Annonce
Navne

Formand for landbrugsforkæmpere blev genvalgt i Fredericia

Flemming Fuglede Jørgensen driver en gård i Vendsyssel. Arkivfoto

Fredericia: Flemming Fuglede Jørgensen fortsætter endnu et år som formand for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, hvor Alfred Tværsig Olesen fra Hornsyld og Peter Bohsen fra Rårup ved Juelsminde er blandt bestyrelsesmedlemmerne.

Torsdag 14. maj blev Flemming Fuglede Jørgensen, som til daglig driver Borupgaard i Vendsyssel, genvalgt som formand ved et konstituerende bestyrelsesmøde i Fredericia, efter at han tidligere på foråret blev genvalgt til bestyrelsen af omkring 500 fremmødte medlemmer på foreningens generalforsamling i Horsens.

- Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet for ordentlige rammevilkår for danske landmænd, siger 67-årige Flemming Fuglede i en pressemeddelelse.

- Vi har i Bæredygtigt Landbrug en stor del af æren for at få Landbrugspakken igennem, ligesom vi fik fjernet randzonerne og ofte presser kommunerne til at rense vandløb op. Men der er lang vej igen i kampen for at blive reguleret på faglig og juridisk korrekt vis, bl.a. via målinger fremfor skrivebordsmodeller.

- Vi har også en stor opgave foran os, når det gælder om at anskueliggøre landbrugets klima- og miljøvenlighed. Dét arbejde fortsætter vi ved hjælp af folkeoplysning, men også om nødvendigt gennem søgsmål mod statslige styrelser og manipulerende forskere samt ved gang på gang at imødegå løgne og usandheder om landbruget i offentligheden, tilføjer han i pressemeddelelsen.

Med tre nyvalg til bestyrelsen på februars generalforsamling besluttede Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse at vente med konstitueringen til maj måneds bestyrelsesmøde, så foreningens ledelse kunne nå at lære hinanden at kende.

Gustav Garth-Grüner og Peter Kiær blev valgt som næstformænd på det konstituerende møde. Bestyrelsen i Bæredygtigt Landbrug består desuden af Peter Rosendal, Alfred Tværsig Olesen, Peter Bohsen, Hans Henrik Pørksen samt de tre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer Ann Louise Worsøe Jørgensen, Klaus Aage Bengtson og Jørgen Brønd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fem fik bøder på vandet

Annonce