Annonce
Horsens

Fire ud af fem midtjyder: Ja tak til arbejde efter pensionen

71-årige Børge Jørgensen fra Vrønding er blandt de seniorer, der har fastholdt et arbejde, selvom hans dåbsattest giver ham mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Børge Jørgensen er endnu ikke gået på pension og arbejder 22 timer om ugen hos Advokatgruppen i Horsens. Foto: Morten Pape
En undersøgelse foretaget af Epinion viser, at 80 procent af borgerne i Region Midtjylland har ønske om at fortsætte med at arbejde, efter de er gået på pension.

Horsens: Fire ud af fem midtjyder er indstillet på at arbejde på nedsat tid, efter de er gået på pension.

Det viser en nyligt offentliggjort undersøgelse blandt 2038 danskere, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for pensionsselskabet PFA.

Her står det klart, at arbejdslysten er højere i Region Midtjylland, hvor 80 procent gerne vil arbejde, efter de er gået på pension, end den er i Danmark generelt, hvor 78 procent ifølge undersøgelsen tilkendegiver, at de vil arbejde efter pensionen.

Den høje andel af folk, der gerne vil fortsætte med at arbejde, skyldes både, at folk generelt er blevet mere friske i en sen alder, og at de ønsker en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Det erfarer Jesper Brask Fischer, direktør for senior services i PFA Pension.

- Vi lever længere, og flere holder sig aktive og friske langt op i alderen. Og i virkeligheden er det de færreste, der ønsker at gå fra 38 til nul timer fra den ene dag til den anden, siger Jesper Brask Fischer i en pressemeddelelse.

Annonce

Vi er på vej mod et samfund, hvor mange i højere grad identificerer sig med arbejdet, men også gerne selv vil bestemme, hvornår og hvordan de forlader arbejdsmarkedet.

Jesper Brask Fischer

Stolthed og relationer

Direktøren erfarer samtidig, at identitet spiller ind i forhold til den fastholdte tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Vi kan fra tidligere erfaringer se, at der er en relativt stor gruppe, som gerne vil arbejde videre, men ikke nødvendigvis på fuld tid, siger Jesper Brask Fischer.

- Vi er på vej mod et samfund, hvor mange i højere grad identificerer sig med arbejdet, men også gerne selv vil bestemme, hvornår og hvordan de forlader arbejdsmarkedet. Det kan handle om at bevare den faglige stolthed og de sociale relationer på arbejdet, samtidig med at man kan få mere tid til fritidsinteresser og familien, siger han.

 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Leder For abonnenter

Leder: Frihedsrettigheder har en pris

Den personlige frihed er ukrænkelig. Det siger Grundloven, og det er et ualmindeligt godt princip, som hele vores samfund bygger på. Som fri presse er vi de første til at forfægte ytringsfriheden, som er en anden af de helt grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark. Men frihed kan også have en pris. Det så vi i denne uge, da Retten i Horsens varetægtsfængslede en mand, der er ramt af demens. Han er sigtet for over 40 forhold: røveri, vold, trusler, hærværk, tyverier m.m., alle begået på Endelave og alle i perioden mellem juli og nu. Sagen er dybt ulykkelig for alle involverede, og et meget stort spørgsmål tårner sig op, efter manden er blevet varetægtsfængslet: Hvordan kan det komme dertil, at det er retten, der skal løse et problem, der i bund og grund handler om sygdom? Svaret er, at det kan det, når en mand har besluttet sig for, at han ikke vil flytte fra sit hjem. At han har den ret, har de fleste utrolig meget sympati for. Alligevel nager tvivlen, når en beslutning som i dette tilfælde har vidtrækkende konsekvenser for ham selv, de pårørende, naboer, hjemmeplejen, politiet, retssystemet og mennesker, han træffer på sin vej. Vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsindlagt til psykiatrisk behandling. Og vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsflyttet fra deres hjem til en institution. Der er gode grunde til, at reglerne kun åbner en smal sprække for handling, for det er altid farligt at gradbøje frihed. Også selv om en enkelt sag, hvor rigtig mange parter har gjort en stor indsats for at hjælp en syg mand, ender i et offentligt grundlovsforhør. Den udgang er ubehagelig, men nødvendig for at værne om frihedsrettighederne. For mig personligt betyder sagen, at jeg vil undersøge, hvordan jeg kan lave en fremtidsfuldmagt, som giver mine pårørende den bedst opnåelige mulighed for at træffe beslutninger på mine vegne, hvis jeg skulle blive ramt af demens. For det kan ske for os alle.

Annonce