Annonce
Danmark

SDU tager FN's 17 verdensmål alvorligt: Fem konkrete tiltag

Transformationen af SDU til at være lig med FN’s 17 verdensmål vil kunne mærkes på et utal af områder.

Her er fem konkrete eksempler, man vil ændre på SDU for at være lig med FN's 17 verdensmål.

Annonce

1. 17 nye etårige masteruddannelser

SDU vil oprette en et-årig masteruddannelse for hvert af de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Masteruddannelserne vil være åbne for alle bachelorer. Formålet er dels at give studerende særlige kompetencer i at forstå og anvende viden inden for hvert verdensmål, dels at give de studerende indsigt i sammenhængen mellem verdensmålene.

2. Årligt folkemøde for unge om verdensmålene

Fra og med 2020 vil SDU hvert år i august/september arrangere et folkemøde i Odense for børn og unge med titlen ”Vores Verdensmål”. De 17 verdensmål skal sættes på dagsordenen for unge gennem talks og debatter. Mødet er målrettet elever i folkeskolen, på gymnasier og de videregående uddannelser. Det skal ikke kun give de unge den seneste viden om verdensmålene, men også engagere dem i at tage aktivt ansvar for at medvirke til en bæredygtig udvikling.

3. Nyt grundforløb for alle

Tidligere tiders filosofikum, et grundforløb for alle, genoplives i en moderne udgave, så alle studerende uanset studieretning ved studiestart begynder med et forløb på en uge om verdensmålene. Alle studerende, uanset forskellige fagligheder, samarbejder dermed fra første dag om et fælles tema om bæredygtighed.

4. Ny pris for verdensmål

Allerede fra i år uddeles en ny pris på 25.000 kroner til ansatte og studerende, som har gjort en særlig og inspirerende indsats for at fremme arbejdet med FN’s verdensmål. Prisen skal motivere til, at alle på SDU engagerer sig i verdensmålene. Den uddeles ved årsfesten 25. oktober.

5. El-biler over hele linjen

En synlig nyskabelse er det, at SDU skal have udskiftet sin bilpark. Alle biler skal erstattes af elbiler. Det betyder også, at der skal etableres ladestandere ved alle SDU-afdelinger.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce