Annonce
Hedensted

Flertalsgruppen har landet budget: Sætter turbo på byggeprojekter

Selvom der kun står 14 ud af 27 mandater bag Hedensted Kommunes budget for 2021, mener borgmester Kasper Glyngø (S), at det qua udgangspunktet er et ganske fornuftigt et af slagsen. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Hedensted Kommune får næste år et anlægsbudget på mere end dobbelt størrelse, mens også skole- og handicapområdet får 10 mio. kr. Prisen hedder blandt andet et kompromis med kasseopbygningen.
Annonce

Hedensted: Med mindst muligt flertal blev der mandag aften skrevet under på et budgetforlig i Hedensted Kommune.

I forliget, der har flertalsgruppen bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Socialistisk Folkeparti bag sig, er der blandt andet fundet 10 mio. kr. til skoleområdet, 10 mio. kr. til handicapområdet og en ny demografimodel på ældreområdet.

Samtidig vokser anlægsbudgettet takket være en ekstraordinær låneoptagelse til over det dobbelte normale niveau, svarende til 151 mio. kr.

Det betyder blandt andet, at der er øremærket 41 mio. kr. til en omfartsvej øst om Hedensted og 13 mio. kr. til at løse trafikale udfordringer på Overholmvej i Hedensted. Ligeledes er der afsat 24,5 mio. kr. til en ny institution i det østlige Hedensted, mens også Skolen i Midten kan se frem til en udbygning af faglokalerne for ni mio. kr.

- Vi startede fra et svært udgangspunkt, men har landet et ganske fint budget med mulighed for at tilføre midler til det sociale område, ældreområdet og skoleområdet. Når man samtidig er så presset på driften, som vi er, slog vi også til den helt unikke lånemulighed til at fremrykke en masse anlægsprojekter, siger borgmester Kasper Glyngø (S).

Alle anlægsprojekter igangsættes hurtigt muligt og forventes som udgangspunkt at påbegyndes i 2021.

Annonce

Hænger kun sammen i 2021

I forvejen var budgettet presset på grund af coronakrisens indvirkning i beskæftigelsen, samtidig med, at en udligningsreform endte med at koste 30 mio. kr.

Det fik inden forhandlingerne borgmesteren til at understrege, at der ikke var nogle gratis ønsker. Alle udvidelser betød også et farvel til andet.

Derfor er det kun lykkedes at få budgettet til at hænge sammen ved at være ekstra optimistiske på udviklingen i ledigheden, kræve en halv pct. besparelse af samtlige udvalg og droppe den normale kasseopbygning på 30 mio. kr.

Særligt sidstnævnte fik Venstre og Liberal Alliance til at trække sig fra forhandlingerne med vurderingen af, at budgettet er ustabilt. Herunder også med tanke på, at det ekstraordinære anlægslån nu skal afdrages med tre mio. kr. de kommende årtier.

En vurdering, Kasper Glyngø ikke er enige i, omend han medgiver, at de såkaldte overslagsår - altså vurderingen af økonomien i 2022-2025 - for nuværende ikke hænger sammen.

- Når man er lidt udfordret, kan det være svært at finde penge til investeringer, der skaber vækst. Det var et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, for vores normale anlægsbudget på 70 mio. kr. er alt for lavt og har skabt store efterslæb, siger Kasper Glyngø og fortsætter:


Det var et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, for vores normale anlægsbudget på 70 mio. kr. er alt for lavt og har skabt store efterslæb.

Kasper Glyngø (S)


- Holder man afdragene op imod et driftsbudget på to mia. kr., mener jeg helt bestemt, at det er forsvarligt. Men overslagsårene er bekymrende, og derfor vil vi næste år påbegynde budgetprocessen tidligere, så vi forhåbentlig kan gøre op med de mere grundlæggende forudsætninger frem for at kradse i overfladen.

Annonce

En lang række hensigtserklæringer

I budgettet er også fundet plads til en række initiativer og hensigtserklæringer, der som udgangspunkt ikke kræver det store greb i lommen.

Eksempelvis skal der arbejdes mod flere friplejehjem eller private plejehjem, der skal udarbejdes en ny erhvervspolitik og en ny sundhedspolitik, og der skal laves et oplæg til, hvordan kommunens vognpark kan blive grønnere.

Ligeledes skal der være øget fokus på natur og biodiversitet.

Avisen har ikke inden deadline modtaget de endelige hovedtal fra budgettet, der skal  godkendes under 2. behandlingen næste onsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce