Annonce
Danmark

Firma følte sig presset af 3F: Nægter at skrive overenskomst

Ejerne af firmaet, Uffe Bjerg og Lauge Bonde, vil ikke indgå i dialog med 3F. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Anlægsgartner havde overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening - og medarbejderne var yderst tilfredse. Så kom 3F på banen med krav om en overenskomst. Medarbejderne føler, at de bliver stillet meget dårligere, så nu opgiver firmaet at tegne overenskomst med 3F.

VESTJYLLAND: Anlægsgartnerfirmaet Lauge Bonde i Borris ved Skjern går nu ind i en risikabel kamp mod 3F, der i værste fald kan koste firmaet livet.

For få måneder siden måtte firmaet, der har 30 ansatte, tegne en tiltrædelsesoverenskomst med 3F efter en faglig kamp på hospitalsgrunden i Gødstrup. Lauge Bonde følte sig presset til at skrive under, for ellers ville det ende i en konflikt, men nu vælger Lauge Bonde at bruge paragraffen om opsigelse i kontrakten. Opsigelsen er nu sendt afsted til 3F.

- Det er det eneste rigtige. Hvordan skal et samarbejde nogensinde blive godt efter det her, spørger Lise Bonde, der ejer firmaet sammen med sin mand Lauge og medejer Uffe Bjerg.

Overenskomsten med 3F ville nemlig stille firmaets ansatte dårligere end den, som de i dag har med Kristelig Arbejdsgiverforening. Firmaets ansatte har været yderst utilfredse med den overenskomst, som 3F har fremlagt. Det betyder også, at firmaet ikke vil byde sine medarbejdere at komme på 3F-overenskomst. Den nuværende overenskomst er i arbejdsretlig forstand fuldt ud gyldig, selvom den ikke var tegnet mellem parter indenfor hovedaftalen.

Og det er derfor, Lauge Bonde nu står fast.

- Vi ønsker ikke at forhandle med 3F. Vi holder stadig på, at medarbejderne havde en god overenskomst, siger Lise Bonde.

Annonce

Sagen vækker opsigt

Selvom det er risikabelt, set i lyset af andre konflikter, hvor 3F har været involveret, så er firmaet klart til at tage kampen. For i Danmark er der foreningsfrihed, og det vil Lauge Bonde holde fast i.

- Vi mener, at noget bør laves om, så 3F lærer, at der også er andre overenskomster, fastslår Lise Bonde, der ligesom de øvrige mener, at man skriver 2019, og faglige spørgsmål ikke skal løses med konfliktvåbnet, men med dialog.

Sagen har vakt massiv opmærksomhed både lokalt og i branchen. Lise Bonde fortæller, at firmaet hver uge kontaktes af andre virksomheder i samme situation, som spørger efter gode råd og vil høre, hvordan de skal forholde sig. Det er blevet til mange læserbreve, hvor 3F har holdt fast i, at der ikke er tale om tvang. Derfor håber firmaets ejere også, at det gælder, når de opsiger tiltrædelsesoverenskomsten.

- Nu håber vi, at 3F besinder sig og holder ord om, at de ikke bruger tvang, siger Lise Bonde.

3F: Vores overenskomst er langt bedre

Hos 3F bekræfter næstformand i byggegruppen, Palle Bisgaard, at 3F har modtaget en opsigelse fra Lauge Bonde.

- Det har vi taget til efterretning. De ønsker åbenbart ikke at leve op til de vilkår, som andre virksomheder skal. Vi ønsker at have overenskomstforhold til dem, siger Palle Bisgaard, der ikke har en aktuel plan for det videre forløb.

Han mener, at 3F har en langt bedre overenskomst end den, som anlægsgartnerfirmaet har i dag, og Palle Bisgaard fortæller, at 3F står med et tilbud om, at den lokale 3F-afdeling kan tage møder med Lauge Bonde, og at man vil sende medarbejdere fra Pension Danmark ud til virksomheden for at mødes med medarbejderne, der har kritiseret 3F-overenskomstens sundhedsdækning og pensionsordning.

- Vi laver overenskomst, for at der skal være gode forhold for medarbejderne. Ikke fordi, at de skal være utilfredse, siger Palle Bisgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Horsens

Børnehavepladser stiger mest i 2020

Annonce