Annonce
Horsens

Foreviger naturen: Helga fik sit første kamera til sin konfirmation

Helga Kjeldbjerg Sørensen er naturmenneske og fotoentusiast. Hun traver hver dag i naturen og fotograferer. Hun har bl.a. også fundet på navnet Torsted Engsø, et område, som hun holder af at besøge. Foto: Morten Pape
Helga Kjeldbjerg Sørensen har to store interesser: naturen og fotografering. Hendes mange ture har givet store oplevelser og mange fotos - og så er det Helga og hendes mand, Niels, der har givet Torsted Engsø navn.

Horsens: Der er mange dejlige naturområder i Horsens Kommune, synes Helga Kjeldbjerg Sørensen, men Torsted Engsø er et af hendes favoritsteder. Hun holdt øje med det, mens det blev etableret af Horsens Kommune - det er tæt på hendes bopæl på Orkesterallé - og hun kommer der derfor ofte. Og så er det Helga Kjeldbjerg Sørensen og hendes mand, der har fundet på navnet Torsted Engsø, som naturområdet officielt hedder i dag.

- Mange kender nok ikke området. Det er gemt lidt af vejen mellem jernbanen og Sandøvej. Men der er så fint med masser af fugleliv, insekter og dyr. Søen og moseområdet tiltrækker mange dyrearter og giver derfor masser af grundlag for biodiversitet, siger Helga Kjeldbjerg Sørensen.

Annonce

Selv om jeg kommer her jævnligt, er her altid noget nyt at se på. Nye dyrearter, nye insekter, nye fugle - og så har vejr og vind ligeledes en betydning for hele naturoplevelsen og stemningen.

Helga Kjeldbjerg Sørensen, naturelsker og fotoentusiast

Vandt navnekonkurrence

Hun er bidt af naturen og traver tit omkring i naturområder i Horsens Kommune. Det var på nogle af traveturene, at hun for et års tid siden opdagede, at moseområdet i Torsted var ved at blive genetableret og naturoprettet.

- Det var tidligere et tilgroet moseområde med masser af vildnis. Nu er der ryddet ud i bevoksningen, Dagnæs Bæk, der løber igennem området, er renset op, rørskoven er fældet, vandstanden i søen er hævet, så vandspejlet nu er større. Og hele området afgræsses nu af får, forklarer Helga Kjeldbjerg Sørensen.

- Jeg opdagede på et tidspunkt, at Horsens Kommune udskrev en konkurrence om forslag til et navn for området. Jeg skrev ind på deres Facebook-side med forslaget Torsted Engsø. Og det blev valgt, forklarer Helga Kjeldbjerg Sørensen.

Ved indgangen til naturområdet er der nu opsat et lille metalskilt med hendes og mandens navn.

Indfanger naturen

Helga Kjeldbjerg Sørensen kommer ved Torsted Engsø et par gange om ugen. Og hun har sit kamera med:

- Her er så mange smukke motiver og så meget fugle- og dyreliv. Det er lige så stille vokset siden naturopretningen. Nu er her masser af andefugle, fugle, insekter - og jeg har set en ræv og rådyr. Der er også sjældne arter ind imellem. Så er det om at være hurtig, smiler hun og hentyder til kameraet, som hun sammen med kikkerten altid har med.

- Selv om jeg kommer her jævnligt, er her altid noget nyt at se på. Nye dyrearter, nye insekter, nye fugle - og så har vejr og vind ligeledes en betydning for hele naturoplevelsen og stemningen, forklarer hun.

Helga Kjeldbjerg Sørensen

  • Helga Kjeldberg Sørensen er 64 år og født på landet, hvor forældrene drev landbrug ved Hadsten.
  • Hun er uddannet folkeskolelærer fra Marselisborg Seminarium, 1981, i Aarhus. Hendes hovedfag var idræt og engelsk.
  • Har siden bl.a. boet i Hedensted i 20 år med sin søn og tidligere mand samt i Vejle.
  • Har arbejdet som lærer i Hornslet fra 1981 til 1986. Fra 1986 til 2005 arbejdede hun i Jelling som pædagog for fritidshjemsbørn/skolebørn. Hun har ligeledes arbejdet som børnehaveklassepædagog på henholdsvis Daugård Skole og i Ølsted Skoles SFO. I dag er hun pensioneret.
  • Mødte sin nuværende mand, Niels Sølvsten, i 2013 - de blev gift og slog sig ned på Orkesterallé i Torsted.

Fuglene er favoritter

- Jeg har altid interesseret mig for naturen. Men fuglene er det primære. Det var det allerede i min barndom, hvor jeg studerede fuglebrættet. Jeg opdagede fugle, jeg ikke kendte, og fik derfor en fuglebog. Hver gang jeg så en fugl, jeg ikke kendte, slog jeg den op i bogen. Det er en stor tilfredsstillelse at vide, hvad det er, man ser i naturen. Det princip har jeg fulgt lige siden, siger Helga Kjeldbjerg Sørensen, der kan udpege hvilken som helst fugl, der slår sig ned i Torsted Engsø.

Som en naturlig følge af Helga Kjeldbjerg Sørensens store interesse for naturen fik hun et kamera i konfirmationsgave. Nu kunne hun forevige sine naturoplevelser.

- Fotograferingen har siden udviklet sig - fra papirbilleder til digitalt. Og med mere og mere avancerede kameraer. Det er sjældent, at jeg ikke har kameraet og kikkerten med, når jeg går ud. En sjælden gang havde jeg glemt at få min kikkert med: Så så jeg en havørn. Men uden kikkerten kunne jeg ikke præcist se, hvilken det var. Jeg ville ikke gå for tæt på af respekt for redepladsen. Man skal også lære at begå sig, når man bevæger sig rundt ude i naturen, mener hun.

Kikkerten er et uundværligt redskab, når Helga Kjeldbjerg Sørensen går ud i naturen. Foto: Morten Pape

Møder andre naturelskere

- Når man går meget i naturen, møder man andre. Man standser måske op og snakker lidt. Giver hinanden gode råd om andre gode natursteder. Jeg har fået flere bekendtskaber på den måde, fortæller Helga Kjeldbjerg Sørensen.

Kontakterne har også betydet, at nogle er vendt tilbage til Helga, hvis de har skullet bruge fotos. Bl.a. har hun fotograferet til en pjece for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

På sine ture kan hun også holde øje med forandringer og ændringer. F.eks. opdagede hun en gang, at en tårnfalkekasse ved daginstitutionen Neptun i Torsted var blevet lagt ned på jorden. Det reagerede hun på, og fik kommunens naturvejleder Thorke Østergaard på sagen. Kassen blev sat op igen, og siden er der kommet flere fuglekasser op rundt omkring i området - både tårnfalkekasser og uglekasser, fortæller hun.

- Jeg synes, at det ser ud til, at Horsens Kommune har mere øje for naturen - også de små detaljer som fuglekasser. Det, synes jeg, er dejligt.

- Jeg kommer mange steder året igennem - hele Jylland, Fyn, Falster. Jeg er især betaget af Lille Vildmose. Men det fantastiske er, at man i virkeligheden ikke behøver at tage så langt væk. Der er masser af fine naturområder her i Horsens Kommune: Hansted å, hvor der er isfugle. Bygholm Enge, Boller-området, det nye Ulvedalen ved Silkeborgvej/Lovbyvej - et tidligere vildnis, som Horsens Kommune nu har naturoprettet. Jeg synes, at Horsens Kommune de senere år har fået genetableret flere fine naturområder. Det skulle gerne give mulighed for mere biodiversitet til glæde for naturen og borgerne i kommunen, siger Helga Kjeldbjerg Sørensen.

- Det nyder jeg godt af. Jeg får mange gode oplevelser i naturen - og jeg er blevet bidt af fotograferingen gennem årene. Der er lynhurtigt gået sport i det: At få indfanget en fugl eller et smukt insekt. Det er prikken over i'et på en travetur i naturen.

Torsted Engsø ligger mellem jernbanen og Sandøvej. Horsens Kommune har naturoprettet området - bl.a. er søens vandspejl blevet højere, og buskads og rørskov er skåret ned. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce