Annonce
Horsens

Fem millioner fordelt til skoler: Egebjergskolen får 1,2 millioner

De fem ekstra millioner, som Horsens Kommune har sat af til skolerne i budget 2020, er nu blevet fordelt. Ni skoler får en del af kagen, fem skoler må undvære. Arkivfoto: Morten Pape.
Torsdag besluttede et enigt børne- og uddannelsesudvalg, at ekstra fem millioner til skolerne ikke skal gå til alle - kun ni ud af kommunens 15 skoler får del i millionerne.

Horsens: Et enigt børne- og uddannelsesudvalg besluttede torsdag eftermiddag, at de ekstra fem millioner, som er budgetteret til skolerne i 2020, ikke skal fordeles lige ud over kommunens 15 skoler, men i stedet efter en ny tildelingsmodel, hvor ni skoler får en del, og fem skoler må undvære.

Men det er den rigtige måde at gøre det på, slår formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Lone Ørsted (S) fast.

- Noget tyder på, at nogle skoler har været underfordelt. Og vi skal have kigget på vores tildelingsmodel generelt. Jeg kan godt forstå, hvis nogle bliver skuffede, men mon ikke skolerne ved, at der er nogle skoler, som løfter en større opgave, end de har fået midler til, siger hun og fortsætter:

- Vi ved, at det er nødvendigt nogle gange at gøre noget, hvor nogen får, og andre ikke gør, men jeg er overbevist om, at med den fællesskabsfølelse, som er mellem skolerne, kan de godt forstå tildelingen, lyder det.

Annonce

Det er bare dejligt og en stor lettelse. Lige nu er det svært at komme ind og ud ad dørene, for vi kan ikke få armene ned.

Bjarne Schuricht, skoleinspektør Egebjergskolen

Det er ærgerligt

En af de skoler, som må undvære penge i denne omgang, er Stensballeskolen. Skolen stod via den nuværende tildelingsmodel til at få godt 450.000 kroner ud af puljen, og Skoleleder Anders Olesen er ikke videre begejstret for beslutningen om at vælge den model, som giver skolen nul kroner.

- Det er ærgerligt. Jeg skal nu undersøge, hvilke konsekvenser det får. Men det betyder jo, at vi så skal bespare den halve procent, som alle skoler skal. Jeg havde måske håbet, at den kunne blive opvejet af de ekstra midler. Så vi skal ud og finde et sted, hvor vi skal spare penge, og jeg ved slet ikke på nuværende tidspunkt, hvor det bliver, siger han.

I den anden ende af skalaen ligger Egebjergskolen. I stedet for godt 300.000 kroner får skolen med den nye tildelingsmodel hele 1.132.000 millioner. Og de falder på et tørt sted, lyder det fra skoleinspektør Bjarne Schuricht.

- Tusind tak. De falder ned i hullet. Det er jo ikke på den måde ekstra manna fra himlen. Det er et spørgsmål om, at man kan se, at den nuværende budgetmodel trænger til at blive justeret. Jeg har gjort opmærksom på, at vi er blevet uheldigt ramt, fortæller han og fortsætter:

- Vi er rigtig glade for, at man har set, at der var tale om, at der skulle justeres på tildelingsmodellen. Det letter tingene herude for os, så vi kan få snuden oven vande.

Skal gå til varme hænder

De fem millioner, som nu bliver fordelt mellem ni og ikke 15 skoler skal gå til børnene. Det understreger Lone ørsted, som har fuld tillid til, at skolerne bedst selv ved, hvordan pengene skal bruges.

- Vi fastholder principperne om, at det er ude på skolerne, de skal beslutte, hvordan pengene skal bruges. Men de skal prioriteres, så de går til børnene, og i budgettet er der sendt et kraftigt signal om, at det er velfærd, der er fokus på, og dermed skal pengene gå til tiltag, som understøtter børnenes læring og trivsel, siger hun.

Og på Egebjergskolen kommer de 1,2 millioner til at betyde flere hænder.

- Der, hvor vi har virkelig skruet ned, er på hænder. Vi har skrabet alt, hvad vi kunne, og alt ekstra er væk, så der kun er lige de medarbejdere, der skal til for at få det til at løbe rundt. Mange løber stærkt, så pengene skal gå til at lukke et hul, så vi kan putte noget af det tilbage, som vi har skrabet af, siger Bjarne Schuricht og tilføjer:

- Det er bare dejligt og en stor lettelse. Lige nu er det svært at komme ind og ud ad dørene, for vi kan ikke få armene ned.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce