Annonce
Horsens

Finalister fundet til lokalt award-show

Hansen/Nissen gør en særlig indsats for at uddanne elever, og derfor kunne indehaver Martin le Fevre sidste år modtage prisen Match for Fremtiden. Nu er der fundet tre nye finalister, og 8. november kåres en ny vinder. Arkivfoto

Seks virksomheder er nu finalister til erhvervslivets store prisuddeling Inspire Horsens. Herfra er det op til publikum at kåre vinderen af to priser.

Horsens: Seks virksomheder er nu valgt som finalister til to priser, der uddeles ved en stort anlagt erhvervsfest 8. november i Insero Atrium ved Forum.

Det oplyser Business Horsens, der står bag prisuddelingen Horsens Inspire.

Der er udpeget tre finalister til hver af to priser - henholdsvis en iværksætterpris og en uddannelsespris.

Iværksætteri og vores evne til at tiltrække og fastholde dygtige, unge mennesker er utrolig vigtig for udviklingen af vores område og erhvervsliv.

Anders Killmann Petersen, erhvervsdirektør i Business Horsens

Meget forskellige iværksættere

Blandt 11 indstillede iværksættere har en jury skåret feltet ned til tre: Byblomst, Watery og Hydrive er navnene.

- Det er tre meget stærke og meget interessante finalister, konkluderer jury-medlem Daniel Bach, der står bag virksomheden Bubblemedia samt iværksætter-initiativet Vi Starter Sgu.

- De er også meget forskellige, siger han og forklarer, hvordan de hver især har formået at gøre en god forretning ud af vidt forskellige ideer - en utraditionel forretningsidé, én, der bygger på den mere klassiske webshop-tanke, og én, der bygger på en ny teknisk opfindelse.

Stærke finalister, der alle har stort potentiale, mener Daniel Bach, som nu er spændt på, hvem der løber med prisen. 8. november er det op til publikum ved Business Horsens' erhvervsfest at kåre vinderen blandt de tre iværksætter-finalister.

Mange tager ansvar

Det samme gælder den anden pris Match for Fremtiden, der gives for at tage særligt ansvar for uddannelse.

Her har juryen valgt restaurant Møhr/Café Gran, it-virksomheden Blue Coffee Cup og entreprenøren Torntoft & Mortensen.

I en pressemeddelelse fra Business Horsens siger jury-medlem Ulrik Kragh, formand for Insero Horsens:

- Vi har vurderet, at disse tre gør det ekstra godt på hver deres måde. Men der er mange virksomheder i Horsens-området, der tager ansvar for at kvalificere fremtidens arbejdskraft. Det betyder, at det var et meget stærkt felt, hvorfra finalisterne skulle findes, så der var tæt løb.

De gode historier skal frem

Det er andet år, Business Horsens sætter Horsens Inspire i søen.

Iværksætteri og evnen til at tiltrække og fastholde arbejdskraft er vigtige for udviklingen af området og erhvervslivet, fastslår erhvervsdirektør Anders Killmann Petersen.

- Inden for begge områder har vi mange virksomheder, der gør det rigtig godt. Det skal vi huske at gøre opmærksom på. Både for at inspirere hinanden på kryds og tværs her i lokalområdet og for at sende et signal til alle de dygtige mennesker og virksomheder, der overvejer at vælge Horsens til.

- Vi skal have de gode historier frem i lyset, og det får vi blandt andet med Horsens Inspire, forklarer han i pressemeddelelsen.

Jury vælger vinder af Inspire-prisen

Foruden de to priser, hvor der nu er fundet finalister, skal publikum ved erhvervsfesten også kåre vinderen af Årets Butik og som noget nyt Årets Spisested.

Finalisterne i disse kategorier findes gennem afstemning i de deltagende butikker og spisesteder. Der kan stemmes frem til 30. oktober.

Endelig uddeles den store Horsens Inspire-pris. Den tilfalder en person, virksomhed eller organisation, som har gjort en ekstraordinær indsats til gavn for det lokale erhvervsliv. Denne vinder udpeges på forhånd af en af en bredt sammensat jury.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe?

Læserbrev: Da jeg i sin tid underviste elektrikerlærlinge, sagde jeg til dem, når de skulle beregne en kondensator, at de lige skulle stoppe op og spørge sig selv: "Kan det nu også passe?" Ellers kunne man med alle de mange millioncifre få en kondensator ud af det, som rent fysisk næppe kunne være i en stor beboelsesejendom. På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe? Ida Auken fortæller verdens mægtigste mand, hvordan han skal bære sig ad - for hun ved det om nogen. Jeg er bestemt heller ikke enig i Trumps klimapolitik, men Ida Auken ved godt, hvad der giver pote i medierne. Macron rider med på den klimabølge, der giver bonus i øjeblikket, og siger om brandene i Amazonas regnskove, at Jordens lunger brænder, vi må gøre noget! Den går rent ind - eller gør den? Er lunger ikke noget, der optager ilt? Og er der ikke forskere, der siger, at underskoven i regnskoven forbruger næsten lige så megen ilt, som træerne producerer? Det er havet, der er verdens iltmager. Selvfølgelig skal man ikke underkende træernes optag af CO2, som er meget vigtig. Et stort problem ved de skovbrande er også den CO2, der dannes. Greta Thunberg sejler til USA under stor bevågenhed og flyver hjem i hemmelighed! Dansk Folkeparti er nu også klimabevidste, for i fortvivlelsens stund er man jo nødt til at få surfbrættet op på den klimabølge, hvor man før skred i kultveilten op til valget til stor glæde for Danmarks Radios journalister, der jo nødigt ser deres grønne gren savet over af DF. Jeg er ikke på Facebook, så alle I, der nu vil give mig en over nakken med svulstige gloser over dette indlæg, må finde jer i, at jeg ikke kan læse det. Jeg vil så i sandhedens navn lige nævne et par ting: Jeg cykler, når jeg skal købe ind, og har min cykelkurv med til varerne, så jeg ikke skal bruge plastposer. Jeg har aldrig været i Thailand på ferie - jeg foretrækker at cykle på ferien i vort dejlige land, som jeg holder af og er så heldig at leve i.

Annonce