Annonce
Brædstrup

Gang i svingdøren: Mere end halvdelen af bestyrelsen forlader lokalråd

Der var mange lykønskninger til lokalrådsformand Preben Norup (t.h.) blandt andet fra den tidligere borgmester i Brædstrup Kommune, Thorkild Skifter, da Brædstrup Lokalråd blev stiftet i 2017. Nu trækker fire bestyrelsesmedlemmer sig fra lokalrådet inklusive Preben Norup. Arkivfoto: Morten Pape
Fire ud af syv bestyrelsesmedlemmer forlader Brædstrup Lokalråd, når foreningen holder generalforsamling 30. april. Formand Preben Norup er blandt de medlemmer, som stopper, men udskiftningen i bestyrelsen er helt udramatisk, lyder det fra formanden.

Brædstrup: Der kommer gang i svingdøren i Brædstrup Lokalråd, når foreningen holder sin årlige generalforsamling tirsdag 30. april. Fire ud af syv bestyrelsesmedlemmer vælger nemlig at forlade lokalrådet, som blev stiftet i sommeren 2017.

De fire bestyrelsesmedlemmer er formand Preben Norup, Olav Holst Hansen fra Brædstrup Borger- og Turistforening, ejendomsmægler Rasmus Friis Kronborg fra Brædstrup Handel & Erhverv og Pernille Dahl Bertelsen.

Ifølge formanden for Brædstrup Lokalråd er der ingen dramatik i, at så mange medlemmer vælger at forlade Brædstrup Lokalråd på samme tid.

- Lokalrådet er et frivilligt arbejde, som kræver en del tid. Flere af bestyrelsesmedlemmerne har ved siden af meget travlt med deres egne virksomheder. Jeg synes derfor, at det er det mest ærlige at erkende, at man ikke har tiden. Det er bedre end at køre på frihjul. Så er det bedre at få nogle andre folk ind, som har tiden til arbejdet, siger Preben Norup.

Lokalrådet er et frivilligt arbejde, som kræver en del tid. Flere af bestyrelsesmedlemmerne har ved siden af meget travlt med deres egne virksomheder. Jeg synes derfor, at det er det mest ærlige at erkende, at man ikke har tiden. Det er bedre end at køre på frihjul.

Preben Norup, formand for Brædstrup Lokalråd

Områdefornyelse har været svær

Formanden oplyser, at det har været en spændende proces at starte lokalrådet op i Brædstrup, og rådet har i sin snart toårige levetid opnået de fleste mål, der var blevet sat op fra start. Det gælder blandt andet en ny hjemmeside for byen, En Facebook-side, en fælles bykalender og ikke mindst at være byens talerør - blandt andet i forbindelse med områdefornyelsen. Det er netop arbejdet med områdefornyelsen, som har gjort, at formanden nu vælger at trække sig.

- Det har været en spændende proces, men jeg må indrømme, at jeg har det svært med det tempo, man er nødt til at arbejde i på sådanne sager. Der er stor forskel på min egen private virksomhed, hvor man træffer en beslutning, og så gør man det. Her skal tingene ind over mange instanser, og det har jeg stor forståelse for, men jeg har det bare svært i det, siger Preben Norup.

Brædstrup Lokalråd er for tiden i gang med at kontakte nye mulige emner til bestyrelsen, og formanden er sikker på, at der nok skal findes et slagkraftigt hold til efter generalforsamlingen.

- Jeg synes, jeg er med til at aflevere et lokalråd, som har fået sin organisation på plads og er kommet godt op at køre. Lokalrådet er derfor en succes, og det vil det også fortsat være. Jeg synes bare ikke, at jeg kan skabe den succes, jeg gerne vil have, og derfor stopper jeg. Min holdning er stadigvæk, at man skal gøre det, som er bedst for byen, siger Preben Norup.

De tre tilbageværende medlemmer af Brædstrup Lokalråd er næstformand Søren Munk, Marianne Nørmark og Kætil Rokkjær.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce