Annonce
Horsens

For 127 år siden i dag: 6 kilo tung økse gjorde enden på 'menneskeuhyret' i Horsens Statsfængsel

Jens Nielsen fotograferet af Odense Politi i 1877, da han var 14 år gammel. Tøjet har han ifølge Rigsarkivet stjålet i Korsør og Nyborg i et forsøg på at skifte identitet. Arkivfoto
En ihærdig kamp for en offentlig henrettelse mislykkedes for den uhyrlige Jens Nielsen, der i slutningen af 1800-tallet var internationalt kendt for sine forbrydelser. Alligevel endte han med at blive den sidste dansker på skafottet i Horsens Statsfængsel.

Horsens: Snakken, om hvorvidt tiden var løbet fra dødsstraffen, var allerede begyndt at rumstere i det Herrens år 1892, da kong Christian 9. underskrev den berygtede Jens Nielsens dødsdom.

År forinden havde Nielsen trukket et spor af kriminelle udskejelser gennem Montreal, New York og siden Antwerpens kulørte kvarterer - kulminerende med en brandstiftelse i London og et år i brummen i det grusomme Newgate Prison.

Han havde endda vakt så megen international opsigt, at New York Times 1886 omtalte ham som et sandt "menneskeuhyre".

- Da han tilstår sine forbrydelser, tror man i første omgang ikke på, at det er ham, der har brændt store dele af London ned. Men hans beskrivelser er så præcise, at det ikke efterlader nogen tvivl. Det er faktisk den senere hovedundersøger af Jack The Ripper-mordene, som også efterforsker Jens Nielsen. Herefter bliver han omtalt over hele verden, for det er en kæmpe forbrydelse, der har kostet den engelske stat millioner af pund, siger historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet, der har skrevet biografen om Jens Nielsen, Ondskabens Øjne.

Den seriekriminelle Jens Nielsen slår aldrig nogen ihjel, men er frem mod sin død besat af tanken om at hævne sig på det etablerede samfund ved at lade sig henrette i fuld offentlighed. På tidspunktet en straf, der normalt er forbeholdt mordere.

Ved at lade livet håbede han ifølge Poul Duedahl at satte kog i debatten om de fattiges kår i Danmark.

Annonce
Han betragter ikke sig selv som ond. Der går en lige linje fra hans opvækst til oplevelsen af, at samfundet er medskyldig i den kriminelle løbebane. Derfor vil han heller ikke tage sit eget liv, for det er samfundet, der har skabt ham, og samfundet, der må skaffe ham af vejen. Til slut bliver det et opgør mod al offentlig myndighed.

Poul Duedahl, historiker

Betragtede ikke sig selv som ond

Fattigdom og social arv er imidlertid fremmede begreber i slutningen af 1800-tallet, og der er ingen løftede øjenbryn, da Jens Nielsen vokser op på fattiggårde i en hverdag med prygl og ydmygelser.

Faderen sidder i tugttyvehus, mens Jens Nielsen bliver født, og moderen, der er krøbling, er bundet til en spinderok og uden mulighed for at holde opsyn med sin udfarende søn. Det bliver starten på en spiral af lovløshed - bundet op på en enorm foragt for det etablerede samfund.

- De fattiges børn passer sig selv, og han opbygger en stor frihedstrang og glæde ved at være sin egen, indtil han kommer på fattiggård. Her er lederen en tugtemester af rang, og de gange, hvor Jens Nielsen stikker af, er han bevidst om, at han stjæler for at overleve, siger Poul Duedahl.

Den forråede Jens Nielsen bevarer dog en hvis menneskelighed og bliver af Poul Duedahl beskrevet som et reflekteret og logisk anlagt individ.

- Han betragter ikke sig selv som ond. Der går en lige linje fra hans opvækst til oplevelsen af, at samfundet er medskyldig i den kriminelle løbebane. Derfor vil han heller ikke tage sit eget liv, for det er samfundet, der har skabt ham, og samfundet, der må skaffe ham af vejen. Til slut bliver det et opgør mod al offentlig myndighed, siger historikeren.

Den sidste henrettelse i fredstid

Op til sin henrettelse havde Jens Nielsen ihærdigt forsøgt at provokere sig til dødsdommen, selvom folkestemningen var ved at vende over for henrettelser.

Egentlig bliver han først idømt tugthusarbejde på livstid, men efter tre mordforsøg på fængselsbetjente i Horsens Statsfængsel, får han det endelig, som han vil have det - og dog.

Lovgivningen giver nemlig mulighed for, at henrettelsen kan foregå inden for fængselsmurene, når den strafbare handling er begået i fængslet.

- Man aner lidt skuffelse over, at det bliver i fængselsgården, men Jens Nielsen ved også, at begivenheden bliver refereret i aviserne, og at han dermed får sit budskab ud. På den måde kan man sige, at begge parter vinder til slut, siger Poul Duedahl og fortæller, at de cirka 200 medfanger nøje fulgte berømthedens sidste minutter fra fængselsvinduerne.

Da rigsskarpretter Theodor Seistrup lod sin økse falde og fjernede menneskeuhyrets hoved fra skuldrene, var det samtidig den sidste danske henrettelse for forbrydelser begået i fredstid.

Dødstraffen var gældende i Danmark helt indtil 1930 - om end alle dødsdomme efter Jens Nielsens blev omstødt til fængselsdomme.

I kølvandet på 2. Verdenskrig - frem til 1950 - blev 46 mennesker dog henrettet for landsforræderi.

Skarprettersaksen, der gjorde en ende på Jens Nielsen. Øksen er seks kilo tung og er sammen med bænken udstillet på Fængselsmuseet i dag. Arkivfoto: Horsens Museum
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnehavepladser stiger mest i 2020

Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce