Annonce
Sport

FCK vinder drama og stikker en kæp i Brøndbys guldhjul

FC København holder sig inde i guldkampen med sejren over Brøndby søndag eftermiddag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FCK nedlagde søndag eftermiddag Brøndby med 2-1 og smed dermed grus i maskineriet på rivalernes gulddrøm.

I et dramatisk derby gjorde FC København søndag det onde ved Brøndby og slog sine blågule lokalrivaler med 2-1 hjemme i Parken.

Brøndby formåede derfor ikke at overtage førstepladsen i mesterskabsspillet, hvilket ellers var muligt, fordi FC Midtjylland tidligere søndag blot fik 1-1 mod Randers.

I en livlig første halvleg med en scoring til hvert hold dominerede et pasningsstærkt FCK-hold på bolden og skabte de fleste chancer. Brøndby var dog mindst lige så farlige på sine lynhurtige omstillinger.

Gæsterne dummede sig gevaldigt efter pausen ved først at begå et straffespark, som FCK udnyttede til at komme på 2-1. Derefter blev Brøndby-kreatøren Jesper Lindstrøm udvist, så værterne kunne cruise sejren hjem i overtal.

Med to kampe tilbage af sæsonen har Brøndby to point op til FCM i toppen og tre ned til FCK på tredjepladsen.

Værterne greb taktstokken og kombinerede godt fra start, men et par tidlige chokbølger gik igennem Parken.

Først måtte Brøndbys Lasse Vigen akkurat se sit mål blive annulleret for offside i det 14. minut, inden gæsternes Andreas Bruus fire minutter senere ramte overliggeren.

I begge situationer var heldet med værterne. Det var også tilfældet efter 27 minutter, da en afslutning fra FCK-profilen Rasmus Falk blev rettet af på Andreas Maxsø og gik i nettet til 1-0. Brøndby-kaptajnen blev noteret for et selvmål.

Efter dukkerten kom Brøndby bedre med spillemæssigt ved at tage initiativ med bolden. Seks minutter før pausen straffede svenske Simon Hedlund et passivt FCK-hold med målet til 1-1.

FCK kom flyvende ud til anden halvleg, hvor Brøndbys Morten Frendrup efter syv minutters spil for anden kamp i træk begik et straffespark. Det udnyttede Jonas Wind fra pletten og scorede sit 14. ligamål i sæsonen.

Endnu værre blev det for Brøndby i det 68. minut, da Jesper Lindstrøm fik direkte rødt kort for et stempling på Rasmus Falk.

Udvisningen besværliggjorde et comeback for Brøndby, der måtte se FCK hive sejren hjem i forholdsvis sikker stil.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Annonce