Annonce
Østjylland

Festlig festugeåbning i sensommersolen

Jacob Bundsgaard kunne sammen med festugedirektør Rikke Øxner tage imod dronning Margrethe på den røde løber foran Aarhus Teater, hvor festugens gallaåbning blev holdt for første gang. Foto: Flemming Krogh

Aarhus Teater dannede en smuk ramme for gallaåbningen, hvor 700 særligt indbudte gæster sammen med dronning Margrethe kunne tage hul på festuge nummer 53.

Annonce

AARHUS: Stemningen foran Aarhus Teater var som til en havefest. Kvinder i lette, blomstrede kjoler og mænd med jakkesæt og solbriller hyggesnakkede og nød aftensolens sidste stråler, inden de skulle ind i teatersalen. Det var første gang den officielle åbning af Aarhus Festuge fandt sted på Aarhus Teater. Omkring 700 særligt indbudte gæster var inviteret til musikforestillingen "Lyden af de skuldre vi står på".

- Jeg er så glad og stolt over, at festugen åbner her. Jeg ser frem til, at alt klapper til forestillingen, og at folk får en god aften, sagde Trine Thomsen, direktør for Aarhus Teater.

Forestillingen bygger på klassikere fra den danske sangskat, som har været igennem fingrene på Simon Kvamm, så de fremstår i en gentænkt version. Derfor var det også hans og hustruen Stine Ellerbæks to døtre, Elinor og Alice, der var dagens blomsterpiger.

Udenfor teatret var et par hundrede mennesker mødt op for at se æresgæsten ankomme til gallaåbningen. Århusianere, unge som gamle, ventede sammen med en hel del turister tålmodigt i Teatergaden.

Blandt dem også italienske Giovanni Ghisletti. Han var sammen med sin kone og et vennepar kørt fra Milano til Aarhus for at opleve kulturhovedstaden. At de så lige skulle rende ind i en festuge og en dronningvisit var helt tilfældigt, fortalte han smilende.

- Vi var inde at se domkirken. Da vi kom ud og så, at der stod en masse mennesker ved teatret, skyndte vi os herover, fortalte han, mens hans kone forevigede øjeblikket på sin iPhone og udbrød et duperet, "waaauu", da kronebilen rullede op foran teatret.

På den røde løber var en velkomstkomite bestående af borgmester Jacob Bundsgaard (S) og hans kone Kirstine Johansen samt festugedirektør Rikke Øxner og hendes mand Uffe Bryld klar til at tage imod.

Simon Kvamm har remixet den danske sangskat til gallaforestillingen "Lyden af de skuldre vi står på". Hans to døtre, Alice på 5 år og Elinor på 10 år, havde fået det ærefulde hverv at give dronningen blomster. Foto: Flemming Krogh
Annonce

Brobygning til 2017

Inde i den smukke sal ventede gæsterne i mørket med udsigt til en enkel scenografi på scenen; en stor træboks med klaver og et stort rundt ur på væggen.

Jacob Bundsgaard kunne som den første byde velkommen til festuge nummer 53.

- Vi er europæisk kulturhovedstad. Byen summer af kultur og oplevelser, og alverdens øjne hviler på os. Vi viser byen frem. Alle tangenter og alle talenter er i spil. Festugen er essensen af det hele - værsgo og brug den, sagde Jacob Bundsgaard.

Festugens tema er i år og de kommende to år Bridging - brobygning, og det tema optog både borgmesteren og dronningen.

- Jeg tror, at Aarhus Festuge i sig selv er et brohoved. Jeg tror ikke, vi havde haft Aarhus som Kulturhovedstad 2017, hvis ikke vi havde haft de mange fine og festlige festuger. Jeg tror, at festugen er mor til kulturåret, sagde dronning Margrethe, der glædede sig over, at festugen i år var rykket ind på Aarhus Teater.

- Jeg håber, at denne festuge som dens mange forgængere vil blive et broget skue, en vidunderlig oplevelse for rigtig mange mennesker i alle aldre. Både dem som har løst billet og dem, der bare falder tilfældigt forbi et spillende orkester på gaden. Jeg håber, at Aarhus igen kommer til at lyse af sin festuge, og at den bliver et højdepunkt i kulturhovedstadsåret, sagde dronningen og erklærede årets festuge for åben.

Nils Malmros og hans kone Marianne Trumholt var spændte på at høre musikforestillingen på Aarhus Teater. - Jeg har ikke studeret programmet for festugen, men jeg kan se, at der sker forfærdelig mange ting og der er kommet nye ting i bybilledet, sagde Nils Malmros. Foto: Flemming Krogh
Simon Kvamm og hans kone Stine Ellerbæk ankom som nogle af de sidste til gallaforestillingen. Foto: Flemming Krogh
- Jeg glæder mig rigtig meget til at gå i gang med det hele. Jeg har set frem til at se folk myldre frem, og det har de gjort hele dagen, sagde festugedirektør, Rikke Øxner, der var til åbningen med sin mand Uffe Bryld. - Det er spændende, at det i år er Aarhus Teater, som er en del af åbningen. Vi lægger vægt på at tænke nyt og skabe bro mellem ting. Vi kommer helt sikkert tilbage til Musikhuset, men i år får vi dronningen i nogle fine og nye rammer. Foto: Flemming Krogh
Tidligere festugedirektør, Jens Folmer Jepsen, og hans kone Anne Hjernøe var også på den røde løber. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce