Annonce
Horsens

Fem byrådspolitikere tog imod invitation til rundtur ved Nørrestrand

Fem politikere lyttede opmærksomt, da de torsdag besøgte området ved Nørrestrand for at høre om både historie, plante- og dyreliv. På billedet ses Anni Jakobsen (løsg.), Martin Ravn (V),  Jeanette Handberg (S) og Thomas Monberg (S). Også Niels Peter Bøgballe (S) var tilstede. Fredag møder borgmester Peter Sørensen (S) op ved Nørrestrand. Han var forhindret torsdag. Privatfoto
Om kort tid skal byrådspolitikerne i Horsens tage stilling til et borgerforslag om at friholde området syd for Nordre Strandvej for byggeri. Torsdag var politikerne inviteret på rundtur i området af initiativtagerne.

Horsens: Fem dukkede op, da initiativtagerne til det borgerforslag, der skal forhindre byggeri i området syd for Nordre Strandvej, torsdag havde inviteret alle 27 byrådsmedlemmer til en rundtur i området omkring Nørrestrand, inden de om kort tid skal tage stilling til forslaget i byrådssalen.

- Det gik rigtig fint. Vi fik fine oplæg om historien og naturen i området, og vi havde indtryk af, at politikerne lyttede opmærksomt og interesseret, fortæller en af initiativtagerne Lena Pedersen.

Hun lægger dog ikke skjul på, at hun og de andre initiativtagere er skuffede over, at kun fem byrådsmedlemmer mødte op.

Annonce

- Vi inviterede alle. Vi har nok hørt fra ca. halvdelen, og af dem mødte kun fem op. Det synes jeg, er latterligt få, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Lena Pedersen, som dog håber, at besøget har rykket noget hos de politikere, der mødte op.

- Jeg håber, at nogle af dem vil stemme med hjerte og hjerne i stedet for efter partifarven, når vores borgerforslag kommer i byrådet, siger Lena Pedersen.

Byrådet er forpligtet til at tage borgerforslaget om at friholde det nordvestlige Nørrestrand syd for Nordre Strandvej for byggeri op, da flere end 2000 horsensianere har skrevet under på, at de er enige. Det er første gang, et borgerforslag skal tages op i byrådssalen.

Samtidig ventes det, at politikerne i plan- og miljøudvalget snart vil blive præsenteret for et forslag til en lokalplan, der vil bane vejen for, at spejderne fra Karen Jeppe Gruppe kan opføre et nyt spejderhus på grunden, der i dag står tom.

Indspark til arbejdet

Socialdemokraten Niels Peter Bøgballe er et af de byrådsmedlemmer, der takkede ja til invitationen fra beboerne ved Nordre Strandvej.

- Jeg kommer altid gerne ud, når jeg bliver budt. Jeg synes, det er en del af byrådsarbejdet. Jeg deltog for at lytte og for at få indspark til det arbejde, vi skal i gang med i byrådet og i plan- og miljøudvalget, siger Niels Peter Bøgballe, der understreger, at han fandt historien om Nørrestrand spændende.

- Vi fik en rigtig god og grundig gennemgang rundt i området af Allan Skou Larsen fra Horsens Museum, og der var en meget fin tone på mødet, fortæller han.


Området er ikke fredet i egentlig forstand, men vi skal have dykket nærmere ned i, om der ligger en gammel aftale, der kan have betydning i dag.

Martin Ravn (V), udvalgsformand


Også Martin Ravn (V) mødte op ved Nørrestrand torsdag.

- Jeg vil virkelig gerne høre alle parter i sådan en sag som den her. Jeg har tidligere besøgt spejderne og lyttet til dem, og da jeg blev inviteret til det her, synes jeg, det var oplagt at møde op, siger han.

Han fortæller, at de to oplæg fra Allan Skou Larsen og Carsten Fynbo, tidligere lokalformand i Danmarks Naturfredningsforening, var spændende, og at han især bed mærke i en bemærkning fra Carsten Fynbo, der tidligere har siddet i byrådet for Socialdemokraterne.

- Han oplyste, at han huskede, at politikerne i byrådet blev enige om at frede området ved Nordre Strandvej for byggeri. Det er en interessant oplysning, som jeg synes, det er oplagt lige at undersøge nærmere. Området er ikke fredet i egentlig forstand, men vi skal have dykket nærmere ned i, om der ligger en gammel aftale, der kan have betydning i dag, siger Martin Ravn.

Sagen kort

Initiativtagerne bag borgerforslaget står også bag Facebook-gruppen for bevarelse af naturen omkring Nørrestrand.

Den blev oprettet som protest mod en udviklingsplan, som bebeoerne på Nordre Strandvej blev præsenteret for i efteråret. Den rummede tanker om både daginstitution og spejderhytte syd for Nordres Strandvej. Efter indsigelser i en nabohøring og efter massiv kritik i Facebook-gruppen, som i skrivende stund har 3700 medlemmer, meldte borgmester Peter Sørensen i januar ud, at han mente, der måtte findes en ny placering til daginstitutionen - nord for Nordre Strandvej. Beboerne bag Facebook-gruppen og borgerforslaget håber nu, at spejderne sendes samme vej.

Spejderne fra Karen Jeppe Gruppe fastholder dog, at de ønsker at bygge en ny spejderhytte på grunden, der tidligere har været brugt til bl.a. koncertparkering.

Tidligere på måneden præsenterede spejderne tegninger af det spejderhus, de håber kan blive til virkelighed på grunden om få år.

Der er byrådsmøde på mandag, men her er borgerforslaget om stop for byggeri syd for Nordre Strandvej ikke på dagsordenen. Det forventes, at det er på dagsordenen i næste måned.

Her ventes politikerne i plan- og miljøudvalget også at blive præsenteret for et forslag til en ny lokalplan for området.

Folkebladet har tidligere loddet stemningen blandt byrådspolitikerne, og her er der umiddelbart et stort flertal for at afvise borgerforslaget og lade den politiske proces med en offentlig høring om lokalplanforslaget gå sin gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Kaotisk forløb: Efter total forvirring kom der afslag på tidlig genåbning - og så åbnede det hele alligevel

Annonce