horsens i forkøbet, siger Michael Nedersøe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Debat: Værdig tilbagetrækning

Coronavirus

Live: Over halvdelen af de corona-ramte kender ikke selv smittekilden

Annonce