Annonce
112

Forbrugerombudsmanden pudser politiet på århusiansk webshop

Forbrugerombudsmanden har brugt de seneste måneder på at undersøge 23 klager vedrørende den århusianske webshop Styled.dk. De er nu alle overdraget til Østjyllands Politi. Også Trustpilot advarer mod webshoppen, der har adresse på Axel Gruhns Vej 10 i Højbjerg. Foto: Axel Schütt
Den århusianske webshop Styled.dk har gennem længere tid været efterforsket af politiet og Forbrugerombudsmanden – ligesom Trustpilot advarer. Styled.dk's direktør er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.

AARHUS: Siden sommer har 23 kunder sendt en klage til Forbrugerombudsmanden, mens 18 kunder har meldt den århusianske webshop Styled.dk til politiet.

Forbrugerombudsmanden har færdigbehandlet deres del af klagerne, og nu viser det sig, at samtlige 23 klagesager skifter karakter og skal efterforskes af politiet, som skal se på, om der er sket lovovertrædelser.

- Vi har undersøgt samtlige sager og har overdraget dem alle til Østjyllands Politi, da vi ønsker, at politiet skal stå for den videre efterforskning, siger Stine Weibel, der er fuldmægtig, cand.jur. hos Forbrugerombudsmanden.

Annonce

Det er korrekt, at vi har modtaget alle sager vedrørende Styled.dk fra Forbrugerombudsmanden, så de nu indgår i den samlede efterforskning, hvor vi skal have undersøgt, hvorvidt der er foregået noget strafbart.

Lau Kristensen, Østjyllands Politi.

Modtager ikke varen

De fleste både klager og politianmeldelser har drejet sig om tre hovedområder.

1. Så snart kunderne bestiller en vare hos butikken, så bliver beløbet trukket på kundens konto, selv om varen ikke er afsendt.

2. Trods lovning om 24-timers levering, så kan der gå uger, før kunderne modtager varen – hvis den kommer.

3. Flere kunder klager over, at hvis varen dukker op, så er det en billig kinesisk model af den vare, de oprindeligt betalte for.

Desuden har mange kunder brokket sig over, at Styled.dk på hjemmesiden skrev ”fem stjerner på Trustpilot” på trods af, at det var direkte forkert.

Den påstand konfronterede Århus Stiftstidende webshoppen med allerede under et besøg på adressen i juli, og trods en forklaring om, at det skyldtes Trustpilots algoritmer, så blev reklamen med de ”fem stjerner på Trustpilot” fjernet fra hjemmesiden samme dag.

Alle sager samles

Udover klagerne til Forbrugerombudsmanden blev Styled. dk også politianmeldt gentagne gange. I første omgang blev de 18 anmeldelser samlet hos politiets nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK).

LCIK lavede en indledende efterforskning, der gav årsag til at sende sagen videre til Østjyllands Politi. Det betyder, at der nu samlet set ligger 41 sager hos Østjyllands Politi vedrørende den århusianske webshop. Der kan dog være overlap, sådan at nogle kunder både har anmeldt netbutikken til politiet og samtidig klaget over netbutikken til Forbrugerombudsmanden.

Hos Østjyllands Politi bekræfter man den nye udvikling i sagen.

- Det er korrekt, at vi har modtaget alle sager vedrørende Styled.dk fra Forbrugerombudsmanden, så de nu indgår i den samlede efterforskning, hvor vi skal have undersøgt, hvorvidt der er foregået noget strafbart. Der er en sagsbehandler på sagen, og vi vil have skarpt fokus på efterforskningen i første kvartal af det nye år, siger Lau Kristensen fra Østjyllands Politis ØKO-afdeling.

Århus Stiftstidende har rettet henvendelse til direktør og ejer, Pia Fibiger Jensen, for at få en reaktion på, at Forbrugerombudsmanden har sendt de mange klager videre til Østjyllands Politi.

Hun er ikke vendt tilbage på Århus Stiftstidendes henvendelser.

To Trustpilot-advarsler

Ud over politianmeldelser og klager til Forbrugerombudsmanden er der også blinkende alarmer hos Trustpilot, hvor kunder kan anmelde webbutikker.

Søger man her efter Styled.dk, bliver man mødt af en gul advarselsbjælke, fordi Trustpilot har registreret, at firmaet systematisk rapporterer de mest negative anmeldelser.

Trustpilot har også placeret en gul advarselsbjælke, hvis man søger på deperfektejeans.dk, der har samme adresse i Højbjerg som Styled.dk. Her advarer Trustpilot, fordi der bliver angivet en forkert score på hjemmesiden i forhold til Trustpilots score.

I cvr-registeret kan man se, at deperfektejeans.dk også har Pia Fibiger Jensen som direktør og ejer. Århus Stiftstidende ville også gerne have haft en kommentar fra direktøren vedrørende de to Trustpilot-advarsler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce