Annonce
Horsens

Fjernvarme Horsens truer med at droppe ambitiøst varme-projekt

Hvis Fjernvarme Horsens skal realisere planerne om at udnytte overskudsvarme fra store lokale virksomheder, skal hele fjernvarmeplanen gennemføres, lyder det fra varmeselskabet. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Hatting, Lund og Gedved skal med på fjernvarmen, hvis planen om at udnytte overskudsvarmen fra lokale, store virksomheder skal realiseres. Det er meldingen fra Fjernvarme Horsens, og den lægger pres på kritikerne i byrådet.

Horsens: Fjernvarme Horsens er langt med ambitiøse planer om at udnytte overskudsvarmen fra flere store virksomheder i Horsens Kommune. Det er "gratis" varme til forbrugerne, men planerne må opgives, hvis ikke politikerne gennemfører hele fjernvarmeplanen.

Sådan lyder meldingen fra det lokale varmeselskab, efter kommunen i sidste uge sendte et høringsbrev ud til de 2100 husstande i Hatting, Lund og Gedved, der endnu mangler at blive sluttet til fjernvarmen.

Aktuelt står politikerne til at godkende et samarbejde mellem Fjernvarme Horsens og Hamlet Protein, der, hvis det gennemføres, vil kunne opvarme 2500 husstande. I støbeskeen er også et lignende samarbejde med Danish Crown, fortæller direktør Christian Niederbockstruck, Fjernvarme Horsens.

- Det er vigtigt for mig at sige, at andelshaverne uanset hvad der sker, ikke skal være bekymrede for prisstigninger, men det ville da være drønærgerligt, hvis vi må opgive at udnytte overskudsvarmen. Det er stort økonomisk og miljømæssigt potentiale i det, men aftalen med Hamlet Protein er betinget af, at det fulde varmegrundlag er tilstede. Og i Danish Crowns tilfælde betyder geografien jo, at det er afgørende, at Gedved er med, siger han.

Annonce

Med de nye oplysninger står vi lidt i et dilemma.

Martin Ravn (V), gruppeformand

Venstre er i tvivl

Meldingen lægger pres på de politikere, der i sommer såede tvivl om, hvorvidt de vil stemme for tilslutningspligten, som de ellers har gjort. Tvivlen opstod, da der på Christiansborg blev indgået et energiforlig, der betyder, at retten til at retten til at pålægge forbrugere tilslutningspligt bortfalder fra 1. januar 2019.

Gruppeformand Martin Ravn (V) sagde i juli direkte til Folkebladet, at "hvis det er sådan, at regeringen vil fjerne muligheden for tilslutningspligten fra 1. januar 2019, bliver det ikke med Venstres stemmer, at byrådet pålægger en tilslutningspligt i de områder, der endnu ikke har fået fjernvarme. Heller ikke selv om områderne formelt kan pålægges tilslutningspligt, inden loven træder i kraft".

I dag er Martin Ravn anderledes nølende i sit svar. Han kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, om Venstre vil stemme for eller imod, når sagen skal til vedtagelse i byrådet, formentlig i november.

- Med de nye oplysninger står vi lidt i et dilemma. Hvis muligheden for at udnytte overskudsvarmen, som er en af fjernvarmens styrker, bortfalder, kan det være med til at overbevise os om, at vi skal udrulle hele fjernvarmeplanen. Der er jo også et hensyn til de eksisterende fjernvarme-kunder. Vi vil i Venstre diskutere sagen i gruppen, inden vi tager endeligt stilling, siger han.

Peter Sørensen ikke i tvivl

Borgmester Peter Sørensen (S) har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt fjernvarmeplanen skulle gennemføres 100 pct.

- Man kan godt spørge sig selv, om det er en god idé at gennemføre det her en måneds tid, før den nye lovgivning træder i kraft. Men mit svar er, at fjernvarmeplanen er besluttet i 2015, og borgerne må have en forventning om, at vi gennemfører det, vi beslutter. Nogle har jo disponeret efter det og glæder sig til at få fjernvarme. Det vigtige for mig er, at det bliver gennemført på et så oplyst grundlag som muligt, siger han.

Politikerne kan principielt godt ønske sig, at fjernvarmen bliver udrullet i Hatting, Lund og Gedved uden tilslutningspligt, men den løsning har Fjernvarme Horsens tidligere afvist. Det vil skabe for stor tvivl om økonomien i projektet, lyder begrundelsen.

Ifølge høringsbrevet skal borgerne i Lund, Hatting og Gedved inden 15. oktober meddele, om de vil søge fritagelse eller dispensation fra tilslutningspligten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Danmark

Live: Topøkonom advarer mod at åbne økonomien for tidligt

Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Annonce