Annonce
Horsens

Fem baner, bar og lounge: Stort padel-center på vej til Horsens

Smash Padelcenter forventer at åbne 8. januar 2021. Man kommer til at kunne booke i halve timers intervaller og betale pr. bane og pr. time. Visualisering: Ravn-Hjemmesider.dk/FotoRavn.dk
Padel er ved at blive den helt store sports-dille i Danmark, og snart kommer Horsens med. Tre lokale bagmænd vil åbne stort center med fem baner og lounge-område med bar og spil.
Annonce

Horsens: Hvis du ikke kender til padel endnu, kommer du sikkert snart til det.

Sportsgrenen, der i grove træk er 80 procent tennis og 20 procent squash, er i voldsom vækst i Danmark, og der skyder baner op flere steder. Nu er turen kommet til Horsens.

Fem indendørsbaner og meget mere er på tegnebrættet for Smash Padelcenter, der skal åbne på Fuglevangsvej i starten af det nye år.

Annonce

Fire måneder på højtryk

Idémændene bag er Lasse Damgaard, Asger Ravn og Martin Ravn. Førstnævnte har størst kendskab til spillet og har med egne ord været i gang, siden der kun var en bane i Aarhus ved AGF's anlæg i Fredensvang.


Der skal være ordentlige omklædningsforhold med bad, og så tror vi på, at det giver noget at tilbyde bedre service. Derfor kommer der en bar og et 200 kvadratmeter stort lounge-område med spil som dart og bordfodbold, så vi kan skabe et bedre miljø og inviterer til fællesskab.

Asger Ravn, medejer af Smash Padelcenter


Siden er der kommet væsentlig flere til, så det handlede om at være hurtig, hvis de skulle med på vognen, inden det var for sent.

Lasse Damgaard har gang i et andet projekt med Asger Ravn, så de snakkede sammen og fik efterfølgende Martin Ravn med på vognen.

- Det er nok fire måneder siden, og derfra har vi arbejdet på højtryk med at få det hele på plads. Det er et sindssygt marked lige nu. Først skulle vi lige overveje, om padel er en trend, der forsvinder igen, eller om det er en sport, der er kommet for at blive, og vi tror helt sikkert på sidstnævnte, siger han.

Annonce

Mærker en efterspørgsel

Ambitionerne fejler ikke noget. Smash Padelcenter får til huse i A/S Nortvigs lokaler på Fuglevangsvej, hvor der er flere kvadratmeter, end håndværkervirksomheden selv skal bruge.

Martin Ravn (t.v.) er også byrådsmedlem for Venstre i Horsens Kommune, og tager han sine politiske briller på, håber han også, at padel som sportsgren kan være med til at indfri nogle af ambitionerne i kommunens Bevæg Dig For Livet-indsats, hvor 10.000 flere borgere skal være aktive og dyrke motion. Padel er mindre krævende end for eksempel tennis, så man behøver ikke at være i jernform, fortæller Lasse Damgaard (i midten). Foto: Morten Pape

Fire doublebaner og en enkelt singlebane bliver det til i første omgang, men der er plads til og planer om at udvide med både flere indendørsbaner og faciliteter udenfor. Først vil de tre bagmænd etablere sig og kende behovet, inden de fylder mere på.

De ved dog, at der der et behov.

- Der er en del i dag, som kører til Aarhus, Kolding eller andre steder hen i området, og til dem vil vi kunne tilbyde unikke faciliteter. Samtidig håber vi at få folk i Horsens med, som endnu ikke kender til padel, og som gerne vil have det sjovt og samtidig få motion gennem spil, siger Martin Ravn.

Annonce

Vil skille sig ud

Banerne er ikke det eneste, centret kommer til at byde på - og det er også her, hvor Smash Padelcenter skal skille sig ud fra konkurrenterne.

- 9 ud af 10 steder er det bare baner og ingen omklædning eller bemanding, og det vil vi gerne væk fra, siger Asger Ravn.

- Der skal være ordentlige omklædningsforhold med bad, og så tror vi på, at det giver noget at tilbyde bedre service. Derfor kommer der en bar og et 200 kvadratmeter stort lounge-område med spil som dart og bordfodbold, så vi kan skabe et bedre miljø og invitere til fællesskab, tilføjer han.

Annonce

Står selv bag baren

Centret vil man kunne tilgå alle dage fra klokken 7 til 23. Bemanding er påkrævet, hvis baren skal være åben, og automaterne ikke skal være eneste mulighed for en forfriskning.

Lounge-området vil være hævet over banerne, og så vil omklædning, mødelokaler og Formel 1-simulatorerne være placeret nedenunder. Baren vil være åben, når der er bemanding på, og ellers er der automater med forfriskninger. Visualisering: Ravn-Hjemmesider.dk/FotoRavn.dk

Det vil der være fredag eftermiddag og i weekenden, mens antallet af bane-bookinger vil afgøre, om en af de tre herrer også er at finde i centret på hverdagene. Det vil nemlig være dem selv, der sørger for bemandingen.

- Det vil vi gerne, og vi tror også på, at det betyder noget, at folk kan se og møde dem, der står bag centret, og vi får skabt relationer til kunderne, siger Lasse Damgaard.

Annonce

Arrangementer i tankerne

Der er blevet plads til mødelokaler, så stedet vil kunne bruges til et firmaarrangement - ligesom at det i udlandet ikke er unormalt at klare forretningerne på golfbanen, forklarer Asger Ravn.

Banerne vil ikke være anderledes fra de andre centre i området, og derfor satser de tre idémænd bag Smash Padelcenter på, at loungeområde, gode omklædningsmuligheder og bemanding i de populære timer vil gøre, at de skiller sig ud fra mængden. Visualisering: Ravn-Hjemmesider.dk/FotoRavn.dk

Mødelokalerne vil også kunne bookes til et privat arrangement, for eksempel en drengeaften, som vil kunne købes som et pakketilbud.

Man vil ud over padel kunne køre Formel 1 på simulator i et særskilt rum, og så er der spillene i lounge-området, som også vil kunne friste en flok herrer.

Padel-tennis hedder bare padel

Padel-tennis hedder faktisk bare padel, men man brugte padel-tennis, da sporten blev introduceret i Danmark og på det tidspunkt var ukendt for mange.

I grove træk er det 80 procent tennis og 20 procent squash. Der spilles som udgangspunkt to mod to, og det foregår på en bane, der er 10 gange 20 meter med et net til at adskille de to banehalvdele. Banen har desuden vægge - i bagenden og noget af siderne er det i glas, resten er metalgitter.

Padel er nemmere og mindre krævende end andre ketchersportsgrene.

I skrivende stund er der ifølge Dansk Padel Forbund 169 baner fordelt på 87 lokationer og yderligere 63 baner på vej. I 2018 havde forbundet kendskab til 32 baner.

Mange danskere kender padel fra ferier i Spanien, hvor det er den næststørste sportsgren efter fodbold.

De primære brugere af padel er i øjeblikket mænd fra 18 til 50 år, og dem kommer Smash Padelcenter med faciliteterne også til at henvende sig mod, men man vil gerne ramme bredere og planlægger blandt andet at holde kvindeaftener og inviterer på rundstykker og padeltennis i weekenderne.

Annonce

Frihøjde er vigtigt

Helt generelt skal de mange aktiviteter tiltrække nye spillere og tilbyde noget mere end bare padel, selv om sporten ifølge Martin Ravn skal være 90 procent af fokusset, og det skal være muligt for et hold at komme fast og spille med rabat via en klippekortsordning eller lignende.

Frihøjde er vigtigt, og den får du mest af udenfor. Men det danske vejr betyder, at herrerne bag Smash Padelcenter starter med at prioritere indendørs-faciliteter, der kan bruges året rundt. Visualisering: Ravn-Hjemmesider.dk/FotoRavn.dk

Noget af det, der skal lokke faste spillere til, er, at der er højt til loftet.

- Efter folk har prøvet padel tre gange, så er frihøjden i hallen det første, de spørger om, siger Lasse Damgaard.

Her har Smash Padelcenter cirka 8,2 meter til loftet - dog med enkelte tværgående bjælker, hvor der vil være syv meter. De går på samme led som banerne og vil derfor genere mindst muligt.

- Det er unikt for centrene her i området. De andre, vi har besøgt, har kun omkring 6,5 meter, og der er skrækeksempler med fire-fem meter. Når man efterhånden har lært spillet, så er det en vigtig del at kunne lobbe for at trække tempoet ud og få organiseret sig på banen igen, hvis man spiller double, siger Martin Ravn.

Centret har lige nu en åbningsdato, der hedder 8. januar 2021.

A/S Nortvig er i gang med at renovere lokalerne på Fuglevangsvej. Området her skal Smash Padelcenter i første omgang ikke flytte ind i, men det er samme udseende som det, der snart skal huse padel-banerne. Der er cirka 8,2 meter til loftet og omkring syv meter til de tværgående betonbjælker. Får de tre herrer bag centret lyst til at udvide, bliver det i disse lokaler. Foto: Morten Pape
Fra venstre er det Martin Ravn, Lasse Damgaard og Asger Ravn - de tre initiativtagere til Smash Padelcenter. De har arbejdet på højtryk de sidste fire måneder for at kunne melde en åbning ud hurtigst muligt. Fra ejendomsmæglere i byen har de nemlig hørt, at de ikke var de eneste, der var på udkig efter egnede lokaler. Foto: Morten Pape
Padel er i voldsom vækst i Danmark, og der kommer hele tiden nye baner til. Sporten minder lidt om tennis, men man bruger - som man kan se - et særligt bat frem for en ketcher. Arkivfoto: Søren Gylling
Placeringen på Fuglevangsvej er perfekt, mener Martin Ravn. Tæt på motorvejen, tæt på Horsens midtby og relativt nemt at komme til fra både nord- og sydsiden af byen samt fra Stensballe og oplandsbyerne. Visualisering: Ravn-Hjemmesider.dk/FotoRavn.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Frederik Rønnow skadet

Annonce