Annonce
Horsens

For 127 år siden i dag: 6 kilo tung økse gjorde enden på 'menneskeuhyret' i Horsens Statsfængsel

Jens Nielsen fotograferet af Odense Politi i 1877, da han var 14 år gammel. Tøjet har han ifølge Rigsarkivet stjålet i Korsør og Nyborg i et forsøg på at skifte identitet. Arkivfoto
En ihærdig kamp for en offentlig henrettelse mislykkedes for den uhyrlige Jens Nielsen, der i slutningen af 1800-tallet var internationalt kendt for sine forbrydelser. Alligevel endte han med at blive den sidste dansker på skafottet i Horsens Statsfængsel.

Horsens: Snakken, om hvorvidt tiden var løbet fra dødsstraffen, var allerede begyndt at rumstere i det Herrens år 1892, da kong Christian 9. underskrev den berygtede Jens Nielsens dødsdom.

År forinden havde Nielsen trukket et spor af kriminelle udskejelser gennem Montreal, New York og siden Antwerpens kulørte kvarterer - kulminerende med en brandstiftelse i London og et år i brummen i det grusomme Newgate Prison.

Han havde endda vakt så megen international opsigt, at New York Times 1886 omtalte ham som et sandt "menneskeuhyre".

- Da han tilstår sine forbrydelser, tror man i første omgang ikke på, at det er ham, der har brændt store dele af London ned. Men hans beskrivelser er så præcise, at det ikke efterlader nogen tvivl. Det er faktisk den senere hovedundersøger af Jack The Ripper-mordene, som også efterforsker Jens Nielsen. Herefter bliver han omtalt over hele verden, for det er en kæmpe forbrydelse, der har kostet den engelske stat millioner af pund, siger historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet, der har skrevet biografen om Jens Nielsen, Ondskabens Øjne.

Den seriekriminelle Jens Nielsen slår aldrig nogen ihjel, men er frem mod sin død besat af tanken om at hævne sig på det etablerede samfund ved at lade sig henrette i fuld offentlighed. På tidspunktet en straf, der normalt er forbeholdt mordere.

Ved at lade livet håbede han ifølge Poul Duedahl at satte kog i debatten om de fattiges kår i Danmark.

Annonce
Han betragter ikke sig selv som ond. Der går en lige linje fra hans opvækst til oplevelsen af, at samfundet er medskyldig i den kriminelle løbebane. Derfor vil han heller ikke tage sit eget liv, for det er samfundet, der har skabt ham, og samfundet, der må skaffe ham af vejen. Til slut bliver det et opgør mod al offentlig myndighed.

Poul Duedahl, historiker

Betragtede ikke sig selv som ond

Fattigdom og social arv er imidlertid fremmede begreber i slutningen af 1800-tallet, og der er ingen løftede øjenbryn, da Jens Nielsen vokser op på fattiggårde i en hverdag med prygl og ydmygelser.

Faderen sidder i tugttyvehus, mens Jens Nielsen bliver født, og moderen, der er krøbling, er bundet til en spinderok og uden mulighed for at holde opsyn med sin udfarende søn. Det bliver starten på en spiral af lovløshed - bundet op på en enorm foragt for det etablerede samfund.

- De fattiges børn passer sig selv, og han opbygger en stor frihedstrang og glæde ved at være sin egen, indtil han kommer på fattiggård. Her er lederen en tugtemester af rang, og de gange, hvor Jens Nielsen stikker af, er han bevidst om, at han stjæler for at overleve, siger Poul Duedahl.

Den forråede Jens Nielsen bevarer dog en hvis menneskelighed og bliver af Poul Duedahl beskrevet som et reflekteret og logisk anlagt individ.

- Han betragter ikke sig selv som ond. Der går en lige linje fra hans opvækst til oplevelsen af, at samfundet er medskyldig i den kriminelle løbebane. Derfor vil han heller ikke tage sit eget liv, for det er samfundet, der har skabt ham, og samfundet, der må skaffe ham af vejen. Til slut bliver det et opgør mod al offentlig myndighed, siger historikeren.

Den sidste henrettelse i fredstid

Op til sin henrettelse havde Jens Nielsen ihærdigt forsøgt at provokere sig til dødsdommen, selvom folkestemningen var ved at vende over for henrettelser.

Egentlig bliver han først idømt tugthusarbejde på livstid, men efter tre mordforsøg på fængselsbetjente i Horsens Statsfængsel, får han det endelig, som han vil have det - og dog.

Lovgivningen giver nemlig mulighed for, at henrettelsen kan foregå inden for fængselsmurene, når den strafbare handling er begået i fængslet.

- Man aner lidt skuffelse over, at det bliver i fængselsgården, men Jens Nielsen ved også, at begivenheden bliver refereret i aviserne, og at han dermed får sit budskab ud. På den måde kan man sige, at begge parter vinder til slut, siger Poul Duedahl og fortæller, at de cirka 200 medfanger nøje fulgte berømthedens sidste minutter fra fængselsvinduerne.

Da rigsskarpretter Theodor Seistrup lod sin økse falde og fjernede menneskeuhyrets hoved fra skuldrene, var det samtidig den sidste danske henrettelse for forbrydelser begået i fredstid.

Dødstraffen var gældende i Danmark helt indtil 1930 - om end alle dødsdomme efter Jens Nielsens blev omstødt til fængselsdomme.

I kølvandet på 2. Verdenskrig - frem til 1950 - blev 46 mennesker dog henrettet for landsforræderi.

Skarprettersaksen, der gjorde en ende på Jens Nielsen. Øksen er seks kilo tung og er sammen med bænken udstillet på Fængselsmuseet i dag. Arkivfoto: Horsens Museum
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap fire milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og "Fars Pige" - lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle TV3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Annonce