Annonce
Odder

Formand: Scooter-drenge kan have stor gavn af motocross-klubben

Formand Klaus Rafael Jensen mener, at nogle af de drenge, der kører rundt på scooter i Odder midtby, kunne få afløb for deres energi i Odder Motocross Klub. - Men vi kan ikke udøve mirakler, siger han. Arkivfoto
En stor del af scooter-drengene kan få en god ballast og en indre ro ved at begynde i motocross-klubben. Det mener formand Klaus Rafael Jensen.

Odder: Det bliver formentlig svært at overtale de mange Odder-drenge, der kører rundt på scooter i byen, til at stoppe. Men måske kan de få noget af tiden til at gå med at køre et andet sted.

Det mener formanden for Odder Motocross Klub Klaus Rafael Jensen.

Nogle af drengene kommer allerede i Odder Motocross Klub, men for dem, der ikke gør, mener han, at klubben kan være et godt alternativ til at drøne rundt i gaderne.

- Vi kan tilbyde noget andet til en del af dem, der ikke finder sig til rette med boldspil, cykling eller svømning. Et stort flertal af drengene kan have stor gavn af at møde motocross-klubben.

Han mener, at kombinationen af holdfølelse og individuelle præstationer sammenlagt med vildskab under kontrollerede forhold har den helt rigtige effekt.

- Igennem vores 20 år har vi haft usædvanligt mange eksempler på unge mennesker, som har fundet en indre ro ved at dyrke sporten. Man lærer at kontrollere sine kræfter, og det giver noget selvforståelse. Så har man ikke samme behov for at skulle te sig åndssvagt ude i byen, siger motocross-formanden.

Annonce
Det er ikke noget, vi er unikke til. Det er ikke anderledes, end hvis man er topscorer i fodboldklubben. Men vi samler nogle af dem, som har svært ved at kontrollere energien. De får afløb hos os.

Klaus Rafael Jensen, formand i Odder Motocross Klub.

Ingen mirakler

Klaus Rafael Jensen understreger dog, at klubben ikke kan udøve mirakler. Der er grænser for, hvor meget man kan præge de unge.

- Der er en lille klike af brodne kar, som er svære at nå. Der er nogle, der ingenting gider, og som ikke vil engagere sig, siger Klaus Rafael Jensen, der mener, at det netop er den gruppe, der opfører sig værst på scooterne.

Odder Motocrossklub har ikke selv nogen træningsbane. Det sætter begrænsninger for, hvem de kan lokke med i klubben. Det er nemlig ikke alle, der vil investere de tre timer, som det hurtigt kan tage at køre frem og tilbage mellem Odder og motocross-banerne på Mols, i Hampen eller Grenaa.

- Det er ikke alle, der kommer op klokken syv lørdag morgen. Det er for omstændigt, tidskrævende og dyrt for dem, der ikke er så ressourcestærke, siger Klaus Rafael Jensen, som i høj grad mener, at en lokal træningsbane ville hjælpe.

- Så kunne vi få væsentligt flere af drengene med. Og det kunne smitte meget positivt af på den måde, de agerer, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce