Annonce
Brædstrup

For førtidspensionisten Lena er den gensidige forsørgerpligt en enorm blokering

62-årige Lena Wohlert fra Brædstrup har ligesom 60.000 andre skrevet under på borgeforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt, og hun er også med i en gruppe, der arbejder for at afskaffe reglen. Foto: Peter Hald
Lena Wohlert fra Brædstrup er med i gruppen Total Afskaffelse Af Gensidig Forsørgerpligt.

Brædstrup: 62-årige Lena Wohlert fra Brædstrup oplever den gensidige forsørgerpligt som en enorm blokering i sit liv. Derfor er hun en af 60.000 borgere, som har skrevet under på borgerforslaget om at afskaffe den gensidige forsørgerpligt.

Hun har selv mærket konsekvenserne af reglerne om gensidig forsørgerpligt - noget, der gælder for alle folkepensionister og førtidspensionister. Pligten betyder, at hvis man er gift eller har en samlever, bliver det betragtet som fællesøkonomi.

Det fører ofte til, at der sker træk i for eksempel førtidspension, når den arbejdende part tjener over en vis beløbsstørrelse.

Lena Wohlert har oplevet dette. Hun har været førtidspensionist siden 2011, da hun fik ødelagt sin ryg under en operation. Samtidig kunne hun i stigende grad mærke konsekvenserne af en psykisk sygdom kaldet bipolar lidelse, hvor hun udsættes for kraftige humørsvingninger.

- Jeg var socialpædagog og arbejdede med udviklingshæmmede, der også havde psykiske lidelser - og jeg elskede mit job og var ked af at måtte sige farvel til det, fortæller Lena Wohlert.

Da hun røg på førtidspension, blev hendes indkomst næsten halveret, og siden oplevede hun de økonomiske og sociale ulemper ved den gensidige forsørgerpligt.

- Jeg havde en kæreste, som jeg måtte flytte fra - vi havde simpelthen ikke råd til at bo sammen mere. Han havde nogle aftenvagter på sit arbejde, og det betød, at der blev modregnet meget. Siden har jeg boet alene. Jeg tør simpelthen ikke flytte sammen med nogen. Jeg oplever den gensidige forsørgerpligt som en enorm blokering, og jeg føler mig magtesløs i mit eget liv, siger Lena Wohlert.

Hun fortæller, at hun oplever fordomme og skepsis, når hun beretter om sin situation om førtidspensionist.

- Nogle gange siger folk til mig: "Så tag dig dog sammen". Men de forstår ikke, at jeg aldrig bliver rask, fortæller hun.

Annonce

Jeg havde en kæreste, som jeg måtte flytte fra - vi havde simpelthen ikke råd til at bo sammen mere.

Kæmper for forslag

Lena Wohlert er træt af fordommene, men hun har med ildhu kastet sig over arbejdet med at få afskaffet den gensidige forsørgerpligt, og det har givet hende et vist håb.

Hun er blevet medlem af gruppen Total Afskaffelse Af Gensidig Forsørgerpligt (TAAGF), og hun har deltaget i demonstrationer og debatter om emnet.

- Det har givet indhold i mit liv at være i kontakt med andre i samme situation og være med til at kæmpe. Borgerforslaget om afskaffelse af gensidig forsørgerpligt bliver nu fremsat i Folketinget, og der er førstebehandling af forslaget 5. december og andenbehandling i januar. Jeg ved ikke, hvad det ender med, men jeg håber selvfølgelig det bedste, siger Lena Wohlert.

Dyrt med enlige

Umiddelbart kan noget tyde på, at forslaget ikke vækker så meget genklang i Folketinget, og det kan blive svært at skaffe flertal for det. Flere politikere argumenterer med, at det vil være meget dyrt at afskaffe den gensidige forsørgerpligt.

- Der foreligger ikke nogen økonomiske beregninger af forslaget. Nogle påstår, at det bliver dyrt, men det er jo også dyrt med de mange enlige, der er en konsekvens af den gensidige forsørgerpligt. Det koster samfundet meget, at der er så mange enlige. Blev reglen fjernet, ville mange flere mennesker flytte sammen, og de ville hjælpe og støtte hinanden, siger Lena Wohlert.

Hun tilføjer, at der også sker modregninger i folkepensionen, hvis den ene arbejder, og ikke alle er opmærksom på det.

Argumenterne fra gruppen Total Afskaffelse Af Gensidig Forsørgerpligt er blandt andet, at hvis den gensidige forsørgerpligt bortfalder, vil der komme flere skattekroner ind, da det igen vil kunne betale sig for den arbejdende part i et forhold at tage overarbejde. Sådan er det ikke i dag, da ekstraindkomst modregnes i samleverens ydelse.

På andre områder vil der blive frigjort penge, da der bliver færre fripladser og færre tillæg til enlige forsørgere, og man undgår, at familier falder fra hinanden, når den ene part mister sin indkomst helt eller delvist, lyder det videre fra gruppen.

- Borgerforslaget kan stadig underskrives. Vi har brug for, at folk støtter op om vores kamp. Bliver man ikke ramt som syg, så gør man det under alle omstændigheder, når man bliver folkepensionist, lyder det fra Lena Wohlert.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce