Annonce
Horsens

For 127 år siden i dag: 6 kilo tung økse gjorde enden på 'menneskeuhyret' i Horsens Statsfængsel

Jens Nielsen fotograferet af Odense Politi i 1877, da han var 14 år gammel. Tøjet har han ifølge Rigsarkivet stjålet i Korsør og Nyborg i et forsøg på at skifte identitet. Arkivfoto
En ihærdig kamp for en offentlig henrettelse mislykkedes for den uhyrlige Jens Nielsen, der i slutningen af 1800-tallet var internationalt kendt for sine forbrydelser. Alligevel endte han med at blive den sidste dansker på skafottet i Horsens Statsfængsel.

Horsens: Snakken, om hvorvidt tiden var løbet fra dødsstraffen, var allerede begyndt at rumstere i det Herrens år 1892, da kong Christian 9. underskrev den berygtede Jens Nielsens dødsdom.

År forinden havde Nielsen trukket et spor af kriminelle udskejelser gennem Montreal, New York og siden Antwerpens kulørte kvarterer - kulminerende med en brandstiftelse i London og et år i brummen i det grusomme Newgate Prison.

Han havde endda vakt så megen international opsigt, at New York Times 1886 omtalte ham som et sandt "menneskeuhyre".

- Da han tilstår sine forbrydelser, tror man i første omgang ikke på, at det er ham, der har brændt store dele af London ned. Men hans beskrivelser er så præcise, at det ikke efterlader nogen tvivl. Det er faktisk den senere hovedundersøger af Jack The Ripper-mordene, som også efterforsker Jens Nielsen. Herefter bliver han omtalt over hele verden, for det er en kæmpe forbrydelse, der har kostet den engelske stat millioner af pund, siger historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet, der har skrevet biografen om Jens Nielsen, Ondskabens Øjne.

Den seriekriminelle Jens Nielsen slår aldrig nogen ihjel, men er frem mod sin død besat af tanken om at hævne sig på det etablerede samfund ved at lade sig henrette i fuld offentlighed. På tidspunktet en straf, der normalt er forbeholdt mordere.

Ved at lade livet håbede han ifølge Poul Duedahl at satte kog i debatten om de fattiges kår i Danmark.

Annonce
Han betragter ikke sig selv som ond. Der går en lige linje fra hans opvækst til oplevelsen af, at samfundet er medskyldig i den kriminelle løbebane. Derfor vil han heller ikke tage sit eget liv, for det er samfundet, der har skabt ham, og samfundet, der må skaffe ham af vejen. Til slut bliver det et opgør mod al offentlig myndighed.

Poul Duedahl, historiker

Betragtede ikke sig selv som ond

Fattigdom og social arv er imidlertid fremmede begreber i slutningen af 1800-tallet, og der er ingen løftede øjenbryn, da Jens Nielsen vokser op på fattiggårde i en hverdag med prygl og ydmygelser.

Faderen sidder i tugttyvehus, mens Jens Nielsen bliver født, og moderen, der er krøbling, er bundet til en spinderok og uden mulighed for at holde opsyn med sin udfarende søn. Det bliver starten på en spiral af lovløshed - bundet op på en enorm foragt for det etablerede samfund.

- De fattiges børn passer sig selv, og han opbygger en stor frihedstrang og glæde ved at være sin egen, indtil han kommer på fattiggård. Her er lederen en tugtemester af rang, og de gange, hvor Jens Nielsen stikker af, er han bevidst om, at han stjæler for at overleve, siger Poul Duedahl.

Den forråede Jens Nielsen bevarer dog en hvis menneskelighed og bliver af Poul Duedahl beskrevet som et reflekteret og logisk anlagt individ.

- Han betragter ikke sig selv som ond. Der går en lige linje fra hans opvækst til oplevelsen af, at samfundet er medskyldig i den kriminelle løbebane. Derfor vil han heller ikke tage sit eget liv, for det er samfundet, der har skabt ham, og samfundet, der må skaffe ham af vejen. Til slut bliver det et opgør mod al offentlig myndighed, siger historikeren.

Den sidste henrettelse i fredstid

Op til sin henrettelse havde Jens Nielsen ihærdigt forsøgt at provokere sig til dødsdommen, selvom folkestemningen var ved at vende over for henrettelser.

Egentlig bliver han først idømt tugthusarbejde på livstid, men efter tre mordforsøg på fængselsbetjente i Horsens Statsfængsel, får han det endelig, som han vil have det - og dog.

Lovgivningen giver nemlig mulighed for, at henrettelsen kan foregå inden for fængselsmurene, når den strafbare handling er begået i fængslet.

- Man aner lidt skuffelse over, at det bliver i fængselsgården, men Jens Nielsen ved også, at begivenheden bliver refereret i aviserne, og at han dermed får sit budskab ud. På den måde kan man sige, at begge parter vinder til slut, siger Poul Duedahl og fortæller, at de cirka 200 medfanger nøje fulgte berømthedens sidste minutter fra fængselsvinduerne.

Da rigsskarpretter Theodor Seistrup lod sin økse falde og fjernede menneskeuhyrets hoved fra skuldrene, var det samtidig den sidste danske henrettelse for forbrydelser begået i fredstid.

Dødstraffen var gældende i Danmark helt indtil 1930 - om end alle dødsdomme efter Jens Nielsens blev omstødt til fængselsdomme.

I kølvandet på 2. Verdenskrig - frem til 1950 - blev 46 mennesker dog henrettet for landsforræderi.

Skarprettersaksen, der gjorde en ende på Jens Nielsen. Øksen er seks kilo tung og er sammen med bænken udstillet på Fængselsmuseet i dag. Arkivfoto: Horsens Museum
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Stillads-ballade er kørt helt af sporet

Det er noget af en sag, Horsens-firmaet Dansk Boligbyg A/S er blevet en del af på Nørrebro i København. Et stort stillads blev væltet af arrige stilladsarbejdere i forbindelse med et byggeri på Lundtoftegade for et par dage siden, og ved samme lejlighed blev biler tippet på hovedet. Noget nær chokerende scener på dansk grund. Stilladsarbejderne påstår, at DS Byggeri, som er underentreprenør, ikke lever op til danske overenskomster. Dansk Boligbyg A/S har hovedentreprisen og valgte tirsdag at sende DS Byggeri-arbejderne hjem - med besked om, at de ikke vender tilbage. Det lyder som en klog beslutning, uanset hvad der er op og ned i en sag, der mest ligner aktioner fra "de gule veste" i Frankrig. De kommende dage må afgøre, om der rent faktisk er begået brud på overenskomsten, og om sikkerheden på arbejdspladsen har været utilstrækkelig, som 3F og de danske stilladsarbejdere anfører. Hvis målet for stilladsarbejderne var at skabe opmærksomhed, er de lykkedes til et 12-tal. Men metoderne er helt ude i hampen, også selv om der ligger mere principielle spørgsmål til grund. Konflikten har kørt i uger. Kønt var det heller ikke - på TV 2 tirsdag aften - at se en delvist anonym mand, som angiveligt var den ene af de to, der søndag aften blev overfaldet ved byggeriet. De ville med en videooptagelse dokumentere arbejdsforholdene på byggepladsen på Nørrebro. Hvis det er sandt, at de har fået bank for det, er det - også - helt utilstedeligt. Bliver voldsepisoderne så en sag for politiet? Næh, de overfaldne tør ikke anmelde sagen af frygt for repressalier - og fik på tv fagforenings-opbakning til at droppe en anmeldelse. Man må respektere beslutningen, men trist er den, for sammenkoblet med, at vrede stilladsarbejdere råber: "Når I angriber én af os, angriber I os alle", er vi ude i noget, vi hører fra rockere og andre, der har sat sig ud over det danske retssystem og selv handler konflikter af. Balladen skal hurtigst muligt nedtrappes - på dansk manér.

Annonce