Annonce
Erhverv

Folk på arbejde opfordres til at blive testet hver uge: Sådan gør nogle af Horsens' store virksomheder

Horsens Kommune opfordrer også de ansatte til at lade sig teste ugentligt. Desuden følger kommunen kravene fra sundhedsmyndighederne og skruer op for test af personale på blandt andet sundheds- og ældreområdet. Arkivfoto: Morten Pape
Går man fysisk på arbejde, bør man lade sig teste en gang om ugen, lyder opfordringen. Den møder opbakning fra Horsens-virksomhederne, og flere går skridtet videre.
Annonce

Horsens: De restriktioner, vi efterhånden har kendt til i lidt tid, fortsætter som minimum til 7. februar. Men der kom også nyt frem på pressemødet om forlænget corona-nedlukning onsdag aften.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) opfordrede til, at alle, der stadig møder fysisk ind på arbejde og omgås kolleger, kunder eller lignende, bør tage en coronatest hver syvende dag.

Anbefalingen gik direkte ud til hr. og fru Danmark, men er det også én, virksomhederne har taget til sig? Og hvad betyder det i så fald for dem?

Det har Folkebladet ringet rundt og hørt forskellige større virksomheder i Horsens om.

Casa A/S opfordrer medarbejderne til test og holder dem opdateret på retningslinjerne

Byggebranchen - og herunder Casa A/S - er i fuld gang med arbejdet på byggepladser landet over. Her er det fra rejsegildet i november på Danmarks første svanemærkede friplejehjem på Buchwalds Bro. Arkivfoto: Mads Dalegaard

Når myndighederne melder nyt ud om restriktioner eller opfordringer, der påvirker Casa A/S og de ansatte, sender firmaet en mail ud med informationer til, hvordan det forholder sig. Det har Casa A/S også gjort denne gang.

- Med ændringerne i retningslinjerne er det op til os, at medarbejderne ved, hvad vi kommer til at gøre, siger kommunikationschef Ditte Hejberg Sorknæs og fortsætter:

- Vi opfordrer til, at medarbejderne bliver testet en gang om ugen, og det er også, selvom de ikke har symptomer. Det kommer til at være igennem det offentlige, og de skal selv gå ind og bestille testen, men her har vi også sat en guide op, hvis man ikke har prøvet det før.

- Grunden til, at det er igennem det offentlige, er, at der ikke er pres på testkapaciteten i det offentlige regi, men kommer der det, så skal vi selvfølgelig revurdere, hvad vi så skal gøre med en privat aktør.

DSV tilbyder antistoftest til sine ansatte

DSV er i gang med fjerde runde af antistoftest til medarbejderne. Arkivfoto: Mette Mørk

Hos DSV bliver de ansatte holdt opdateret på, hvordan de skal forholde sig til coronasituationen, men der er ikke noget krav om, at de skal lade sig teste en gang om ugen. Tilgengæld tilbyder firmaet antistoftest til de ansatte med jævne mellemrum.

- Fra sommeren af begyndte vi at tilbyde antistoftest til de ansatte, og vi er i gang med fjerde runde lige nu. Det er for at gøre de ansatte mere trygge ved at komme på arbejde, siger kommunikationschef, Maiken Riise Andersen.

For nuværende har DSV en god grund til ikke at tilbyde coronatest til de ansatte.

- Lige nu er det hurtigt at få taget en test hos det offentlige, så vi kommunikerer kun det, som vi selv kan tilbyde de ansatte.

- Vi følger naturligvis de anbefalinger, som kommer fra myndighederne, så det er en del af det, som vi agerer efter, siger Maiken Riise Andersen.

Løvbjerg oplever ikke meget smitte - men bakker selvfølgelig op

Løvbjergs medarbejdere møder ofte mange mennesker i løbet af en arbejdsdag, men de er godt beskyttet bag mundbind og plexiglas. Arkivfoto: Claus Skovholm

Løvbjerg har ikke kun et supermarked i Horsens, den har også sit hovedsæde. Herfra fortæller administrerende direktør Jesper Due, at man støtter den skærpede anbefaling til testning af personale:

- Vi bakker op om anbefalingen og opfordrer vores medarbejdere til at lade sig teste. Det gør mange af vores medarbejdere i forvejen jævnligt, så for mange vil der ikke være den store forskel, siger han.

Kæden har cirka 1000 ansatte fordelt på sine supermarkeder, og de fleste møder ind på arbejde - nogle oftere end andre, da der både er fuldtids- og deltidsansatte.

Løvbjerg bestiller ikke en privat aktør til at komme og teste medarbejderne, men de opfordres til at benytte testcentrene.

- Generelt oplever vi ikke særlig meget smitte blandt medarbejderne. De er beskyttet på mange måder med mundbind, plexiglas og så videre, lyder det fra Jesper Due.

Horsens Kommune skruer op for test af det påkrævede personale

Søren Grotkær er ikke kun økonomi- og administrationschef i kommunens afdeling for velfærd og sundhed. Han bruger også noget af arbejdstiden på at teste kollegerne i kommunen, og det skal de nu en gang i ugen frem for en gang hver anden uge. Arkivfoto: Morten Pape

For nogen er det en anbefaling, for andre er det et krav.

Personale i pleje-, handicap-, sundheds-, psykiatri- og ældresektorerne er hidtil blevet testet hver 14. dag, men det skal nu være en gang om ugen. Det er man ved at gøre klar til i Horsens Kommune, hvor det drejer sig om cirka 1600 ansatte.

- Det er dobbelt op på test i forhold til hidtil, så vi starter med at se på, hvilke erfaringer vi får med at udnytte kapaciteten. Har vi tomgang, kan vi godt tage ekstra ind, og så kigger vi på at teste pædagoger og lignende, fortæller Søren Grotkær, der er økonomi- og administrationschef i kommunens afdeling for velfærd og sundhed.

Det er i øjeblikket ikke et krav, at eksempelvis pædagoger testes en gang om ugen, så derfor er førsteprioriteten pleje-, sundheds- og ældrepersonalet. Målet er at være i gang med ugentlig testning fra mandag, men forventningen er, at kommunen starter allerede fredag.

Kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen fortæller, at kommunens testkapacitet pt. ikke kan medtage flere personalegrupper, og derfor opfordres alle øvrige medarbejdere til at lade sig teste ugentligt på regionens testcentre, hvor der er ledig kapacitet.

Reitan har mange initiativer i gang - og opdaterede retningslinjer

Hos Reitan Distribution er der flere tiltag i gang for at opspore eventuel smitte. og de selvejede Rema 1000-butikker får også støtte, oplyser HR-direktøren. Arkivfoto: Lars Juul

Da Folkebladet torsdag eftermiddag taler med HR-direktør i Rema 1000 Michael Skou, er han ved at sende opdaterede retningslinjer ud til medarbejderne, hvor anbefalingen om en ugentlig test netop indgår.

Mange arbejder mange hjemmefra, men for eksempel er det nødvendigt for de mange lagermedarbejdere på Reitan Distributions centrallager i Horsens at møde ind.

Her har man i en længere periode haft forskellige tiltag i gang for at opspore og begrænse eventuel smitte - en smitte, der ifølge HR-direktøren ikke har været meget af på hverken lagrene eller i Rema1000-butikkerne.

- Vi har hurtigtest, som kompetente ansatte er instrueret i at bruge, og i efteråret indførte vi en test, hvor vi løbende udvælger 10 procent til en pcr-test, som vi har hyret en virksomhed ind til at gennemføre. Det sker for at finde skjulte smittekæder og undgå, at eventuel smitte breder sig, siger Michael Skou.

Generelt kan han fortælle om en lang række initiativer, og at Rema1000-butikkerne, som ellers er selvejet, også modtager hjælp for at inddæmme eventuel smitte.

- Vi har gjort meget ud af af følge myndighedernes retningslinjer og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og vi reagerer hurtigt og målrettet. Hvis nogen har de mindste symptomer, så er de blevet sendt hjem og er blevet testet, siger HR-direktøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce