Annonce
Debat

Fordel ressourcerne bedre så vi alle får mere ens livsvilkår

På kant: Vores livsmuligheder og levevilkår er ganske forskellige, alt efter om man bor i indre København eller i et landdistrikt, og jeg mener allerede nu, at det hos nogen har ført til en manglende tillid til, at tingene går fremad.

Sådan siger statsminister Mette Frederiksen i et interview i Berlingske . Og hun har helt ret. Også når hun tilføjer, at hvis vi ikke gør noget ved det, får vi ”et mere splittet land, end vi har set før."

Ja! Vi er godt på vej dertil, og det har vi været i snart 40 år.

Jeg er gammel nok til at huske 1980 med en forfalden, forvirret og fortvivlet hovedstad, hvor indbyggerne i de foregående 30 år var flyttet fra med et gennemsnit på 9.000 om året.

Da besluttede Danmark, at vi alle skulle give hovedstaden en hjælpende hånd. Og det gjorde vi. Danmark stillede om på en masse skruer, så resten af landet reelt kom til at overføre store tocifrede milliardbeløb til København hvert eneste år. Det var rigtigt, og det var godt. København havde brug for det. Men det har København ikke mere. Nu har resten af landet brug for, at pengene bliver der, hvor de bliver tjent, så vi kan fastholde de eksportvirksomheder, som Danmark reelt lever af.

Redskaberne er simple. Stop den store kunstige overførsel af penge til København inden for stort set alle forvaltningsområder. Erstat den kommunale udligningsordning med en, der rent faktisk tjener det formål, den er sat i verden for: At sikre lige velfærd ved et nogenlunde lige beskatningsniveau i hele Danmark. Skab balance i uddannelserne, så de reelt er til stede i hele landet. Fordel statslige arbejdspladser og institutioner over hele landet, så staten bliver vedkommende for alle danskere og ikke blot noget, der ligger i København.

Så får vi et rigere, mere retfærdigt og sammenhængende Danmark, hvor borgerne vil have tillid til hinanden og politikerne.

Annonce
Kim Ruberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Leder For abonnenter

Leder: Frihedsrettigheder har en pris

Den personlige frihed er ukrænkelig. Det siger Grundloven, og det er et ualmindeligt godt princip, som hele vores samfund bygger på. Som fri presse er vi de første til at forfægte ytringsfriheden, som er en anden af de helt grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark. Men frihed kan også have en pris. Det så vi i denne uge, da Retten i Horsens varetægtsfængslede en mand, der er ramt af demens. Han er sigtet for over 40 forhold: røveri, vold, trusler, hærværk, tyverier m.m., alle begået på Endelave og alle i perioden mellem juli og nu. Sagen er dybt ulykkelig for alle involverede, og et meget stort spørgsmål tårner sig op, efter manden er blevet varetægtsfængslet: Hvordan kan det komme dertil, at det er retten, der skal løse et problem, der i bund og grund handler om sygdom? Svaret er, at det kan det, når en mand har besluttet sig for, at han ikke vil flytte fra sit hjem. At han har den ret, har de fleste utrolig meget sympati for. Alligevel nager tvivlen, når en beslutning som i dette tilfælde har vidtrækkende konsekvenser for ham selv, de pårørende, naboer, hjemmeplejen, politiet, retssystemet og mennesker, han træffer på sin vej. Vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsindlagt til psykiatrisk behandling. Og vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsflyttet fra deres hjem til en institution. Der er gode grunde til, at reglerne kun åbner en smal sprække for handling, for det er altid farligt at gradbøje frihed. Også selv om en enkelt sag, hvor rigtig mange parter har gjort en stor indsats for at hjælp en syg mand, ender i et offentligt grundlovsforhør. Den udgang er ubehagelig, men nødvendig for at værne om frihedsrettighederne. For mig personligt betyder sagen, at jeg vil undersøge, hvordan jeg kan lave en fremtidsfuldmagt, som giver mine pårørende den bedst opnåelige mulighed for at træffe beslutninger på mine vegne, hvis jeg skulle blive ramt af demens. For det kan ske for os alle.

Annonce