Annonce
Ikast-Brande

Flyveplads-sag blev udsat igen

Et håndskrevet skilt med teksten "Lukket" blev ugen efter påske sat op på indgangsdøren ved receptionen på flyvepladsen. Foto: Peter Hald
Situationen omkring Ejstrupholm Flyveplads er uafklaret. Ansøgning om faldskærmsoperationer kunne ikke behandles.

Ejstrupholm: Ikast-Brande Kommunes udvalg for teknik og miljø har nu "parkeret" sagen om flyvepladsen i Ejstrupholm i venteposition. En ansøgning om "konvertering af flyoperationer til faldskærmsoperationer" var på udvalgets dagsorden, men da flyvepladsen reelt er lukket,  kunne denne ansøgning ikke behandles, så sagen blev udsat.

- Vi udsatte sagen for at finde en afklaring på, hvordan tingene står. Det gav ikke mening på nuværende tidspunkt at behandle sagen, siger udvalgsformand Henrik Engedahl (V).

- Ansøgningen består formelt set, så længe selskabet findes, og det selskab har ikke trukket ansøgningen tibage, tilføjer han.

Annonce

Problemet er, at kommunen endnu har ikke fået kontakt med de hidtidige ejere, ægteparret Katrine og Rasmus Fynshave, og kommunen kan derfor formelt set ikke se bort fra ansøgningen.

Men flyvepladsen er lukket, da ejerne af flyvepladsen den 7. april erklærede offentligt, at de smed håndklædet i ringen og overdrog nøglerne til flyvepladsen til deres bank.

Derfor er fremtiden for flyvepladsen usikker, men kommunen må forløbig forholde sig afventende, lyder det fra Henrik Engdahl.

- Flyvepladsen er privat ejendom og er ejet af et privat selskab, som nogen ejer. Nu må vi afvente og se, hvad der vil ske. Lidt kynisk sagt plejer sådan en situation at løse sig ved konkurser og tvangsauktioner. Hvad der vil komme derefter, kan vi kun gisne om, siger Henrik Engedahl.

Usikker fremtid

På et tidspunkt vil flyveplads-området sandsynligvis få en ny ejer, men spørgsmålet er så, hvad der vil ske derefter. Ejstrupholm Flyveplads har eksisteret i 60 år, og den har i mange år været benyttet af foreningerne Ejstrupholm Flyveklub og Østjyllands Faldskærmsklub, der har lejet sig ind. Håbet er derfor, at flyvepladsen kan fortsætte i en eller anden form med nye ejere, men det er uafklaret.

- Hvis nogen vil gøre noget, stiller kommunen sig sjældent i vejen, og det vil vi gøre inden for landets love og regler, siger Henrik Engedahl.

Sagsforløbet omkring flyvepladsen har været langtrukkent og kompliceret. Punktet om faldskærmsoperationerne har tidligere været på udvalgets dagsorden den 9. marts, men også dengang blev det udsat. På udvalgsmødet 20. april fik politikerne en redegørelse for forløbet, der består af en længere række af byggesager, landzonesager og naturbeskyttelsessager.

En lang række af sagerne er uafsluttede, oplyser Henrik Engedahl.

Er der grund til, at kommunen skal kritisere sig selv?

- Vi har altid grund til at evaluere, om der er noget, vi kunne have gjort bedre, når ting går i hårdknude, og jeg tror, at alle parter i denne sag vil sige, at det her var besværligt, og at det ikke var det, vi ønskede os fra starten af. Formelt set vurderer jeg ikke, at der er noget, der giver andet end ærgelse. Vi har ikke begået nogle formelle eller juridiske fejl efter min vurdering. Alligevel synes jeg da, at det er ærgerligt, siger udvalgsformanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Horsens Freja er stadig ubesejret

Horsens For abonnenter

Kaotisk forløb: Efter total forvirring kom der afslag på tidlig genåbning - og så åbnede det hele alligevel

Annonce