Annonce
Erhverv

Flammen retter strategien til efter ti år med fokus på flere restauranter: Vi går efter værtskab i verdensklasse

Familien, der ejer Flammen, består af Ketty og Flemming Rosenfeldt Sunddal og deres to børn Kristina og Martin. For ti år siden åbnede de den første Flammen-restaurant i Kolding. Nu er den nye administrerende direktør, Piet Klein (tv), klar med den nye strategi "Flammen i dit liv", der sigter efter værtskab i verdensklasse. Arkivfoto: Flammen
Restaurantkædens nye strategi betyder, at gæster skal opleve "værtskab i verdensklasse", lyder det fra den administrerende direktør, Piet Klein, der blev indsat i april. I fem måneder har Flammen arbejdet med den nye strategi, der blandt andet betyder, at man satser på brunch i weekenden og takeaway i alle restauranter.

Kolding: Overskuddet i restaurantkæden med den fyldige buffet droppede fra 18,8 til 3,2 millioner kroner før skat fra 2017 til 2018. Men det er ikke det markant dårligere resultat, der betyder, at Flammen har lanceret en ny strategi, "Flammen i dit liv", lyder det fra administrerende direktør Piet Klein. Det handler i stedet om at sætte en retning, der ikke kun handler om at åbne flere restauranter.

Ejerfamilien Rosenfeldt Sunddal, der tæller Ketty og Flemming og deres børn Kristina og Martin, har tjent styrtende siden opstarten i Kolding for ti år siden. Men i efteråret 2018 røg den tidligere direktør Elias Tychsen ud, og i foråret ansatte familien den nye direktør, der lige nu sammen med et enkelt medlem af ejerfamilien er ude og introducere strategien for de ansatte på de 16 restauranter.

- Vi arbejder blandt andet med noget, vi kalder et medarbejderløfte og et gæsteløfte. Vi vil have den bedste tilfredshed, når det gælder gæster, og vi vil have den højeste trivsel blandt vores medarbejdere. Det lyder højttravende, men vi mener faktisk, at der er noget at komme efter i Danmark. Vi går efter værtskab i verdensklasse. Det er ikke noget, vi får fra den ene dag til den anden, det er en lang proces, siger Piet Klein. Målet skal blandt andet indfries ved at medarbejdere og ledere skal uddannes på skræddersyede kurser.

Annonce
Tidligere har strategien stort set bare været, at vi skulle åbne en masse restauranter. Men vi er vækstet meget, så derfor var det nødvendigt, at vi satte os ned og lavede en strategi. Det har vi ikke været så gode til tidligere. Markedet er jo presset, og så er det endnu vigtigere, at du har en klar plan.

Piet Klein, administrerende direktør i Flammen

Kæden vokser voldsomt

Af helt konkrete tiltag fremhæver direktøren takeaway og et brunch-tilbud, som man i første omgang har introduceret på restauranten i Aalborg, og planen er at åbne for brunch i tre-fire restauranter det næste halve år, og så skal konceptet rulles ud i stort set alle restauranter.

- I ti år har der været fuldt fart på og stor vækst. Vi er gået fra nul til 16 restauranter. En af de første ting, jeg skulle kigge på, var derfor, hvilken vej vi skulle nu. Hvor skal vi være om ti år? Kort fortalt så har vi brugt meget tid på at indsamle data omkring vores restauranter og vores branche. Hvorfor kommer vores gæster? Hvem kommer ikke? Vi har analyseret alt muligt. Og nogle af de ting, vi er kommet frem til, er, at vi skal satse på en salgskanal som takeaway, siger Piet Klein.

Den nye strategi betyder, at der i denne uge bliver åbnet op for takeaway fra restauranten på Haderslevvej i Kolding, hvor kædens første restaurant åbnede i 2009. Den nye strategi indebærer også, at man inden udgangen af 2020 skal åbne endnu én restaurant i Danmark.

Værtskab i verdensklasse

Du siger, at Flammen har vækstet i ti år. Men sidste år faldt resultatet markant. Det er vel også i det lys, at I laver en ny strategi?

- Nej, det kan du ikke sige. Vi er et sted, hvor vi skal opdatere strategien. Tidligere har strategien stort set bare været, at vi skulle åbne en masse restauranter. Men vi er vækstet meget, så derfor var det nødvendigt, at vi satte os ned og lavede en strategi. Det har vi ikke været så gode til tidligere. Markedet er jo presset, og så er det endnu vigtigere, at du har en klar plan, siger Piet Klein.

Derimod er der ikke planer om at vokse i Tyskland, hvor man tidligere havde store ambitioner. Kæden har tabte mange penge på at åbne i Hamborg, og før man går videre i nabolandet, skal restauranten der løbe rundt.

Flammen

  • Restaurant Flammen stammer oprindeligt fra Sønderjylland, hvor familien Rosenfeldt Sunddal stod bag Fole Høkerkro. I 2009 åbnede familien den første restaurant Flammen i Kolding på Haderslevvej.
  • I dag er der 15 danske restauranter spredt ud over hele landet og en restaurant i Hamborg. Virksomheden har i dag hovedsæde på Skovvangen ved siden af Kolding Storcenter.
  • Resultatet i virksomheden skrumpede fra 18,8 til 3,2 millioner kroner før skat fra 2017 til 2018.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce