Annonce
Danmark

Folketingets ledelse har drøftet omdiskuteret særlig rådgiver

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen har ansat Martin Rossen som stabschef i en rolle, der er blevet kritiseret.

Folketingets Præsidium, der er den øverste ledelse, har onsdag drøftet den rolle, som statsminister Mette Frederiksens (S) særlige rådgiver Martin Rossen har fået.

Der kommer dog ikke en officiel udtalelse om drøftelserne, lyder det fra præsidiets pressetjeneste, da præsidiet "ikke har beslutningskompetencer" i forhold til emnet.

Rossen er tidligere sekretariatschef i Socialdemokratiet. Han er blevet indsat som stabschef i et nyoprettet politisk sekretariat i Statsministeriet.

Han er også blevet medlem af regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg. Det er her, regeringens vigtigste beslutninger træffes. Medlemmerne af udvalgene er normalt folkevalgte.

Oppositionen og De Radikale har været kritiske over for den rolle, som Rossen har fået.

Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har kaldt Mette Frederiksen i samråd om sagen.

I forhold til Martin Rossens rolle har Folketingets jurister allerede konkluderet, at der ikke er noget at komme efter juridisk.

Det har også vakt opsigt og undren, at Mette Frederiksen har lavet nye regler for regeringens rådgivere, hvilket sikrer Rossen en af de højeste lønninger nogensinde.

Rossens årsløn er på 1,23 millioner kroner inden pension. Medregnes den, får han ifølge DR Nyheder 1,44 millioner kroner.

Kritikere har kaldt det nye tiltag for en risiko for folkestyret. Og der stilles spørgsmål, om Rossen reelt kan sammenlignes med en vicestatsminister.

Det afviser Mette Frederiksen.

- Martin er ikke en vicestatsminister. Og havde jeg ønsket en vicestatsminister, så havde jeg udpeget sådan en. Så det er han ikke, siger Mette Frederiksen.

Hun kalder diskussionen for legitim.

- Jeg mener, det er en legitim diskussion, og jeg forstår godt, at Folketinget interesserer sig for det.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at der er tale om en vicestatsminister. Hvis jeg ville udpege en vicestatsminister, så havde jeg jo gjort det, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce