Annonce
Horsens

Festdag på sprogcentret: Da Nancy snakkede dansk var der ingen der grinte

Nancy Bluku Dziedzorm modtog Sprogcenter Midts Sprogcenter-pris på grund af blandt andet sin positive energi, sin åbenhed og sit store mod. Foto: Morten Pape

140 dimittender blev hyldet, da der fredag var translokation på Sprogcenter Midt. Heriblandt Nancy Bluku Dziedzorm, der modtog en særlig sprogcenter-pris.

Horsens: - Der er behov for arbejdskraft i øjeblikket, så søg arbejde, søg uddannelse. Sæt dig høje mål!

Anders Killman Petersen, direktør for Business Horsens, snakkede til hver enkelt kursist, da han fredag formiddag holdt festtale ved translokationen på Sprogcenter Midt, der blev holdt i Ceres Centret i Horsens.

En tale, der opfordrede hver af de 140 dimittender til at søge mod job eller uddannelse, og det er netop, hvad Nancy Bluku Dziedzorm har tænkt sig.

Hun var en de to kursister, der fik et særligt skulderklap som modtager af Sprogcenter-prisen, der bliver givet til kursister, der har ydet en særlig stor faglig eller social indsats.

- Det var en stor overraskelse. Jeg er meget glad for det, siger hun, der med prisen blev belønnet for sin positive energi, sin åbenhed og sit store mod.

Jeg sagde til mig selv: Jeg bliver nødt til at snakke dansk. Så jeg snakkede dansk, og der var ingen, der grinte.

Nancy Bluku Dziedzorm
En stor gruppe børn fra Børnehuset Vestbyen var mødt op for at fejre en af børnehusets pædagogmedhjælpere, der modtog sit eksamensbevis. Foto: Morten Pape

Dansk er svært

Nancy Dziedzorm kom til Danmark fra Ghana i 2010, nogle år senere end sin mand, der på det tidspunkt var i gang med at tage en uddannelse i Danmark.

Her prøvede hun første gang kræfter med det danske sprog.

- Det var svært at lære dansk. Så svært, at jeg stoppede på sprogskolen efter tre måneder, siger hun, der efter tre år vendte retur til Ghana i nogle år.

I 2016 vendte hun atter tilbage til Danmark, og denne gang gav den i dag 33-årige kvinde ikke så let op.

- Jeg indså, at det er vigtigt at kunne snakke dansk, hvis man vil have et job i Danmark. Det var min motivation, siger Nancy Dziedzorm.

62 kursister fra Sprogcenter Midt modtog fredag formiddag et eksamensbevis. I alt 140 dimitterede, hvoraf hovedparten var på arbejde og derfor ikke kunne deltage. Foto: Morten Pape

Genert og bange

Jobbet fandt hun på Learnmark, hvor hun i dag er rengøringsassistent, men trods fremskridt på sprogcentret snakkede hun i lang tid kun engelsk med sine kolleger.

- Jeg var genert og bange for at komme til at sige noget forkert. For tænk nu, hvis de grinte af mig, siger Nancy Dziedzorm.

Men en dag, under et personalemøde, tog hun mod til sig.

- Jeg sagde til mig selv: Jeg bliver nødt til at snakke dansk. Så jeg snakkede dansk, og der var ingen, der grinte, siger hun, der efterfølgende kun har snakket dansk på sit arbejde.

- Nu vil jeg på VUC

Nancy Dziedzorm, der er mor til to børn på seks og fire år, har oplevet, at hverdagen i Danmark er markant lettere, når man forstår sproget.

- Nu kan jeg snakke med ekspedienterne, når jeg går ind i en butik i Horsens, og når jeg modtager et brev, forstår jeg 90 procent af det, der står, siger hun, der helt i tråd med Business Horsens-direktørens råd er klar til at drømme større.

- Nu vil jeg på VUC og læse 10. klasse. Så vil jeg på teknisk skole og uddanne mig til kok, ligesom jeg var i Ghana. Og så vil jeg have job på en restaurant, et hotel eller i en kantine, siger Nancy Dziedzorm.

Hovedparten var på arbejde

Blandt de 140 dimittender var 62 til stede for at modtage deres bevis. De øvrige, der i stort omfang har gået på aften- eller weekendhold, var på arbejde.

Foruden Sprogcenterprisen blev der uddelt en integrationspris, som gik til DSV Solutions, der blev hædret for at tilbyde og betale for danskundervisning til 18 udenlandske medarbejdere.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Tre indbrud i tre byer

Læserbrev

På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe?

Læserbrev: Da jeg i sin tid underviste elektrikerlærlinge, sagde jeg til dem, når de skulle beregne en kondensator, at de lige skulle stoppe op og spørge sig selv: "Kan det nu også passe?" Ellers kunne man med alle de mange millioncifre få en kondensator ud af det, som rent fysisk næppe kunne være i en stor beboelsesejendom. På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe? Ida Auken fortæller verdens mægtigste mand, hvordan han skal bære sig ad - for hun ved det om nogen. Jeg er bestemt heller ikke enig i Trumps klimapolitik, men Ida Auken ved godt, hvad der giver pote i medierne. Macron rider med på den klimabølge, der giver bonus i øjeblikket, og siger om brandene i Amazonas regnskove, at Jordens lunger brænder, vi må gøre noget! Den går rent ind - eller gør den? Er lunger ikke noget, der optager ilt? Og er der ikke forskere, der siger, at underskoven i regnskoven forbruger næsten lige så megen ilt, som træerne producerer? Det er havet, der er verdens iltmager. Selvfølgelig skal man ikke underkende træernes optag af CO2, som er meget vigtig. Et stort problem ved de skovbrande er også den CO2, der dannes. Greta Thunberg sejler til USA under stor bevågenhed og flyver hjem i hemmelighed! Dansk Folkeparti er nu også klimabevidste, for i fortvivlelsens stund er man jo nødt til at få surfbrættet op på den klimabølge, hvor man før skred i kultveilten op til valget til stor glæde for Danmarks Radios journalister, der jo nødigt ser deres grønne gren savet over af DF. Jeg er ikke på Facebook, så alle I, der nu vil give mig en over nakken med svulstige gloser over dette indlæg, må finde jer i, at jeg ikke kan læse det. Jeg vil så i sandhedens navn lige nævne et par ting: Jeg cykler, når jeg skal købe ind, og har min cykelkurv med til varerne, så jeg ikke skal bruge plastposer. Jeg har aldrig været i Thailand på ferie - jeg foretrækker at cykle på ferien i vort dejlige land, som jeg holder af og er så heldig at leve i.

Annonce