Annonce
Horsens

Flere hundrede besøgte kunstmesse: Ingen coronafrygt i Fængslet

Der er kunst for enhver smag i Fængslet i denne weekend, hvor de tre Rotary-klubber i Horsens inviterer på kunstmesse med 40 kunstnere. Lørdag kiggede flere hundrede forbi. Foto: Michael Svenningsen
40 kunstnere møder i denne weekend deres publikum på den 10. udgave af Rotarys Kunstmesse på Fængslet i Horsens. Arrangørerne var spændte på, om publikum blev væk på grund af corona-frygt. Men det ser ikke ud til at være tilfældet.
Annonce

Horsens: Mens hundredvis af både store og mindre sports- og kulturarrangementer landet over er aflyst denne weekend, efter myndighedernes opfordring til at aflyse alle arrangementer med flere end 1000 deltagere, så besluttede de tre horsensianske Rotary-klubber alligevel at gennemføre årets kunstmesse, der sidste år samlede over 1000 gæster.

Argumentet fra arrangørerne af messen lyder, at gæsterne er fordelt over åbningstiden, så der ikke på noget tidspunkt er flere end 200 personer samlet.

Og corona-frygten er da heller ikke umiddelbart det, der fylder for de knap 200 mennesker, der lørdag ved middagstid er mødt op til kunstmessen, der afholdes for 10. gang på Fængslet.

- Vi var spændte på, om det ville kunne ses i vores besøgstal. Der er jo så mange andre arrangementer, der er blevet aflyst. Men vi har ikke været i tvivl om, at vi skulle gennemføre. Og det ser ud til, at gæsterne heller ikke holder sig væk, siger Frank Buchgraitz, der er kunstner, medlem af Rotary og den oprindelige initiativtager til messen.

Når jeg har været et stykke tid i mit atelier, trænger jeg til at komme ud blandt folk og få direkte kontakt. Det kan jeg her.

Susanne Butcher, kunstner

Annonce

Tankerne bag kunsten

To af de kunstnere, der er dukket op på kunstmessen, er ægteparret Kirsten og Mogens Mønsted.

Parret har været med til kunstmessen mange gange tidligere - også før den flyttede til Fængslet. Og de nyder den tætte kontakt med gæsterne.

- Vi skaber kunst med en fortælling bag. Jeg laver skulpturer, og min hustru maler. Vi kan godt lide at få en god snak med gæsterne her og fortælle om tankerne og historierne bag vores kunst, siger Mogens Mønsted.

- Det her kunst er vores liv, så det er fantastisk at dele tankerne bag med andre, og der er mange gengangere blandt publikum. Det er sjovt, siger Kirsten Mønsted, da en kvinde stikker hovedet inden for på standen.

- Åh hvor jeg er bare glad for det maleri, jeg købte hos dig sidste år, lyder det fra kvinden - Marianne Ritz Nielsen fra Horsens. Hun er fast gæst på kunstmessen.

- Jeg har ikke den store forstand på kunst, men jeg nyder at se på det. Og sidste år købte jeg et af Kirstens billeder, der bare kaldte på mig. Det er som at have fået en hel masse blomster ind i stuen, siger hun.

Annonce

Befinder sig bedst i værkstedet

I den ene ende af Magasinet tager Mathias Mølgaard Jensen sig et hvil på en klapstol, mens han lidt på afstand iagttager de mange, der stopper op ved hans stand for at beundre særligt nogle bemærkelsesværdige trofælignende blækspruttearme til at hænge på væggen.

Det er første gang, den unge kunstner deltager i Rotarys Kunstmesse. Han er for nylig flyttet tilbage til Horsens efter flere år i København, hvor han primært har arbejdet med industrielt design og scenografi.

På kunstmessen på Fængslet gælder det dog mindre kunstværker. Og han har arbejdet en stor del af natten for at blive klar til at vise sine ting frem.

- Jeg er lidt skuffet, for det er ikke det hele, der er blevet færdigt.Det har været en lang nat - men jeg kan jo ikke få tingene til at tørre på kommando, smiler han, der nyder at være på messen, selvom han understreger, at han befinder sig bedst i sit værksted sammen med sin kunst.

- Men det er meget sjovt at se, hvad andre mener om det, jeg laver, siger han.

Mathias Mølgaard Jensen deltager i Rotarys Kunstmesse for første gang. Han er netop flyttet tilbage til Horsens, hvor han stammer fra, efter flere år i København. Han siger, han befinder sig bedst i sit værksted, men fortæller alligevel gerne nysgerrige om sine kunstværker, der bl.a. tæller trofæagtige blækspruttearmen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Wauw

Også på Aarhus-kunstneren Susanne Butchers stand er der kort mellem nysgerrige forbipasserende.

- Wauw. Sikke nogle farver du bruger. Der er så meget glæde i dine billeder, lyder det med begejstring i stemmen fra en kvinde, der har set sig lun på et billede med et farvestrålende blomstermotiv.

Susanne Butcher smiler og fortæller om sin kunst og tankerne bag.

- Når jeg har været et stykke tid i mit atelier, trænger jeg til at komme ud blandt folk og få direkte kontakt. Det kan jeg her, siger hun, der er begejstret for bredden i både publikum og kunsterne på den lokale kunstmesse.

- Det spænder meget bredt. Der er noget for alle, siger hun, der er vild med kommunikationen og samtalen med publikum.

- Jeg vil meget gerne tale med folk om, hvad de gerne vil have af kunst. Jeg er ikke for fin til at lave bestillingsarbejde. Jeg synes, det er så sjovt at kommunikere med folk om, hvad de har brug for, og så lave noget, der lige rammer plet, siger hun.

40 kunstnere udstiller deres værker på messen, der fortsætter søndag med åbent mellem klokken 10 og 16. Overskuddet fra Rotary Kunstmesse går til hjælpearbejde både lokalt og internationalt.

En lygtefisk til at hænge op på væggen er et af de kunstværker, den Horsens-fødte industrielle deisgner og kunstner Mathias Mølgaard Jensen har budt ind med på Rotarys Kunstmesse. Foto: Michael Svenningsen
Arrangørerne frygtede, at myndighedernes advarsel mod at samles mange mennesker på grund af frygt for spredning af corona-virus, ville påvirke besøgstallet på årets kunstmesse. Men allerede lørdag middag - to timer efter åbningen - havde omkring 200 løst billet. Og det er tilfredsstillende, lyder det fra Frank Buchgraitz, der er en af initiativtagerne til messen. Foto: Michael Svenningsen
Ægteparret Kirsten og Mogens Mønsted har været med som udstillere på Rotarys Kunstmesse i Horsens igennem mange år. De nyder at fortælle de forbipasserende historier og tankerne bag deres kunst, som består af både malerier og skulpturer. - Det er en god messe. Der er bare styr på tingene, der er god stemning, og vi bliver så godt behandlet, siger de. Foto: Michael Svenningsen
Aarhus-kunstneren Susanne Butcher er vild med, at Rotarys Kunstmesse giver hende mulighed for at tale med sit publikum. Også med dem der ikke opsøger hende hjemme i hendes eget atelier. - Det er fedt, at spændvidden i både publikum og kunstnere er så stor her, siger hun, der netop har fået tre værker optaget på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling på Kunsthal Aarhus. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce