Annonce
Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Lone Ørsted (S), mener, at ferier uden for skoleferierne sender et forkert signal til børnene. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Over de seneste tre år er der sket en stigning i forældres ønske om at holde fri med deres skolebørn uden for ferierne. Det sender et helt forkert signal, lyder det fra formanden for børne- og uddannelsesudvalget i Horsens Kommune.

Horsens: Vinterferien rinder ud. Mandag er det igen meningen, at alle skolebørn skal sidde på deres plads i klasselokalet. Men det er langt fra tilfældet for alle.

I de første seks måneder af skoleåret 2019/20 har forældre 1125 gange fået det, der hedder ekstraordinær frihed til deres skolebørn i fem dage eller mere i løbet af en måned. Til sammenligning var det tal for alle måneder i skoleåret 2015/16 på i alt 1625 gange.

Og selvom kategorien dækker over alt det fravær, som skolelederen giver tilladelse til som for eksempel ferie, særlige begivenheder i familien eller længerevarende tandlægebesøg, er erfaringen i Horsens Kommunes forvaltning, som indsamler tallene, at størstedelen af fraværet, der er registreret som ekstraordinær frihed, er i forbindelse med ferier. Alene i januar i år har 348 børn fået fri i en skoleuge.

Skolechef i Horsens Kommune, Flemming Skaarup, har ikke noget entydigt bud på årsagen til stigningen i forældrenes ønsker om ekstraordinær frihed til deres børn, men understreger, at der fra forvaltningens side opfordres til, at børnene går i skole i skoletiden. Det indskærpes i den nye lov om fraværsregistrering. Her skal al ulovligt fravær på 15 procent eller derover indberettes til kommunen, og så kan forældrene miste børnechecken.

- Alle børn skal i skole - det er vores udgangspunkt. Den nye lov tydeliggør, at vi skal være restriktive, og de nye regler tager også hensyn til, hvad fraværet betyder for fællesskabet. Der kan være begrundelser for at sige OK til ekstraordinær frihed, men også for at sige nej, lyder det fra Flemming Skaarup.

- Vi dikterer ikke, om skolelederne skal sige ja eller nej. Det skal de selv vurdere. Men vi mener, at alle børn skal gå i skole alle dage, og vi tror på, at det kan betale sig. Vi har noget for med alle 200 skoledage, understreger han.

Annonce

Vi dikterer ikke, om skolelederne skal sige ja eller nej, det skal de vurdere. Men vi mener, at alle børn skal gå i skole alle dage, det er vores primære ambition, og vi tror på, at det kan betale sig. Vi har noget for med alle 200 skoledage.

Flemming Skaarup, skolechef Horsens Kommune

Tænk over signalværdien

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget i Horsens Kommune, Lone Ørsted (S), er på linje med Flemming Skaarup.

- Det er vigtigt at gå i skole, vigtigt at møde op og komme hver dag. Mange vil nok sige, "mit barn kan godt undvære fem dage i skolen", og selvfølgelig kan de fleste børn det, men signalværdien bliver forkert, understreger Lone Ørsted.

- Når man på den ene side siger til børnene, at det er vigtigt at gå i skole, og så på den anden side tager dem ud for at holde ferie, vil mange børn opfatte det som om, at det ikke er vigtigt at gå i skole. Man skal have det til at passe sammen derhjemme, og det skal der være plads til. Men tænk over signalværdien, inden I gør det, lyder opfordringen.

Flere og flere beder om fri til ekstra ferie

Folkebladet skrev lørdag om mødrene Vibeke Vigen og Pernille Rasmussen, som har hver deres holdning til ferier uden for skoleferierne. Vibeke Vigen synes, det er egoisme at tage børnene ud, mens Pernille Rasmussen har det som fast tradition. I Horsens har der inden for de seneste tre år været en stigning på 25 procent, hvor forældre har bedt skolebørn fri i mindst fem dage på en måned uden for de almindelige skoleferier.

Nye regler for fraværsregistrering indskærper, at skolelederne skal være tilbageholdende med at give det, der hedder ekstraordinær frihed til for eksempel ferier. Og får barnet ikke lov til at holde fri, registreres fraværet som ulovligt, hvilket ved 15 procent eller derover kan betyde økonomiske sanktioner for forældrene.

Tallene nedenfor angiver antallet af elever, som har fået tilladelse til mere end fem dages ekstraordinær frihed pr. måned. Det kan være til ferie, særlige begivenheder i familien eller lignende. Det er dog erfaringen, at størstedelen af fraværet, der er registreret som ekstraordinær frihed, er i forbindelse med ferier. En elev godt kan tælle med flere gange, hvis eleven har haft flere fraværsperioder, men dette ses sjældent.

2020 januar: 348

2019 aug.-dec.: 777

2018/19: 2034

2017/18: 2021

2016/17: 1742

2015/16: 1625

I alt er der 9368 skolelever i 0. til 9. klasse på de kommunale skoler i Horsens.

Kilde: Horsens Kommune

Skolechef Flemming Skaarup mener, at ferier for skolebørn uden for skolernes ferier skal holdes til et minimum. Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bilist fik ildebefindende og endte i baghave

Læserbrev

Trods corona-krise: Betal dit medlemskontingent!

Læserbrev: Vi står midt i en historisk krise, hvor samfundet mere eller mindre er lukket ned. Det udfordrer os alle - herunder vores foreninger, klubber og alle vores frivillige. Foreningerne i Horsens kommune ligger p.t. øde hen, uden aktivitet, med tomme klubhuse, ingen træninger, ingen kampe og ingen socialt samvær. Det betyder, at vores foreninger er (eller kan blive) udfordret på økonomien i form af manglende indtægter fra stævner, cups, sponsorater, indtægtsgivende arrangementer, kontingenter, m.m. I yderste konsekvens kan det få fatale følger for vores foreninger i form af lukninger. Desværre har jeg den seneste tid hørt fra flere personer, at de overvejer deres medlemskab af den lokale idrætsforening - når nu de ikke ”får noget for pengene”. Det gør mig frustreret at høre disse udmeldinger, for det er netop nu, at vi skal stå sammen, vise samfundssind og bakke op om vores foreninger. Mennesker er sociale væsner der har et fundamentalt behov for at være sammen med andre mennesker. Derfor indgår de fleste af os i fællesskaber i familien, med venner, på jobbet og i foreninger. Jeg ynder at sige, at mennesker er flokdyr, der skal stimuleres socialt. Den nuværende corona-krise gør, at vi skal holde os indendørs og isolere os fra andre mennesker. Det strider direkte mod vores menneskelige natur, hvilket udfordrer os som individer. Derfor tror jeg, at vi mere end nogensinde før har behov for vores foreninger. Når vi kommer ud på den anden side af krisen, har vi i den grad behov for at blive socialt stimuleret og få plejet vores sociale relationer i fællesskabet med andre mennesker. Så min klare opfordring: Betal dit medlemskontingent og støt op om din lokale forening. Så kan vi igen mødes i fællesskabet om den idræt eller foreningsaktivitet, vi brænder så meget for.

Annonce