Annonce
Kultur

Festival-arrangører i Horsens trykker på pause-knappen

Rabbit Hole Festival har i otte år gravet gange og stier mellem forskellige dele af ungdomskulturlivet i Horsens. Fremover bliver guleroden for de såkaldte Rabbit Inspiranter at stå bag andre arrangementer. PR-foto: Det Gule Pakhus
Sammenlægningen af KulisseLageret og Det Gule Pakhus ligger bag beslutningen.

Horsens: Der bliver et musik- og kulturtilbud mindre at holde øje med i Horsens Kommunes arrangements-kalender næste år.

Folkene bag den traditionsrige Rabbit Hole Festival ved Det Gule Pakhus har besluttet at trykke på pauseknappen, oplyser arrangørerne.

Rabbit Hole Festival, der har været platform for nye bands, kunst og kultur, har eksisteret i otte år og er blevet afviklet som led i et uddannelsesforløb på Det Gule Pakhus for såkaldte Rabbit Inspiranter.

De har brugt forløbet til at blive klogere på, hvordan man strikker arrangementer sammen, men undergrundsfestivalen, der i årenes løb har gravet tunneller mellem forskellige dele af det lokale kulturliv, bliver altså ikke en del af pakhusets tilbud næste år.

Julie Horne Møller, der sammen med en af sine kollegaer i ungdomshuset, Lisbeth Ivanhoe, er drivkraft bag forløbet for Rabbit Inspiranterne, oplyser, at fremtidsplaner om en sammensmeltning af Det Gule Pakhus og spillestedet KulisseLageret spiller ind på beslutningen om at sætte festivalen på standby.

- I forbindelse med den fremtidige sammenlægning af Det Gule Pakhus og Kulisselageret står vi nu over for nogle nye og spændende opgaver og udfordringer. Vi har også vurderet, at det nytænkende, vi bragte til projektet, bliver mødt af andre arrangører siden vores debut. Vi har derfor besluttet at sætte festivalen på pause for eftertiden. Rabbit Hole Festival vil derfor ikke blive afviklet i året 2020, forklarer hun.

Annonce

I forbindelse med den fremtidige sammenlægning af Det Gule Pakhus og Kulisselageret står vi nu overfor nogle nye og spændende opgaver og udfordringer.

Julie Horne Møller

"Kaninerne" fortsætter

Præcis hvornår og hvordan sammenlægningen af Det Gule Pakhus og KulisseLageret skal ske, er endnu ikke besluttet.

Planen kom som en del af det seneste budgetforlig i Horsens Kommune, og en arbejdsgruppe med folk fra kulturområdet i byen er først lige gået i gang med at skabe et beslutningsgrundlag for politikerne. Den grundlæggende ambition er dog meldt ud, og den er - med udgangspunkt i matriklen på Madevej - at skabe et nyt kulturhus, der kan rumme byens musik- og ungdomskultur bedre end i dag.

Aflysningen af Rabbit Hole Festival 2020 betyder heller ikke, at Rabbit Inspirant-forløbet lukker ned.

- Tværtimod vil der blive afholdt mindre arrangementer - men med samme energi og entusiasme. Vi takker for den store opbakning fra kunstnerne, publikummet, samarbejdspartnerne og ikke mindst de frivillige, og vi ser frem til fremtidige projekter og samarbejdsmuligheder, forklarer Julie Horne Møller.

Både foreningen Rabbit Hole og Rabbit Inspiranterne fortsætter.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce