Annonce
Horsens

Flytning af senge fra sygehuset i Horsens sendt til hjørne endnu engang

Om den akutte behandling af apopleksi og den efterfølgende rehabilitering skal samles her på Aarhus Universtitetshospital, er endnu et åbent spørgsmål. Foto: Jens Thaysen
Forslaget om at flytte genoptræningssenge for apopleksipatienter fra Randers og Horsens til Aarhus fandt heller ikke gehør, da det anden gang blev behandlet i Region Midtjyllands hospitalsudvalg.

Regionen: Ganske som forventet var der heller ikke flertal for at flytte genoptræningssenge til apopleksipatienter fra Horsens og Randers til Aarhus Universitetshospital, da Region Midtjyllands hospitalsudvalg i denne uge for anden gang havde spørgsmålet på dagsordenen.

Som tidligere omtalt indgår planen om at samle genoptræningssengene for patienter, der har været ramt af en blødning eller blodprop i hjernen, i Aarhus, i en større omlægning af hele neurologi-området. Og de fleste kan godt se det fornuftige i at samle både behandling og rehabilitering på ét sted.

Men dels har der fra flere sider såvel blandt politikere som sundhedspersonale været udtrykt bekymring for nærhedsprincippet. At den flytning af sengene vil gå ud over patienternes mulighed for jævnlig kontakt til deres pårørende. Det er imidlertid først og fremmest penge, som nu for anden gang har fået hospitalsudvalget til at sende sagen tilbage til administrationen og bedt denne gøre nærmere rede for økonomien i planen.

Af forslaget, som altså endnu engang er afvist, fremgår nemlig, at en flytning af de i alt 10 senge, fire fra Horsens og seks fra Randers, vil udløse krav om ekstra millionbesparelser på ikke bare de to regionshospitaler, men også i Aarhus, som modtager sengene.

Annonce

Samlet sundhedsplan

Besparelserne udløses ved, at regionen vurderer en genoptræningsseng til årligt at koste en million kroner, hvorfor det efter forslaget er planen at trække henholdsvis fire og seks millioner ud af budgetterne i Horsens og Randers, hvis de afgiver sengene til Aarhus. Men de to sygehuse har faktisk kun brugt henholdsvis 750.000 kroner og 700.000 kroner pr. seng eller i alt tre millioner og 4,2 millioner kroner. Med andre ord vil man i Horsens skulle finde en million kroner og i Randers 1,8 millioner kroner andre steder.

- Vi var enige om, at beslutningsgrundlaget ikke var i orden, hvorfor vi sendte sagen tilbage. Og formentlig vil det næste gang blive forretningsudvalget, som tager stilling i sagen, siger formanden for hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S).

Han mener personligt, at beslutningen om, hvor genoptræningspladserne skal placeres, bør udsættes til efter nytår, hvor den kan indgå i en ny samlet sundhedsplan for regionen, en plan, der skal være på plads netop i løbet af foråret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce