Annonce
Hedensted

Fjernvarmen står foran flere markante udvidelser: 850 husstande kan komme på

Både Hedensted og Løsning Fjernvarme står potentielt foran en større stigning i antallet af medlemmer. Arkivfoto: Martin Ravn
850 husstande fra flere områder i Hedensted samt Stjernevejskvarteret i Løsning bliver nu inviteret til at koble sig på den kollektive varmeforsyning.
Annonce

Hedensted/Løsning: Hvis interessen er tilpas stor, kan antallet af fjernvarmeforbrugere i Hedensted og Løsning stå foran et mindre boost.

I hvert fald får ca. 500 boligejere omkring Årupkvarteret, Parallelvej og Stjernevejskolen i Hedensted inden længe muligheden for at koble sig på den kollektive varmeforsyning via Hedensted Fjernvarme, mens også det godt 350 husstand store Stjernevejskvarter bliver tilbudt et alternativ til blandt andet gasfyr og elvarme fra Løsning Fjernvarme.

Også selve Hedensted Centret kan komme med på vognen, hvis der alligevel skal graves rør i området.

Hvorvidt man vil være del af den kollektive forsyning eller foretrækker at holde fast i eksempelvis sin nyindkøbte varmepumpe, er dog op til hver enkelt. I modsætning til nabokommunen Horsens baserer fjernvarmen i Hedensted sig nemlig på frivillighed.

- Hvert område får sit eget projektforslag, der viser, at det er en god idé for både forbrugerne, selskabet, samfundet og klimaet. Hvorvidt de ting går op i en højere enhed afhænger at antallet af nye tilslutninger, og derfor skal vi som udgangspunkt have 50 pct. med, før det bliver til noget, siger Morten Juhl Lassen, formand for Hedensted Fjernvarme.

Når udvidelserne kommer på tale nu, skyldes det blandt andet en massiv række henvendelser fra områderne. Samtidig er der et øget pres på udfasningen af fossile brændsler og generelt større ønske blandt befolkningen om at være klimavenlig.

Slutteligt bortfalder et såkaldt konverteringsbidrag på op mod 10.000 kr., som tidligere har blokeret for en økonomisk rentabel løsning, ved årsskiftet.

Annonce

Konkurrencedygtigt alternativ

Som udgangspunkt skal nye forbrugere forvente en engangsudgift i omegnen af 25.000-45.000 kr. for at blive tilsluttet.

Helt særskilt kan det dog for Stjernevejskvarteret klares uden omkostninger, hvis minimum 240 husstande melder sig under fanerne. Omvendt bliver hele projektet lagt tilbage i skrivebordsskuffen, hvis ikke godt 200 konverterer.

- Som fjernvarmemand håber jeg selvfølgelig, at interessen er stor nok til at nå de magiske tal. Der vil selvfølgelig være nogen, der ikke ønsker at skifte, men vi er så konkurrencedygtige, at alternativet er langt ringere, siger Anders Møller, formand for Løsning Fjernvarme.

Konkurrencedygtigheden ligger som udgangspunkt i lavere pris i forhold til mange øvrige forsyningsmetoder, mens der også er en stor sikkerhed og komfort i ikke at skulle tænke på service, vedligehold eller brændsel.

Det endnu usikre drømmescenarie for Stjernevejskvarteret lyder, at de første kan tilsluttes ultimo 2021, mens de øvrige projekter under Hedensted Fjernvarme rykker ud, så snart halvdelen har givet tilsagn.

Forinden vil der dog komme informationer ud til hver enkelt, og i Løsning holdes torsdag også et livestreamet grundejermøde.


Stjernevejskvarteret er en lavthængende frugt, og efter det er vi ikke på trapperne udvidelser til andre boligområder.

Anders Møller, formand, Løsning Fjernvarme

Et gasfyr udleder fire tons co2 om året, men efter vi nu får overskudsvarme fra Air Liquide, er fjernvarmen stort set neutral.

Morten Juhl Lasse, formand, Hedensted Fjernvarme
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce