Annonce
Horsens

Fejl i 598 sygedagpenge-sager: To borgere har penge i klemme

En gennemgang af 996 sager viser, at to tidligere sygedagpengemodtagere i Horsens Kommune har sygedagpenge til gode som følge af en principafgørelse i Østre Landsret. Arkivfoto
En gennemgang af 996 sygedagpenge-sager i Horsens Kommune viser, at der som følge af en principafgørelse i landsretten er begået fejl i 598 sager. Heraf har to borgere penge i klemme.

Horsens: To tidligere sygedagpengemodtagere har penge til gode hos Horsens Kommune.

Sådan lyder konklusionen, efter kommunen har gennemgået 996 sygedagpengesager for at finde ud af, at om der er begået fejl, således at borgere er blevet snydt for sygedagpenge.

Arbejdet, som en enkelt medarbejder brugte halvanden uge på at gennemføre, viste, at der skal træffes ny afgørelse i 598 sager. I langt de fleste af disse beror fejlen på noget formalia om datoer, der skal ændres, uden det har økonomisk betydning for den enkelte borger, men i to af sagerne skal den pågældende borger have efterbetalt, hvad der svarer til én dags sygedagpenge. Beløb af så beskeden en størrelse, at det på baggrund af en skatteregulering kan ende ud i at blive en udgift for den enkelte borger.

- Derfor har vi besluttet at spørge borgerne, om de vil have genoptaget deres sag. Det vil være meget få penge, det drejer sig om, men når vi nu har fundet frem til dem, skal de have muligheden, siger Lisbeth Torfing (EL), formand for kommunens beskæftigelses- og integrationsudvalg.

Annonce

Ingen kunne vide på forhånd, hvor mange penge det ville dreje sig om. Andre steder har borgere skulle have større beløb tilbage. Det drejer sig grundlæggende om retssikkerhed.

Lisbeth Torfing

Fulgte Viborgs eksempel

Gennemgangen af sagerne blev relevant, da Østre Landsret i maj 2018 traf en principafgørelse, der slog fast, at udbetalingen af sygedagpenge først kan standses, når der er truffet en afgørelse i sagen.

Det betød, at der potentielt gik borgere rundt i Horsens Kommune med penge til gode, men i stedet for at gennemgå de relevante sager, som ifølge forvaltningen ville kræve en arbejdsindsats svarende til et årsværk, eftersøgte Horsens Kommune de berørte borgere gennem to annoncekampagner.

Først da Horsens Folkeblad fortalte i en artikel, at Viborg Kommune var lykkedes med at løse en tilsvarende opgave på en uge, besluttede beskæftigelses- og integrationsudvalget, at Horsens Kommune skulle følge det mere effektive eksempel fra Viborg og gennemgå alle sagerne.

Et spørgsmål om retssikkerhed

Beskæftigelses- og integrationsudvalget har besluttet ikke at genbehandle de 596 sager, hvor der ifølge principafgørelsen skal træffes en ny afgørelse, men hvor de involverede borgere ikke har penge til gode.

- Ikke med mindre at borgeren selv henvender sig og beder om det. Når der ikke er penge involveret, ville det være spild af ressourcer at genbehandle dem, siger Lisbeth Torfing, der på trods af den begrænsede konsekvens af at gennemgå sagerne er tilfreds med beslutningen om at gøre det.

- Ingen kunne vide på forhånd, hvor mange penge det ville dreje sig om. Andre steder har borgere skulle have større beløb tilbage. Det drejer sig grundlæggende om retssikkerhed, og med den mængde ressourcer, der er brugt på det, er det ikke noget, jeg fortryder, siger hun.

Lisbeth Torfing (EL) mener, det ville være spild af ressourcer at genbehandle de sager, hvor folk ikke har penge i klemme. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce