Annonce
Østjylland

Flot pris til århusiansk glaskunstner

Karen Lise Krabbe i arbejde i sit værksted. Foto: Ole Akhøj
Karen Lise Krabbe modtager Hempels Glaspris for 2020.
Annonce

AARHUS: Den århusianske glaskunstner Karen Lise Krabbe har fået fornem hæder. Hun er netop udpeget til at modtage Hempels Glaspris for 2020.

Hempels Kulturfond driver Hempels Glasmuseum i Odsherred og tildeler hvert år Hempels Glaspris til en dansk glaskunstner, der har gjort sig særligt bemærket.

Prisen er på 50.000 kroner, og i museet udstilles værker af glasprismodtagerne siden 1988, hvor glasprisen blev indstiftet til minde om Jørgen Christian Hempel, der levede 1894-1986.

Karen Lise Krabbe var senest repræsenteret på museet i 2017 i gruppeudstillingen "Glasur".

Den dygtige kunstner får prisen, fordi hun i de senere år har markeret sig stærkt som en af Danmarks mest eksperimenterende glaskunstnere.

Hun får dette skudsmål af folkene bag prisen:

"Med dyb inspiration fra naturen og intens udforskning af materialer og teknikker skaber Karen Lise Krabbe serier af værker af stor originalitet. De tiltrækker sig vores opmærksomhed ved både at vise noget genkendeligt fx fra vores egne oplevelser i naturen og samtidigt repræsentere ukendte tredimensionelle komplicerede former, der løsrevet kan afspejle alt fra et mikrounivers til bjergformationer, drypstenshuler og ukendt land."

- Jeg er værkstedsuddannet, og derfor er dette en dejlig anerkendelse af mit arbejde, siger en stolt og beskeden Karen Lise Krabbe, der er født i 1955.

Hun får senere en udstilling på Hempels Glasmuseum med gamle og nye værker. Den åbner 13. juni, når prisen overrækkes.

Prisen og tidligere modtagere

Hempels Kulturfond driver Hempels Glasmuseum i Odsherred og tildeler hvert år Hempels Glaspris til en dansk glaskunstner, der har gjort sig særligt bemærket.

Prisen er uddelt siden 1988 og er på 50.000 kroner, og med den følger en udstilling på museet.

En del kunstnere fra Ebeltoft og Aarhus har tidligere modtaget den, blandt andre Tchai Munch, Finn Lynggaard, Tobias Møhl, Trine Drivsholm, Steffen Dam, Line Gottfred Pedersen, Micha Karlslund, Marianne Buus, Susanne Jøker Johnsen, Lotte Thorsøe, Marie Retpen, Jeannet Iskaner, Ida Wieth og Ned Cantrell.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce