Annonce
Sport

Fire jyske mesterskaber til Odder

De yngre Odder-svømmere tog fire mesterskaber. Privatfoto
sport

svømning - Et 18 mand stort hold deltog i weekenden i Jyske Mesterskaber for årgangssvømmere i henholdsvis Struer og Nyborg. Det blev til hele fire guldmedaljer og det blev til i alt 12 medaljer.

Heldet var ikke helt på Odder-svømmernes side i weekenden til trods for de mange guldmedaljer. For de yngste svømmere i Nyborg var især pigerne i hopla. De yngste årgangspiger med Maja Madsen, Sidsel Nielsen, Emma Rasmussen, Cecilie Gregersen og Marie Christensen var suveræne i alle holdkapperne, men blev desværre to gange diskvalificeret for tyvstart selvom de var langt foran. Det kostede to guldmedaljer ved mesterskaberne, mens de to andre holdkapper blev vundet i overbevisende stil af pigerne.

Den helt store medalje-sluger, var Marie Christensen, der ligesom sidste år, tog guldmedaljer. Hun vandt 400 m fri i tiden 5.24.31 og 100 m ryg i 1.17.63, mens Thomas Frederiksen var eneste medaljevinder for drenge, da han i en fremragende personlig rekord vandt en sølvmedalje i 100 m ryg i tiden 1.08.07.
Marie vandt også sølv i 50 m fri i tiden 32.07 og i 100 m fri i 1.09.78. Hun vandt også bronze i 200 m ryg i tiden 2.51.01 og 200 m fri i tiden 2.36.72. Marie kom desværre til at stoppe 50 meter for tidligt i 200 m ryg, og det kostede chancen for at kæmpe med om den fineste medalje.

For de ældste svømmere i Struer var Jonathan Kristensen eneste medaljetager i et stævne der bar præg af, at DM om halvanden måned er meget vigtigere end Jyske Mesterskaber.

Jonathan Vandt bronze i 50 m fri i tiden 25.19, i 400 m fri i 4.18.50 og i 100 m butterfly i 1.00.50. Flere af drengene præsterede dog også på højt niveau, og især i 200 m medley blev der sat store personlige rekorder og svømmet kravtider ind til det kommende DM for årgangssvømmere. De seneste måneder har flere af klubrekorderne i svømmeklubben også stået for skud, og denne weekend var ingen undtagelse. Jonathan slog klubrekord i 50 m fri, 100 m fri, 200 m fri, 400 m fri og 100 m butterfly, mens holdkappen med Jonathan Kristensen, Oskar Jørgensen, Nikolaj Isdahl og Alexander Jensen slog to klubrekorder i 4x200 m fri og 4x100 m medley med henholdsvis tre og fem sekunder.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce